Fire partier vil have uvildig advokatundersøgelse
Venstre, Konservative, Enhedslisten og Dansk Folkeparti i Aalborg Byråd vil foreslå By-og landskabsudvalget at iværksætte en uvildig advokatundersøgelse af alle de såkaldte udbygningsaftaler.
Det drejer sig om aftaler, der er indgået siden 2014 samt de sager om udbygningsaftaler, der stadig er i proces.
Det oplyser Kristoffer Hjort Storm, der er viceborgmester i Aalborg Kommune for Dansk Folkeparti og medlem af By- og landskabsudvalget.
Årsagen til, at partierne ønsker en uvildig advokatundersøgelse er en sag om Spritten i Aalborg - det historiske industriområde, der i disse år er ved at blive omdannet til nye boliger og kulturtilbud. Her har udviklingsselskabet bag projektet klaget til Ankestyrelsen med påstand om at kommunen overtræder planloven, fordi de har taget initiativ til en udbygningsaftale.
- Vi synes i Enhedslisten, at udbygningsaftaler er en god ide, det er rigtigt godt, at investorerne er med til at betale det, de også selv får gavn af, men jeg har fået det indtryk gennem flere henvendelser, at det foregår som sådan en slags handel, hvor man kan sige, at så får man lov at bygge højere og tættere end man ellers ville have haft mulighed for. Det, synes jeg, er rigtig problematisk, fordi det betyder jo, at der kommer nogle falske lodder ind i den måde, vi planlægger byens udvikling på, siger Per Clausen, der er gruppeformand for Enhedslisten i Aalborg.