Aalborg Håndbold tager første skridt mod DM-finalen
Foto: Bo Amstrup / Ritzau Scanpix
Nikolaj Læsø spillede en flot kamp onsdag aften mod Bjerringbro-Silkeborg, hvor han fik scoret ni mål mod Bjerringbro-Silkeborg.
Aalborg Håndbold slog onsdag aften Bjerringbro-Silkeborg på hjemmebane i den første DM-semifinale i herrernes håndboldliga.
Aalborg Håndbold er et skridt tættere på at kunne booke en billet til DM-finalen i herrernes håndboldliga.
Med en sejr på 24-22 over Bjerringbro-Silkeborg vandt Aalborg onsdag aften den første semifinale på hjemmebane i Gigantium.
I semifinalen bliver der spillet bedst af tre kampe, og derfor har Aalborg Håndbold nu to forsøg til at spille sig i finalen.
Tæt start
Det var to tændte og velforberedte hold, der løb på banen i Gigantium onsdag aften. Kampen startede tæt, hvor begge hold kunne spille sig frem til chancer og kommer til scoringer, mens de i den modsatte ende havde svært ved at lukke af for hinanden.
Aalborg Håndbold fik lidt hjælp af den tidligere landsholdsspiller René Toft, der efter otte minutter trak en to minutters udvisning, og det udnyttede Aalborg, der bragte sig foran med to for første gang i kampen. Fra fløjen scorede Buster Juul på oplæg af en fint spillende Felix Claar. Svenskeren var i de første mange Aalborg-angreb ham, der kunne skabe pladsen for Aalborg og det gav plads til blandt andre Nikolaj Læsø, der scorede to mål og lagde op til et i løbet af de første ti minutter af kampen.
Begge hold fortsatte det tålmodige angrebsspil i starten af første halvleg, men så lykkes det Aalborg at lukke ned for Bjerringbro-Silkeborgs angreb og med et skud ind over midten af Henrik Møllgaard kommer Aalborg foran 8-5.
Udnyttede overtal
Efter en fin start fik Bjerringbro-Silkeborg svært ved at komme til chancer i angrebet. Det fik Bjerringbros træner-team til at tage holdets første time-out, men i angrebet lige efter time-outen smed midtjyderne bolden væk, og det udnyttede Aalborg til at bringe sig foran 11-7 på et mål af René Antonsen, men den stærke stregspiller fik en to minutters udvisning i Bjerringbros efterfølgende angreb. Det hjalp Bjerringbro-Silkeborg lidt, og i overtal kunne de få reduceret til 11-8.
Pludselig var det Aalborg der ikke kunne få bolden i kassen og i fem minutter mod slutningen af første halvleg lykkedes det ikke Aalborg Håndbold at få bolden i kassen, men René Toft fik endnu en udvisning efter 22 minutter, og så kunne Aalborg score i overtal til 12-9.
Ved pause var Aalborg Håndbold foran med tre mål 14-11 – fem af de mål sat ind af Nikolaj Læsø.
Dårlig start på anden halvleg fra begge hold
Starten af anden halvleg begyndte på ingen måde lige så velspillende som første.
Begge hold havde svært ved at komme til chancer og flere fejl sneg sig også ind i de første fem minutter af anden halvleg. Men Bjerringbro-Silkeborg fik rystet den usikre start af sig og fik reduceret til 16-14, mens Aalborg ikke kunne få bolden i mål i den anden ende efter flere halvdårlige aflsutninger.
Bjerringbro-Silkeborg kom efter 40 minutter af kampen pludselig meget tæt på Aalborg Håndbold. I undertal kunne de reducere, så de kun var bagud med et enkelt mål, men en fejl i Bjerringbros angreb gjorde, at Nikolaj Læsø kunne score i et tomt mål fra egen banehalvdel til 19-16. I Bjerringbro-Silkeborgs angreb efter målet stod Aalborg defensiven stærkt. Bjerringbro blev tvunget ud i et langt angreb, der til sidst endte med en redning af Simon Gade, og så gjorde Nikolaj Læsø det til 20-16 med en flot underhåndsscoring.
Bjerringbro-Silkeborg forsøgte halvvejs inde i anden halvleg at spille syv mod seks, men selvom de fik spillet sig frem til store chancer, så var skarpheden der ikke for midtjyderne. Hjemmeholdet fra Aalborg var heller ikke skarpe, og med ti minutter tilbage af kampen stod der 21-17 til Aalborg Håndbold, men så tog Bjerringbro-Silkeborg en vigtig time-out, og pludselig havde midtjyderne reduceret til 21-19.
Nu var det Aalborg Håndbolds tur til at tage en time-out og efter den trådte onsdagens bedste Aalborgs-spiller i karakter. Med et drøn fra højrearmen fik han udbygget Aalborgs føring til 22-19, og efter et dårligt udført wip fra Bjerringbro-Silkeborg fik den kun 19-årige nordjyske Valdemar Hermansen scoret til 23-19.
Spændende afslutning
Efter 55 minutter trak René Antonsen sin tredje to minutters udvisning og dermed et rødt kort. Rigtig kritisk for Aalborg Håndbold, der har mange skader på stregspiller-positionen. Det gjorde det lige pludselig rigtig spændende igen, og Bjerringbro kom på 23-21. Med mulighed for at komme helt tæt på Aalborg brændte Bjerringbro-Silkeborg en helt åben chance fra fløjen.
Med to minutter igen kunne Aalborg Håndbold have taget det sidste spænding ud af kampen, men et brændt straffekast gjorde det rigtig spændende med halvandet minut igen.
Bjerringbro-Silkeborg valgte igen at spille syv mod seks i angrebet, og denne gang gav det pote. Med under et minut tilbage af kampen stod der 23-22, og så tog Aalborg-træner Stefan Madsen sin sidste time-out med 22 sekunder tilbage.
Aalborg gik i gang med deres sidste angreb og hurtigt markerede de to dommere for passivt spil, men med seks sekunder igen fik Bjerringbro-Silkeborg en udvisning, og så var det reelt afgørelsen.
Til sidst fik Nikolaj Læsø scoret sit niende mål til slutresultatet 24-22.