Skynd dig: En aften, der ikke måtte slutte
Første fredag i hver måned udvider Gigantium åbningstiderne i deres wellnessafdeling til en særlig oplevelse. TV2 Nords Gå-i-byen reporter, Clara Edgar Jakobsen, har testet fredagsoplevelsen.
Fra man slår dørene til Gigantiums wellnessafdeling op, bliver man indhyllet af varm og let fugtig luft, der lægger sig om kroppen som et usynligt tæppe.
Lyden af det boblende vand i spaen hænger i luften. Med det samme kan jeg mærke, hvordan skuldrene sænker sig. Min krop ved nærmest instinktivt, at den har noget godt i vente.
Det er den første fredag i november, og dermed anden gang i sæsonen, at Gigantium afholder deres særlige wellnessaften. Det gør de den første fredag i hver måned helt frem til april.
Jeg er taget med for at finde ud af, hvor meget wellness man egentlig kan få for de 135 kroner, som aftenens billet koster.
En duft af appelsin
Wellnessaftenerne har et begrænset antal pladser, og her til aften er der næsten fyldt. Mange er gengangere og kommer især for saunagusen. I løbet af aftenen viser en lille håndfuld gusmestre på skift nemlig, hvad de kan og er man lidt af en gus-entusiast, er der altså rig mulighed for at få stillet den trang.
Vores retningslinjer
TV2 Nord tester og dækker oplevelser og kultur i Aalborg. Vi indgår ikke betalte samarbejder, udvælger selv oplevelserne og dækker dem ud fra principperne om redaktionel frihed.
Det er helt frivilligt, om man vil deltage i nul, en eller alle gus-sesionerne.
Jeg hopper med ind en enkelt gang. Musikken spiller i den mørke trækasse, og på pladserne sidder folk klar til at lade den varme luft skylle ind over dem.
Den kvindelige gusmester lægger ud med at fortælle om de forskellige dufte, hun bruger, og kort efter begynder hun at svinge med håndklæddet. Den umisgenkendelige duft af appelsin spreder sig.
Selvom jeg sidder på saunaens nederste niveau, mærker jeg hurtigt, at temperaturen stiger. Tanken strejfer mig. Det havde nok været en god idé at tage en vandflaske med ind, som flere af de erfarne har gjort.
Wellnessaften i Gigantium
Aftenerne finder sted den første fredag i hver måned fra oktober - april.
Aftenen starter 18.30. Første gus begynder 18.45 og en ny gussession begynder herfra hver halve time.
Billetten koster 135 kroner og kan købes på Gigantiums hjemmeside.
Billetterne sættes til salg kort efter at seneste arrangement er afholdt.
Aftenen slutter klokken 21.00 efter sidste gus.
Da gusmesteren har danset sin sidste varme-dans, skynder jeg mig ud under den kolde bruser. En chokerende, men også ekstremt nydelsesfuld oplevelse.
Efter små ti minutter bevæger de fleste af aftenens gæster sig igen mod saunaen for at deltage i endnu en omgang gus. Jeg springer over og ser mit snit til at boltre mig alene i spabadet.
Følelsen af mere
Er man ikke blandt dem, som skal have maksimal gus for pengene, har man mere eller mindre afdelingen for sig selv, mens de andre sidder bænket i den mørke træhule.
Og der er mange andre oplevelser at kaste sig over. Det boblende spabad, hvor man kan flyde næsten vægtløst i det brusende vand. Den infrarøde sauna, som ikke føles overvældende varm de første par minutter, men hvor varmen langsomt sniger sig ind under huden. Det duftende dampbad. Sansesaunaen med sit farverige lys. De kolde gys.
Som timerne går, kan jeg mærke, hvordan kulden, som ellers sidder i mig - og sikkert mange andre - i de mørke måneder, forsvinder. Og spændingerne, der sidder i kroppen af at gå ud og fryse - og af at sidde en del foran en computerskærm, løsner sig.
Da klokken nærmer sig 21.00, og stearinlysene bliver slukket, er jeg fuldstændig afslappet, men samtidig ærgerlig over, at aftenen slutter. For jeg vil have mere. Mere varme. Mere damp. Flere ture under de kolde haner. Så jeg skal helt sikkert tilbage.
Se hele besøget i wellnessafdelingen her: