AaB vinder i målrig Lars Friis-debut
AaB var mandag aften på besøg i Odense, hvor holdet med den nye cheftræner Lars Friis på sidelinjen skulle forsøge at komme tættere på top tre i Superligaen.
Efter en blandet forårssæson med en sejr, et nederlag og en uafgjort vandt AaB forårets anden kamp i opgøret mod OB.
Kampen, som også var den nytilkomne cheftræners Lars Friis’ debut, endte 3-2 til AaB. Og det var da også en spændt træner, TV2 Nord mødte inden kampen.
- Det er en masse gode spillere, det er en god klub, og jeg glæder mig rigtig meget til at komme ud og vinde en masse kampe med AaB, og det starter i aften, sagde Lars Friis.
AaB kom bedst fra start
AaB er allerede sikret en plads i det sjove slutspil, og derfor er man nu på jagt efter point, så man kan kæmpe med om top tre-placeringer.
Det var en anden nytilkommen Kasper Høgh, der kunne give Lars Friis en regulær drømmestart, med et skud på kanten af feltet - og med lidt hjælp fra OB-målmanden - gik bolden i nettet efter tre minutters spil.
Lykken varede dog ikke længe for Lars Friis og AaB, da hjemmeholdet udlignede efter et kvarters spilletid på et flot mål af Issam Jebali.
Resten af første halvleg bølgede frem og tilbage mellem de to klubber, som OB dog sad mest på. Målscorer Kasper Høgh blev erstattet med Milan Makaric, da han måtte udgå på grund af en skade.
OB fortsatte de gode takter, men knækkede
I anden halvleg var det OB, der kom bedst ud fra omklædningsrummene og pressede AaB i bund. Det blev da heller ikke ved med at gå og efter 53 minutters spil bragte OB sig foran på et mål af Max Fenger.
Så var det ellers tid til at tænke offensivt for AaB, og Lars Friis skiftede Gudmundur Thorarinsson og Kasper Kusk ind i stedet for Jakob Ahlmann og Malthe Højholt.
Det hjalp – og få minutter senere udlignede Milan Makaric til 2-2 efter et oplæg fra netop indskiftede Kasper Kusk.
I det 75. minut var Kusk igen indblandet, da AaB endnu engang bragte sig foran – men nu som målscorer, og 3-2 til AaB. På trods af flere store chancer til begge hold blev det også kampens endelige resultat.
Se interview med matchvinder Kasper Kusk:
Glad debutant
Lars Friis blev købt fri fra Viborg tirsdag i sidste uge og havde den første træning med AaB-spillerne om onsdagen.
Selvom det var med hiv og sving fik Lars Friis den start på AaB-karrieren, som han håbede på inden opgøret.
- Der er mange ting, vi kan gøre bedre, men jeg synes, at i aften skal vi glæde os over de tre point, siger han til TV2 Nords reporter.
Hør hele Lars Friis interviewet:
På søndag tager AaB på hjemmebane imod Brøndby IF, som også er forårssæsonens sidste kamp, inden slutspillet starter, hvor aalborgenserne skal kæmpe videre om medaljer.
På nuværende tidspunkt er AaB fire point efter FC Midtjylland på tredje pladsen.
Der var også flere spillere, der udgik af kampen med skader, og AaB kan derfor muligvis se frem til at skulle lave nogle justeringer til næste kamp.