Aalborg Teater satser på nyt stykke: Roman vækkes til live
Foto: TV2 Nord
Aalborg Teater har været godt i gang med øvelserne, inden premieren på Nordkraft.
På Aalborg Teater er man i disse dage i gang med de sidste forberedelser - forud for premieren på lørdag på - den store forårssatsning, Nordkraft.
Stykket er baseret på den afdøde forfatter Jakob Ejersbos roman fra 2002 om det moderne Aalborg.
Romanen blev i 2005 filmatiseret og nu bliver den også til et teaterstykke.
Instruktionen er lagt i hænderne på Jennifer Vedsted Christiansen, som blandt andet har succes med tv-serien killjoy på TV2.
- Endnu engang mere, end da Ejersbo skrev den, så kan vi i dag spejle os - unge som gamle - i og leve et liv, hvor fremtiden er på spil. Det er sådan for unge mennesker, at man kigger ud i en fremtid, som er værre end den, som vores forældre kiggede frem i, siger hun.
Nyt møder gammelt
Stykket handler om misbrugsmiljøet i Aalborg i 90'erne og beskriver en gruppe unges forskellige udfordringer med at finde mening i og forståelse for deres liv og opvækst.
Til stykket er der skrevet helt ny musik, mens der - beskrevet af teateret - er et overrumpeligt billedsprog og nutidigt sceneudtryk.
- Det er en musikalsk forestilling, hvor der bare er sindssygt godt nyskrevet musik, og de synger bare røven ud af bukserne. Der er nogle mega flotte billeder og sceneskift. Jeg oplever det meget forførende rent visuelt og lydmæssigt, siger Jennifer Vedsted Christiansen.
Stykket spilles af et ungt team af kunstnere, som skal vække Jakob Ejersbos karakterer til live endnu engang.
Der er forpremiere på stykket både den 11. og 12. maj, mens den officielle premiere skydes i gang den 13. maj.
SE HELE INDSLAGET HER: