Detroniserede mestre jagter oprejsning i europæisk turnering
Foto: Thomas Sjørup/Thomas Sjoerup/Ritzau Scanpix
Aalborg Pirates skal forsøge at spille sig videre til finalerunden i Continental Cup efter en svær periode både på og uden for isen.
Aalborg Pirates har været en magtfaktor i dansk ishockey i de seneste år, hvor klubben har vundet grundspillet tre år i træk og sikret sig det danske mesterskab i 2018, 2022 og 2023.
I denne sæson har klubben dog været udfordret både på og uden for isen. Efter sidste sæson måtte en økonomisk redningsaktion sættes i gang, og klubbens administration forsøger stadig at samle ekstra penge ind til at forstærke spillertruppen.
- Det eneste, vi kan gøre som spillere, er at forsøge at påvirke resultaterne. Forhåbentlig gør det det lidt nemmere for folkene på kontoret, siger Aalborg Pirates' kaptajn Julian Jakobsen.
I den hjemlige liga har piraterne tabt fem af deres seneste seks kampe og ligger på en femteplads i Metal Ligaen, hvilket betyder, at nordjyderne ikke kvalificerede sig til pokalturneringen Metal Final Four, som Pirates har været værter for hvert år siden 2019.
Jagter finaleplads
Bedrifterne i sidste sæson betyder dog, at der i den kommende weekend venter Pirates udenlandsk modstand. Som forsvarende grundspilsvinder i Metal Ligaen er nordjyderne blevet tilbudt en plads i den europæiske klubturnering Continental Cup.
- Det svarer til det, man i fodboldens verden kender som Europa League, fortæller Thomas Simonsen, der er billet- og marketingansvarlig i Aalborg Pirates.
Se interview med Julian Jakobsen her:
Aalborg træder ind i tredje runde af turneringen. Otte klubber er stadig med, og nordjyderne er værter for den ene semifinalerunde. Fire klubber er med i weekendens turnering i Aalborg, hvor de to bedste går videre til finaleturneringen, som spilles i begyndelsen af det nye år.
Pirates skal møde polske Katowice, rumænske Brasov og franske Grenoble. Der er indtil videre solgt 11.500 billetter til de seks kampe, der skal spilles i Sparekassen Danmark Isarena.
- Vi ved, at der kommer mellem 300 og 400 tilskuere fra Polen, så der bliver gang i den på lægterne, siger Thomas Simonsen.
Ukendt modstand
De europæiske kampe giver Aalborg Pirates-spillerne mulighed for at starte på en frisk efter en svær periode.
- Vi har nok - ærligt indrømmet - været lidt brugte fysisk og mentalt, så jeg tror, at landskampspausen har været nyttig. Vi glæder os til at spille en anden form for ishockey, siger Julian Jakobsen, som indrømmer, at han har svært ved at vurdere modstandernes styrke.
- Jeg kender ikke så meget til holdene, men jeg ved, at Grenoble har et rigtig fornuftigt budget og mange dygtige ishockeyspillere, så det bliver helt sikkert en god test.
Aalborg Pirates møder Grenoble fredag aften, Brasov lørdag aften og Katowice søndag aften.