Dorte bliver rask af issvømning
Dorte Lyager fra Hjørring er bidt af en gal vandhund, og nu kan hun ikke få nok af det iskolde vand. Målet er fem ice miles inden januars udgang.
Vandet i Aalborg Havnebad er minus 1,5 grader, og hvis ikke Dorte Lyager lå og padlede rundt i bassinet, så havde vandet været frosset til is for længst.
- Vi burde hedde isbryderne, siger hun til en medsvømmer og griner.
Dorte Lyager svømmer et par baner og går roligt op ad stigen. Det virker nærmest sygt for os, der bedst kan lide, at badevandet er i hvert fald 20 grader, men for Dorte er det alt andet end sygt. Faktisk fortæller hun, at det iskolde vand har gjort hende rask.
Stoppet med medicin
Ifølge Dorte Lyager har hun aldrig fungeret særlig godt, fordi hun har en bipolar lidelse. Men siden hun begyndte at issvømme, har hun fået det meget bedre.
- Jeg har fået det bedre og bedre, og nu har jeg det faktisk så godt, at jeg ikke længere tager medicin for min lidelse, siger Dorte Lyager.
Hun fortæller også, at der er et helt fantastisk fællesskab blandt issvømmerne, som hun sætter stor pris på.
Store sportslige ambitioner
Når Dorte Lyager svømmer i det iskolde vand, er det med et skarpt mål for øje. Hun svømmer såkaldte ice miles. Det vil sige, at hun svømmer 1600 meter i vand, der er koldere end fem grader kun iført en almindelig badedragt, svømmebriller og badehat.
Hun har på nuværende tidspunkt svømmet tre ice miles, hvoraf den seneste stadig afventer verificering fra det internationale forbund for issvømmere, men hun har ambitioner om at svømme to mere inden udgangen af januar. Der er dog kommet et bump på vejen i forhold til målet, da en del af issvømmernes klubhus brændte tirsdag morgen.
Issvømmeren håber, at der kommer en midlertidig løsning, så de kan komme i sauna, når de har været en tur i den kolde balje.