Skal du køre i bil eller bus i Aalborg i weekenden? Sådan påvirker karneval trafikken
Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix
100.000 mennesker forventes at gå parade gennem Aalborg til Aalborg Karneval. Det betyder, at flere veje er spærret det meste af lørdag. Arkivfoto 2017.
Nordeuropas største karneval får konsekvenser for trafikken i Aalborg, når det afholdes lørdag. Her kan du læse, hvad du skal være opmærksom på.
I år forventes et rekordstort antal mennesker at deltage i Aalborg Karneval. Efter to års coronapause er forventningen, at op mod 100.000 festglade og udklædte mennesker vil gå i parade gennem Aalborg lørdag.
Det får naturligvis konsekvenser for trafikken, og en stor del af Aalborg midtby vil være spærret fra lørdag morgen til sen eftermiddag. Det vil stadig være muligt at komme ind til centrum af Aalborg, men det kræver lidt planlægning.
Herunder kan du se en timelapse af Vesterbro i Aalborg til Karneval 2018:
Tre parader samles til én stor
Kanevalsparaden har tre udgangspunkter, hvor vejene spærres: Vestbyen, Nørresundby og Østerport.
Vejene, hvor paraderne går, er spærret for trafik, og der vil være terrorsikring på flere af sidegaderne op til parade-vejene. Det gælder følgende veje:
Vestbyen: Strandvejen, Badehusvej og Borgergade afspærres fra klokken 9.30 til 15
Nørresundby: Limfjordsbroen afspærres fra klokken 9.30 til 12
Østerport: Nyhavnsgade, Strandvejen og Ved Stranden afspærres fra klokken 9.30 til 13
Alle paraderne samles på Vesterbro, som er spærret fra klokken 9.30.
Herunder kan du se et kort over afspærringerne:
Ændringer i offentlig transport
Bustrafikken vil også blive påvirket af karnevalet. Busserne, der normalt kører på de afspærrede veje og over Limfjordsbroen, vil i stedet blive omdirigeret, så de kører uden om karnevalsoptogene.
Du kan orientere dig på Rejseplanen.dk, der vil være opdateret med de seneste ændringer.
- Det er en god idé at rejse i god tid, for der er rigtig mange, der skal med bus og tog på karnevalsdagen. Vi har sat ekstra togsæt ind og sørget for ekstra togafgange, så hvis der ikke er plads på det ene tog, så kommer det næste hurtigt efter, siger Mette Henriksen, der er kundechef ved Nordjyllands Trafikselskab.
Hvis man har mulighed for det, så kan det være en god idé at tage afsted dagen før. Der er gratis transport med bus og tog i hele Nordjylland fra fredag 27. maj klokken 16 og til søndag 29. maj klokken 19 med et loyalitetsarmbånd til karneval.
- Det er et samarbejde, vi har haft i mange år, og det gør det også nemmere for os, for så slipper vi for at billettere, hvis der for eksempel er 100 mennesker, der skal på på samme tid, siger Mette Henriksen.
Ingen vogne i busser og tog
Som noget nyt er det i år ikke muligt at få en vogn med i tog eller bus til Aalborg Karneval. Mange karnevals-deltagere har en vogn med til optoget, hvor drikkevarerne kan være i, men i år kan den ikke komme med offentlig transport.
- Før har vi set igennem fingre med det, men folk skal afsted på samme tid, og de kan ikke være i togene, hvis togene er fyldt op med barnevogne og indkøbsvogne, siger Mette Henriksen fra NT.
- Vi vil hellere sørge for, at der er plads til alle passagerer, end der er plads til vogne.
Hvordan har du det med Aalborg Karneval? Det må være en dag, der gør jeres arbejde lidt mere besværligt...
- Sådan er det slet ikke, vi glæder os over festen i Aalborg. Vi er her for at gøre nordjyderne mobile og få dem fra A til B. Det gælder også til Karneval, ligesom det gælder til Nibe Festival, Hjallerup Marked og andre store begivenheder, siger Mette Henriksen fra NT.
Butikker og caféer i centrum af Aalborg holder stadig åbent, selvom der er karneval i byen. I anledning af karnevalsdagen vil det være muligt at parkere gratis i både Salling og Friis Shoppingcenter.
TV2 NORD DÆKKER AALBORG KARNEVAL
TV2 Nord sender live fra Aalborg Karneval på Salto, tv2nord.dk og Facebook klokken 10 til 13 lørdag.
Lørdag aften sendes et sammendrag af de tre timers livesending. Hele livesendingen kommer til at ligge på tv2nord.dk og kan også ses efter karnevallet.
Derudover kan du dagen igennem følge karnevallet på tv2nord.dk