ANALYSE: Stemmeslugeren tror ikke, Dansk Folkeparti har nogen fremtid
Rådmand Kristoffer Hjort Storm fra Aalborg bliver løsgænger. Han er træt af intern ballade i DF - men udmeldelsen skyldes også, at han ikke er helt enig med partiets politiske linje.
Med Kristoffer Hjort Storms farvel til Dansk Folkeparti mister partiet sin største stemmesluger i Nordjylland ved sidste års kommunal- og regionsrådsvalg, sin eneste rådmand i Danmark - og en politiker, som den ny formand Morten Messerschmidt har fremhævet som én af dem, der kunne bære partiet videre.
Nu er det efter 12 år forbi mellem Dansk Folkeparti og Kristoffer Hjort Storm. Den 33-årige politiker fortsætter, i hvert fald indtil videre, som løsgænger i byrådet i Aalborg og i regionsrådet.
Kristoffer Hjort Storm har tabt troen på, at Dansk Folkeparti kan genrejses. Han så Morten Messerschmidt som den rigtige formand, men er nu nået frem til, at han ikke orker at repræsentere et parti, der fortsat først og fremmest forbindes med intern kiv og strid.
Det er muligvis ikke hele forklaringen. Tilsyneladende er der også mellem ham og partiet uenighed om dele af den politiske kurs.
Havde Kristoffer Hjort Storm fortsat brændt for Dansk Folkeparti og fuldt ud støttet dets politik, var han formentlig blevet. Sådan er hans natur, mener folk, der kender ham. Han har tidligere nævnt Pia Kjærsgaard som sit politiske forbillede og netop fremhævet hendes vilje til at kæmpe for partiet. I stedet forlader han, hvad der i manges øjne ligner en synkende skude.
Flere stemmer ved hvert valg
Hans navn stod første gang på stemmesedlen ved byrådsvalget i Aalborg i 2013. Dengang fik han 595 personlige stemmer. Fire år senere steg det til 1830. Og i november sidste år satte 2210 vælgere i Aalborg kryds ud for hans navn (han fik ottendeflest stemmer blandt byrådskandidaterne i Aalborg).
Alt imens hans personlige stemmetal er vokset, er partiets tilslutning faldet, og i 2021 var det næsten halvdelen af partiets tilsammen 4683 stemmer ved kommunalvalget i Aalborg, der var personlige stemmer på ham.
Det rakte til et enkelt mandat, men et mandat, der i valg-matematikken kunne være afgørende, da rådmandsposterne skulle fordeles. Efter at han først på valgnatten til overraskelse for mange havde tilsluttet sig den røde flertalsgruppe uden at få en rådmandspost, skiftede han dagen derpå valggruppe - og sikrede sig dermed posten som senior- og omsorgs-rådmand.
Det var imidlertid ikke det eneste drama omkring hans person i dagene efter valget i november: Kristoffer Hjort Storm stillede også op til regionsrådet - som nummer tre på listen. Partiets stemmetal rakte også i regionsrådet kun til et enkelt mandat. Men da de personlige stemmer var talt op, stod det klart, at mandatet ikke tilfaldt spidskandidaten Ib Madsen fra Brovst, som fik 1108 stemmer, men Kristoffer Hjort Storm, som 1248 stemte personligt på.
Der blev udfoldet store bestræbelser på at få den unge politiker til at trække sig fra regionsrådet og overlade pladsen til spidskandidaten, men han sagde nej "i respekt for dem, der havde stemt på ham".
På valgnatten havde DF - som sad med det afgørende mandat, der kunne sikre et magtskifte i regionsrådet - forhandlet sig til en række indflydelsesrige poster til, troede man, Ib Madsen. Da det stod klart, at Kristoffer Hjort Storm også skulle være rådmand i Aalborg - i sig selv et fuldtidsjob - forhandlede han de fleste af de tilkæmpede poster i regions-regi væk til andre blå partier og nøjedes med hverv, der fordrer færre møder.
Nu skal han i både byråd og regionsråd være sin egen - hvad han politisk nok i et vist omfang har været hele tiden! - og arbejde som løsgænger uden et bagland. Han har, siger han, bevilget sig selv en tænkepause om fremtiden. Rådmanden og regionspolitikeren, der i en fjern fortid hjemme på Djursland har været medlem af Venstres Ungdom, har ingen aktuelle planer om at tilslutte sig noget andet parti.
Hårdt slag for Dansk Folkeparti i Nordjylland
For Dansk Folkeparti i Nordjylland er hans udmeldelse endnu et hårdt slag - selv om man udadtil vil sige, at det politiske arbejde går videre og fremhæve, at Aalborg har landets næststørste lokalforening med knap 400 medlemmer.
Men valget i november var en katastrofe for DF i Nordjylland med markant tilbagegang. Og siden er det kun blevet værre: Det eneste byrådsmedlem i Hjørring er ekskluderet, de to eneste nordjysk valgte folketingsmedlemmer har meldt sig ud, og nu bliver også Kristoffer Hjort Storm forhenværende DF'er.
Partiet har fortsat et byrådsmedlem i en god håndfuld nordjyske kommuner, men forude venter et folketingsvalg, hvor partiet i dén grad får sin sag for: Ved sidste folketingsvalg i 2019 stemte 9,5 pct. af vælgerne i Nordjylland - altså cirka hver tiende - på DF.
Det gav to nordjyske mandater. Som partiet står lige nu i meningsmålingerne, er det langt fra givet, at stemmerne rækker til bare ét.