Kristian og Gitte har reddet dyr - og mennesker - i 15 år: Nu skal livsværket gives videre
Kristian og Gitte Mosgaard er finalist nummer 3 til Årets Nordjyde. De er nomineret for i 15 år at have drevet Farstrup Vildtpleje – og der igennem hjælpe op mod 1000 dyr om året og de udsatte borgere, der bliver frivillige hos dem.
Da Kristian Mosgaard for omkring 15 år siden blev tilkendt førtidspension, traf han en beslutning. Nu skulle han drive en vildtplejestation – og han glemte helt at spørge sin bedre halvdel Gitte, om hun var med på den idé.
- Han er en overraskelsens mand, og det er bestemt ikke kedeligt at bo sammen med ham, fortæller Gitte, der altså er gift med Kristian.
Hun bakkede i øvrigt fuldt op om hans beslutning:
- Selvfølgelig skulle vi det.
En lille harekilling kan tit skabe mere tillid ved en udsat, end 10 pædagoger kan
Kristian Mosgaard
Mennesker hjælper dyr – og dyr hjælper mennesker
Gitte har gennem årene passet sit job som pædagog, men har også hjulpet til på vildtplejestationen. Sidste år blev hun dog af helbredsmæssige årsager nødt til at forlade arbejdsmarkedet, men færdighederne som pædagog har hun nemt kunne bruge i arbejdet på Farstrup Vildtpleje, hvor Kristian og Gitte nu inviterer udsatte borgere ind som frivillige, der hjælper til – og selv får hjælp.
- Vores motto er, at mennesker hjælper dyr – men dyr hjælper også mennesker, forklarer Kristian Mosgaard.
- Og det har jo været helt fantastisk at se, hvad et nødstedt dyr har kunnet gøre for vores udsatte borgere. En lille harekilling kan tit skabe mere tillid ved en udsat, end 10 pædagoger kan, siger han videre.
Arbejdet for både dyr og mennesker betyder, at ægteparret fra Farstrup nu er nomineret til at blive Årets Nordjyde.
Der er altid tid og overskud
Heidi Haldrup har flere gange indleveret nødstedte dyr hos Kristian og Gitte. Gennem årene har deres relation udviklet sig til et solidt venskab, og Heidi, der har indstillet ægteparret til Årets Nordjyde, fremhæver blandt andet deres store overskud, når hun skal beskrive dem.
- Jeg synes, de gør et fantastisk stykke arbejde. Hver gang jeg har været i kontakt med dem, siger de, at de lige skal have fodret gråspurven, uglen eller flagermusen – og så er de klar om 10 minutter. Alt kan altid lade sig gøre – 24 timer i døgnet, altid, lyder det fra Heidi Haldrup.
- Lige så snart man ringer, er der altid tid og overskud. Og er der problemer, finder de altid løsninger.
Rejser mennesker op
De tre dommere til Årets Nordjyde var da heller ikke lang tid om at få øje på Kristian og Gitte i bunken med over 100 indstillede nordjyder. De fremhæver den kombination af hjælp, Farstrup Vildtpleje bedriver – at de hjælper både mennesker og dyr.
Man får nogle frivillige, der hjælper, men man sørger også for, at det er nogle, der har brug for at blive rejst op som mennesker.
Lasse Heidelbach, dommer, Årets Nordjyde
- Jeg synes bare, det er helt ekstraordinært. At man gør både det ene, hvor det handler om dyr og natur, men så også får det menneskelige aspekt ind i det alligevel, lyder det fra Lasse Heidelbach, der er den ene af de tre dommere.
- Man får nogle frivillige, der hjælper, men man sørger også for, at det er nogle, der har brug for at blive rejst op som mennesker. Det synes jeg er helt fantastisk, at det kan kombineres. Det er så flot!
Peter Møller Madsen, der selv er fra Nibe – ikke langt fra Farstrup – stemmer i.
- De udviser uselviskhed og pionerånd – og lysten til at gøre en forskel. Ikke for dem selv, men fordi der er et behov for at gøre en forskel.
Kommer til at tvivle på sig selv
Når Farstrup Vildtpleje er et godt sted til at hjælpe både mennesker og dyr, er det, ifølge Kristian, i høj grad dyrenes fortjeneste.
- En kanin, et marsvin eller en hest sladrer aldrig. Den lytter. Og bare det at blive lyttet på, betyder noget, forklarer Kristian.
- Så kan det være, det er os, de fortæller den næste historie. Og vi sladrer heller ikke. Vi lytter også, siger han videre.
Det er vemodigt at skulle sige farvel til det – og hvis det ikke var på grund af sygdom, havde jeg ikke været klar til at smide håndklædet i ringen
Kristian Mosgaard
Gennem årene har mange borgere med udfordringer haft deres gang på gården hos Kristian og Gitte – og mange af dem har de stadig kontakt til.
- Vi følger dem og ser, hvordan de er vokset – hvordan de er kommet videre i tilværelsen. De betyder rigtig meget for os som mennesker.
Gitte og Kristian er ikke et par med store armbevægelser – og blev oprigtigt overraskede over at både indstillere og dommere mener, de er værdige til at blive Årets Nordjyde.
- Jeg bliver så glad – fordi man sommetider godt kan komme til at tvivle på sig selv. Vi har jo også haft enkelte, som vi ikke er lykkedes med at hjælpe – og vi har også dyr, vi ikke kan redde, siger Kristian ærligt.
- Men at det er blevet set og hørt – at vi har gjort en forskel, det er jo fantastisk.
Et vemodigt farvel til livsværket
Efter 15 år, hvor Kristian og Gitte sammen med de frivillige har taget imod op mod 1000 dyr om året, skal yngre kræfter nu til at tage over. Kristian og Gittes helbred tillader dem ikke længere at fortsætte med at drive vildtplejestationen.
- Det er ved at være tid nu – og det er okay, lyder det fra Gitte Mosgaard.
- Vi kommer stadig til at være tilknyttet. Og at det er en ung kvinde, som jeg rigtig godt kan lide og sætter stor pris på – og som også har den power, der skal til for at drive vores livsværk videre – gør det hele meget nemmere, siger hun videre mens Kristian understreger, at selvom de giver Farstrup Vildtpleje videre, er det ikke helt frivilligt.
- Det er vemodigt at skulle sige farvel til det – og hvis det ikke var på grund af sygdom, havde jeg ikke været klar til at smide håndklædet i ringen. Jeg havde glædeligt taget 20 år mere.
De øvrige nominerede til titlen som Årets Nordjyde kan du møde ved at klikke herunder.