En oplevelse i Jomfru Ane Gade gav Frida og Nikoline en smart ide
Foto: Bruno Stagsted
De er 21 år og har sammen udviklet en digital garderobebillet. De tror så meget på deres nye virksomhed, at de bruger alt tid og økonomi på at udvikle og skaffe nye kunder.
Det var en afslutning på en bytur, der fik Nikoline Germer Kristensen og Frida Dorthea Livoni til at opfinde den digitale garderobe-billet og deres virksomhed Drope.
- Da vi stod i garderoben i Jomfru Ane Gade og skulle have vores jakker, var de kommet til at bytte rundt på min og min venindes garderobebillet, fortæller Nikoline Germer Kristensen, der i dag er direktør i virksomheden Drope.
De to kvindelige iværksættere satte sig derefter for selv at udvikle en app til telefonen, som kunne eliminere problemet med forveksling af billetter helt. Og efter endt uddannelse på Aalborg Handelsskole har de nu kastet al deres tid og penge efter at få det til at lykkes.
- Appen er rigtig simpel. Når man trykker på scanningsknappen, scanner den en chip og så tager den sig af både garderobenummeret og betalingen på én gang, fortæller marketingschef i Drope, Frida Livoni.
Se hele indslaget her:
Ikke mange af den slags
I Danmark er det kun én ud af fire danske virksomheder, der startes af kvinder, og det er da heller ikke helt uden fordomme, når de to iværksættere fortæller om deres idé.
- Vi oplever tit den der med, om vi laver smykker, eller om vi er influencere, men vi kvinder kan meget mere end det, siger Frida Livoni.
IT-verdenen, som de to 21-årige kvinder har bevæget sig ind i, er også traditionelt domineret af mænd, men det skræmmer dem ikke.
- Det er lidt ukendt grund, at der er piger i en teknologivirksomhed. Men når vi er der, synes folk, det er sejt. Men de skal lige forstå det først, fortæller Nikoline Germer Kristensen.
Virksomheden DROPE
Drope er en digital garderobebillet.
Drope fungerer gennem en app. Kunden opretter en bruger, checker ind på en chip på bøjlen i garderoben og indleverer jakken. Kunden tjekker ud gennem appen, når kunden har sin jakke igen.
Drope er blevet testet til en fredagsbar på Aalborg Handelsskole med 500 elever.
Drope er også blevet brugt til 50 års jubilæumsfejring i AKKC 31. maj 2024.
Drope skal igen bruges i AKKC til arrangement 30. oktober 2024.
Ikke alene om det
De er dog ikke helt alene om at udvikle på Drope og få gode idéer. Med sig i firmaet har de også deres teknologichef og producer, Thomas Johansen.
- Han er fuldstændig uundværlig. Jeg ved slet ikke, hvor vi ville være henne i dag, hvis ikke det var for ham. Vi havde aldrig kunne gøre uden, siger Frida Livoni.
Drope har allerede flere kontrakter med virksomheder, som de forventer er underskrevet inden længe. Det er eksempelvis med Aalborg Kongres- og Kulturcenter.