Spøgelsesjægere, skumfest og Askepots grimme søster: Se højdepunkterne fra Aalborg Karneval her
90.000 mennesker deltog i Aalborgs kæmpestore karnevalsfest. Der var flere kreative fortolkninger af temaet "Når jeg bliver stor".
Stemningen var høj, da afgangen gik fra morgenfesterne til paraderne lørdag formiddag til Aalborg Karneval.
- Det stikker af, lød det i en opgang i Nørresundby.
Vi fikser alt - sexliv og dårligt værktøj, vi kan det hele
Byggemand Bob
Et andet sted i byen mødte TV2 Nords reporter en Disney-karnevalstrup på vej til at feste løs med barnevogn, plastikpenis og højt humør:
- Jeg var ikke flot nok til at være Askepot, og så kunne jeg lige så godt være Askepots grimme søster, sagde den kjoleklædte herre.
Forbillede eller det modsatte
Der var talrige fortolkninger af årets tema "Når jeg bliver stor". Mange var klædt ud som politibetjente, så det næsten var en udfordring at kende de ægte fra de udklædte. Andre var ambulancereddere, livreddere, sygeplejersker, spøgelsesjægere, kongelige, fodbolddommere, brandmænd eller håndværkere.
- Vi fikser alt - sexliv og dårligt værktøj, vi kan det hele, lød det blandt andet fra en Byggemand Bob-trup.
Men på den anden side fandt vi også pirater, psykopater og straffefanger:
- Vi er ikke gået op i temaet. Det var bare det vildeste, vi kunne finde på, sagde nogle unge i stribede fangekostumer.
- Vi er her for at holde en fest
I år var det nordjyske DJ Kato, som tronede som karnevalskonge. Og han nød opmærksomheden og den gode stemning:
- Prøv lige at se nogle dejlige mennesker. Alle er bare glade og solen skinner, sagde han på vej til Kildeparken.
- Karnevalet er det bedste eksempel på, at alle er velkomne. Der er tyk, tynd, gammel som ung - vi kommer alle bare for at holde en fest og passe på hinanden.
Da paraderne ved 13-tiden nåede frem til Kildeparken, stod den på stor dansefest med blandt andet Topgunn og Faustix.
Aalborg Karneval har på deres facebook-side kaldt stemningen "legendarisk".
Festlighederne i Kildeparken sluttede 23.00, og omkring 90.000 deltog.