Andrea kørte fast i sneen og overnattede hos en fremmed
Foto: Privatfoto: Heidi Gade
Onsdag aften strandede Andrea Ziesch i sin bil knap 70 kilometer fra sit hjem. Frossen og fortvivlet søgte hun hjælp hos en fremmed, og det fortryder hun ikke.
Kulden bed Andrea Ziesch i ansigtet, da hun i det sene aftentimer traskede afsted i knæhøje snedriver. Hun var netop gået fra sin bil, som hun ikke kunne få fri af sneen.
Hun havde ikke nogen plan, men hun vidste, at hun ikke kunne sove i sin bil, for der var ikke mere strøm på den, og den var derfor blevet kold.
Jeg kunne ikke se andre muligheder end at byde hende ind
Heidi Gade
Da hun så det gule hus, hvor der var lys i vinduet, blev hun glad. Og fordi hun ikke anede, hvad hun ellers skulle gøre, satte hun kursen mod hovedøren.
Midt i aftensmaden
Inde i huset var Heidi Gade i gang med at lave aftensmad til sin mand, datter og barnebarn, da det bankede på døren.
- Til en start var jeg noget forvirret, for vi ventede jo ikke gæster, og så stod der en komplet fremmed kvinde i døren, siger Heidi Gade.
I døren forklarede Andrea, at hun var kørt fast på vej hjem fra sit arbejde som tandlæge i Aalborg, og at hun ikke havde mulighed for at komme hjem til Viborg. Til slut spurgte hun, om hun måtte komme indenfor.
En tallerken ekstra
Heidi Gade lukkede Andrea Ziesch ind i sit hjem. Familien fik hurtigt arrangeret en ekstra kuvert til den uventede gæst.
- Jeg var simpelthen så taknemmelig. Det kan slet ikke beskrives. Jeg havde overvejet, om jeg kunne sove i min bil, men det tror jeg altså ikke, jeg kunne, siger Andrea Ziesch.
Efter aftensmaden og et glas rødvin redte Heidi Gade op på sofaen. Hun fandt også nattøj frem, som Andrea kunne låne.
Hip hurra
I morges vågnede Andrea Ziesch på sofaen til duften af nybagte boller. Det var Heidi Gades mand, Christian, der var i gang i køkkenet.
For det skulle vise sig, at det var Heidis fødselsdag. Så der var Andrea også med som gæst ved morgenbordet.
- Jeg er fuldstændig overvældet over den kærlige behandling, jeg har fået hjemme hos Heidi og Christian. Jeg har også sagt til Heidi, at hun er velkommen til at komme forbi og få en tandlægebehandling på min regning, siger hun og griner.
Efter morgenmaden gik de alle en tur med hunden. De gik forbi, hvor hun var kørt fast, og ikke overraskende var bilen der endnu.
Det handler om tillid
Da TV2 Nord taler med Heidi Gade torsdag morgen, er hun meget glad for sin beslutning om at åbne sit hjem for en fremmed.
- Det var så dejligt at kunne hjælpe. Den der gensidige tillid, der opstår mellem mennesker i sådan en situation, det var mega fedt, siger hun og opfordrer andre til at gøre det samme, hvis de nogensinde skulle få muligheden.
Selvom de sidste 24 timer har være udfordrende for Andrea, så er hun også glad for oplevelsen.
- I lang tid har vi været nødt til at holde afstand til hinanden i samfundet på grund af corona, så det var fantastisk at mærke, at når det virkelig gælder, så bliver man nødt til at stå sammen, siger hun.