Aalborg Portlands grønne satsning floppede - nu sænkes prisen
Foto: Michael Guldbrandt / TV2 Nord (grafik)
Aalborg Portland sænker nu prisen på den klimavenlige cementtype FutureCem, så den koster det samme som de konventionelle cementtyper.
Aalborg Portlands nye grønne cement sælger dårligt - det var ellers den, der skulle bringe virksomheden nærmere dens klimamål.
Grøn cement hitter ikke - det har Danmarks største CO2-udleder, cementvirksomheden Aalborg Portland, måttet sande.
Deres store satsning FutureCem, en cementtype lavet med andre materialer og ved lavere temperaturer end traditionel cement, har ikke slået igennem.
Prisen har været 30 procent højere end virksomhedens øvrige cementtyper, og det har kunderne ikke været villige til at betale, lyder det:
- Vi må sande, at udviklingen i efterspørgslen overraskende nok går for langsomt, og der er samtidig lav betalingsvillighed for mere grønne løsninger, forklarer direktør Michael Lundgaard Thomsen fra Aalborg Portland.
En del af klimamål
Den aalborgensiske cementgigant skal mindske udledningen af CO2 med 30 procent inden 2030. Og den mindre CO2-belastende cementtype er et af tiltagene for at nå dertil.
Men indtil videre er det kun lykkedes at lange omkring 2000 tons FuturCEM over disken, hvilket er langt under de 40.000 forventede tons i 2021.
Derfor udvisker virksomheden fra 1. september prisforskellen mellem FutureCEM og deres konventionelle grå cement.
- Vi har med prisudligningen fjernet en væsentlig barriere. Nu er der brug for, at resten af værdikæden også byder sig til, siger Michael Lundgaard Thomsen.
Cementproducenten har desuden indgået en aftale med regeringen om at reducere virksomhedens CO2-udslip med 660.000 tons CO2 i 2030.
Derfor kalder direktøren det afgørende for opnåelsen af klimamålene, at markedet nu tager det nye produkt til sig.
- Bygherrerne, også de offentlige, skal efterspørge CO2-reduceret beton, rådgiverne skal kende til mulighederne og tage dem med i projekteringen, og entreprenørerne og betonproducenterne skal tilvælge nye løsninger, slutter direktøren.