Erhvervskommentator om stor svindelsag: - Han håber, han kan få en behandlingsdom
Erhvervskommentator ved TV2 News, Ole Krohn fortæller, at Ole Madsen håber på en behandlingsdom.
Ole Madsen, som har erkendt at have svindlet sin tidligere arbejdsplads for 20 millioner kroner, står til en fængselsstraf på op til otte år. Dog håber han på en behandlingsdom på grund af psykisk sygdom.
20 millioner kroner.
Så meget har tidligere kommunikationsdirektør ved Spar Nord, Ole Madsen, svindlet sin tidligere arbejdsplads for gennem en periode på 15 år.
- Han lægger kortene på bordet, bekræfter beløbet og metoden, og så håber han, at han får en form for behandlingsdom istedet for kun fængselsstraf, fortæller erhvervskommentator ved TV2 News, Ole Krohn og forklarer, at straffen for groft bedrageri kan være op til otte års fængsel.
Grunden til, at Ole Madsen håber på en behandlingsdom er fordi, han forklarer sin svindel med psykisk sygdom. Ifølge Finans.dk fortæller han, at han er blevet udredt og diagnostiseret med bipolar affektiv sindslidelse.
- Han understreger, at når han lægger kortene på bordet omkring den psykiske sygdom, gør han det ikke som undskyldning, men som en fortælling om, at han var arbejdsnarkoman næsten hver dag fra klokken 04-22, siger Ole Krohn og fortæller, at han gav sig selv næsten dobbelt så meget i løn i løbet af de 15 år.
- Han havde en tendens til at kigge rundt på nogle, der fik mere i løn end ham selv og måske ifølge ham gjorde end mindre indsats, og så mente han, at det var ufortjent, så på den måde skaffede han sig selv et personligt alibi for at give sig selv mere i løn, siger erhvervskommentator Ole Krohn.
Kassen er tom
De 20 millioner kroner Ole Madsen har bedraget Spar Nord for, har han heller ikke betalt SKAT af. Så derfor venter der også et opgør med skattevæsenet. Men noget tyder på, at der ikke er flere penge at komme efter.
De 20 millioner kroner brugte Ole Madsen blandt andet på luksusrejser, biler, tøj og dyre vine.
- Han blev erklæret personlig konkurs i tirsdags, og han fortæller, at det ikke er en klink tilbage i kassen, siger Ole Krohn.
Administrerende direktør blev chokeret
Tidligere i aftes talte TV2 Nord med den administrerende direktør i Spar Nord, Lasse Nyby. Han kunne fortælle, at banken blev chokeret, da svindlen kom frem i lyset for omkring 15 måneder siden, men at ingen vidste, at det var foregået.
Ifølge Lasse Nyby kunne det ske, uden at banken fattede mistanke, fordi svindlen fandt sted over en lang periode og handlede om beløb, der ikke ændrede sig markant.
Derudover sad Ole Madsen i en stilling med et stort budget, hvor han fik det til at se ud som om, at de falske fakturaer bestod af ydelser, man også bruger inden for det område, han sad som direktør i. De ydelser kunne ifølge Lasse Nyby for eksempel være strategiarbejde eller analyser.
- Det har været rigtig svært at opdage, og der var tale om en medarbejder, som gjorde sit job til alles fulde tilfredsstillelse, siger Lasse Nyby.
Ændrede procedurer
Da Spar Nord blev opmærksom på bedrageriet i vinteren 2021, besluttede de at tjekke op på, om deres kontrolprocedurer var gode nok.
- Vi har sammen med vores revision aftalt et strammere kontrolsystem, så vi fremadrettet er sikre på, at sådan noget ikke sker igen, for vi skal selvfølgelig også tage ved lære af den her sag, siger Lasse Nyby.