Analyse: Derfor vil regeringen ikke lukke Aalborg Portland
Foto: Bruno Stagsted / TV2 Nord
Regeringen vil give Aalborg Portland rabat på den nye CO2-afgift. Det skyldes blandt andet - men ikke kun - at statsministeren stammer fra og er valgt i Aalborg.
Aalborg Portland vil få en central rolle i de forestående politiske forhandlinger, hvor regeringen skal prøve at skaffe flertal bag sit udspil om nye CO2-afgifter.
Selv om regeringen tidligere har haft en "ensartet" CO2-afgift som sit erklærede mål, er det endt med en "mere ensartet" afgift. For helt og aldeles ens for alle er den, der nu lægges frem, ikke: Virksomheder, der anvender såkaldte mineralogiske processer - det gælder udover Aalborg Portland også teglværker og Rockwool-koncernen - skal betale 100 kroner per ton CO2, andre i samme kategori 375 kroner, fremgik det af regeringens udspil, der blev præsenteret onsdag.
Det havde, erkendte skatteminister Jeppe Bruus (S), været nemmere "bare" at lukke Aalborg Portland. Så var Danmark landets største CO2-udleder kvit, og vi var et betydeligt skridt nærmere opfyldelsen af de opstillede klimamål.
Når regeringen ikke går dén vej, skyldes det flere ting.
Dels ville cementproduktionen formentlig flytte til et andet land med færre miljøkrav. Og da vi og mange andre lande fortsat har brug for cement, ville det globale klima ikke få det bedre.
Dels ville det koste 360 arbejdspladser i Aalborg. Og regeringen vil udvikle, ikke afvikle, som det blev formuleret på pressemødet.
Håndfaste løfter fra Mette Frederiksen
En CO2-afgift som den, der nu foreslås, vil betyde, at tusindvis af medarbejdere andre steder i landet formentlig må se sig om efter et nyt arbejde. Der vil - i andre brancher - være virksomheder, der ikke overlever den nye CO2-afgift, men regeringen håber, at der til gengæld skabes nye job til dem andre steder.
Men hvorfor er de 360 arbejdspladser på Aalborg Portland så noget særligt - hvorfor skal de partout bevares?
Det skal de blandt andet, fordi statsminister Mette Frederiksen (S) er fra Aalborg.
Hun har flere gange i meget håndfaste vendinger forsikret om, at hun ikke kommer til at medvirke til noget, der udløser en lukning af Aalborg Portland.
I 2018 sagde hun, før hun blev statsminister, på Dansk Industris årsmøde, at som aalborgenser "kommer jeg til at hægte mig fast på Portland, før nogen får lov til at lukke det". Året efter sagde hun i et interview: "Vi kommer ikke til at lukke Aalborg Portland".
Mette Frederiksen har tidligere sagt, at hun var rød, før hun var grøn. Det mantra har hun efterfølgende gjort op med. Men selv ikke en statsminister, der er grøn og dernæst rød, vil slippe levende fra at løbe fra løftet om at holde hånden under Aalborg Portland - især ikke, efter at hun selv op til folketingsvalget i 2019 skiftede kreds og stillede op i Aalborg Øst, som Portland er placeret i.
Skiftet byggede på beregninger, der (korrekt, skulle det vise sig), nåede frem til, at med hende som nordjysk kandidat kom Socialdemokratiet nærmere på regeringsmagten.
Flertal for positiv særbehandling
Alligevel vil det være at overvurdere betydningen af statsministerens herkomst alene at tilskrive Aalborg Portlands helt særlige rolle i debatten om CO2-afgifter dette.
Virksomheden har i årevis inviteret snesevis af markante politikere fra de fleste partier på besøg og udøvet en solid lobby-virksomhed, som formentlig fører til, at der er et bredt flertal for at give virksomheden positiv særbehandling.
Ganske vist er ikke alle regeringens støttepartier begejstrede for Portland-rabatten; Enhedslisten erklærede sig med det samme lodret imod. Til gengæld bakkes den op af mange i blå blok - som så har andre ønsker til andre dele af udspillet.
Aalborg Portland har for længst set lyset og handlet offensivt. I 2019 blev virksomhedens direktør af regeringen udpeget til formand for et klimapartnerskab for den energiintensive industri, og året efter var det netop med Aalborg Portland, regeringen indgik en forpligtende aftale om CO2-reduktion. Nu bakkes dette op af en milliard-pulje, der kan være med til at betale omlægningen.
Så det er noget for noget: Hvis Aalborg Portland skal have rabat på afgiften, skal virksomheden levere (delvist finansieret af staten). Klima-, energi- og forsyningsminister Dan Jørgensen (S) lod på onsdagens pressemøde med henvisning til den særlige rabat til Aalborg Portland og andre forstå, at sker omstillingen ikke, "er vi klar til at ændre i tingene".
Når Mette Frederiksen inden for et års tid skal møde vælgerne i Nordjylland, vil hun - med sandheden i behold - kunne forsvare uindfriede løfter med, at hendes første tørn på statsminister-posten blev så helt og aldeles domineret af udefrakommende og uforudsigelige begivenheder.
Løftet om ikke at lukke Aalborg Portland er imidlertid ikke et af dém, der kan fraviges med henvisning til corona eller krig i Ukraine.
Aalborg forandrer sig voldsomt i disse år. Men som tingene står i dag, er det vanskeligt at forestille sig andet end, at Aalborg en rum tid endnu vil være byen med de rygende skorstene. Sandsynligvis kommer der i fremtiden ikke det samme ud af skorstenene som nu - men på Christiansborg er man parat til at strække sig langt for at bevare en af Aalborgs sidste gamle industrivirksomheder.