'Alarmklokkerne ringer': Aalborg Kommune beskyldes for 'dobbeltrolle' i stort boligslagsmål
Aalborg Kommunes største boligkonflikt tager nu en ny drejning, hvor en tidligere toppolitiker beskyldes for at være inhabil.
- De sætter jo ræven til at vogte høns.
Peter Clausen er næstformand i boligafdelingen Hostrups Have i Aalborg, og han beskylder nu Aalborg Kommune for urent trav og habilitetsproblemer i den mangeårige boligkonflikt mellem Plus Bolig og en stor gruppe lejere.
Kritikken går særligt på én central person:
Indtil 2017 var den tidligere SF-rådmand, Henrik Thomsen, direktør i det omdiskuterede boligselskab, Plus Bolig, i Aalborg.
Nu sidder han som afdelingsleder i Plan og Udvikling i Aalborg Kommune, som netop fører tilsyn med Plus Bolig, der er i et intens slagsmål med mange af de lejere i almene boliger, som Plus Bolig administrerer.
- Vi mistænker Henrik Thomsen for at være inhabil, siger Peter Clausen.
Har været indblandet i egne sager
Plus Bolig er centrum i en millionkonflikt om blandt andet en alvorlig tagskade, en vandskade i millionklassen til uretmæssige honorarer for flere hundrede tusinde kroner.
Alt sammen er regninger, som Plus Bolig har lagt over på lejerne, men som en uafhængig forretningsfører nu mener, at Plus Bolig skal betale helt eller delvist.
Ifølge Aalborg Kommune holder Henrik Thomsen fingrene væk fra den verserende konflikt mellem lejerne og Plus Bolig, hvor flere sager stammer tilbage fra Henrik Thomsens tid som direktør i selskabet.
Men TV2 Nord kan nu afsløre, at Henrik Thomsen har siddet med på flere møder omhandlende slagsmålet mellem lejerne og Plus Bolig.
TV2 Nord har adgang til både mødereferater og lydfiler, som dokumenterer Henrik Thomsens direkte indblanding.
Se indslaget her:
Det sker, selv om Aalborg Kommune har oplyst til Bolig- og Planstyrelsen, at Henrik Thomsen ikke håndterer den betændte sag, da styrelsen i 2021 begyndte at interessere sig for habilitetsspørgsmålet.
- Der sidder nogen og dykker ned i de konkrete problemstillinger, og det er dem, der sagsbehandler. Som afdelingsleder har jeg så pligt til at kunne stå inden for konklusionerne, siger Henrik Thomsen til TV2 Nord.
'Alarmklokkerne ringer'
Ifølge forskningslektor i forvaltning og politik, Roger Buch, ser det ikke kønt ud, når Henrik Thomsen deltager i møder vedrørende Plus Bolig.
- Så ringer alle alarmklokker. Alt hvad han selv har været involveret i (som direktør i Plus Bolig, red.), kan han selvfølgelig ikke sidde og været involveret i på kommunens side af bordet, siger han.
Roger Buch understreger, at man aldrig må deltage i møder i sager, man er inhabil i - heller ikke selv om en anden er sagsbehandler på sagen.
- Hvis man er inhabil, må man ikke have noget med sagerne at gøre overhovedet. Hverken undersøgelse, drøftelser eller noget, der ligner, siger han.
TV2 Nord fortalte onsdag, at fem boligafdelinger i årevis har kæmpet for at komme ud af Plus Bolig. Men sagerne står i stampe, blandt andet fordi den afdeling, som Henrik Thomsen er leder for, ikke har skåret igennem og afgjort konflikten om millionregningerne mellem Plus Bolig og lejerne.
Også selv om en uafhængig forretningsfører i foråret kom med en hård kritik af Plus Blog, som står til at betale flere millioner tilbage.
Henrik Thomsen mener dog ikke, at hans person er et problem for at få løst den mangeårige konflikt.
- Jeg er professionel embedsmand, og vi er reguleret meget stramt i forhold til lovgivning og bekendtgørelser på det her område, siger han.
TV2 Nord har forsøgt at få en kommentar til Henrik Thomsens rolle fra rådmand for By og Land, Jan Nymark Thaysen (V), men han har ikke ønsket at stille op.