IT-virksomheder mangler desperat arbejdskraft: Studerende bliver tilbudt fri fredagsbar
Foto: Hans-Christian Lauritzen
Softwarestuderende Elisabeth Niemeyer Laursen er færdig til sommer. Fremtidens job er allerede på plads.
IT-studerende og færdiguddannede har lige nu studie- og jobforhold, som andre kun kan drømme om. Der er nemlig stor mangel på folk inden for den branche.
Når 23-årige Elisabeth Niemeyer Laursen er færdig som civilingeniør i software på Aalborg Universitet til sommer, ved hun allerede, hvad fremtiden bringer.
Hun skal arbejde i det firma, hvor hun i dag har studiejob. For der i den grad brug for hende og hendes medstuderende i IT-branchen.
- Jeg tror ikke, det er en udfordring at finde noget, hvis man ikke har noget i forvejen, og jeg tror også, der er mange, som har noget her et halvt år, inden de bliver færdige, siger Elisabeth Niemeyer Laursen til TV2 Nord, da vi møder hende på universitetet.
Virksomheder lokker studerende
Elisabeth Niemeyer Laursen er en del af en af de mest eftertragtede grupper mennesker i Nordjylland. Der er nemlig stor mangel på folk med en kandidatuddannelse inden for IT.
Jeg tror ikke, at andre studier har sådan nogle sponsorater, hvor nogen kommer og giver øl
Elisabeth Niemeyer Laursen, studerende, Aalborg Universitet
Faktisk er Institut for datalogi så populært, at de studerende allerede fra første semester mærker, hvor hårdt virksomhederne har brug for dem.
Firmaer kontakter jævnligt de studerende på sociale medier, studerende bliver inviteret til samtaler på jobmesser, mens andre bliver udvalgt og inviteret til gratis middag på en god restaurant.
Kreative tilbud for at vinde arbejdskraft
Desuden sponsorer private firma i stor stil sociale arrangementer, som de studerende står for, og samtidig er der fri fadøl stort set hver fredag til fredagsbaren på instituttet.
Betalt af skiftende firmaer, der gerne vil komme og holde et holde et oplæg for de studerende, mens baren åbner.
- Det er mærkeligt. Først tænkte jeg, at det ikke rigtigt kan passe, siger Elisabeth Niemeyer Laursen og fortsætter:
- Nu er jeg så langt i studiet, at man glemmer, at man er så ønsket. Jeg tror ikke, at andre studier har sådan nogle sponsorater, hvor nogen kommer og giver øl, siger Elisabeth Niemeyer Laursen.
Universitetet kender efterspørgslen
Aalborg Universitet har i år optaget 1000 på det Tekniske Fakultet for IT og Design. Fakultetets leder kender alt til efterspørgslen på IT-kandidater.
- Vi hører fra de studerende, at de møder virksomhederne allerede på første studieår. Og de er interesseret i at blive koblet til universitet, og om de kan understøtte studiemiljøet, siger dekan Henrik Pedersen til TV2 Nord.
Virksomheder flytter til de studerende
Senest er virksomheder begyndt at flytte til Aalborg-området eller lave filialer i jagten på de rigtige medarbejdere. Når der er rift om specielle grupper på arbejdsmarkedet, kommer geografi til at spille en stor rolle, lyder det.
- Det er interessant, at de ikke flytter derhen, hvor kunderne er, men at de flytter derhen, hvor man kan få dygtige uddannede kandidater, siger Henrik Pedersen og fortsætter:
- Man må så håbe, at de (virksomhederne. red.) også falder til her, at får gode kunder, og vi får mange nye arbejdspladser i region nord, siger Henrik Pedersen.