Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel

Leder af krisecenter om overtrådte tilhold og trusler: Drabet på 41-årig kvinde kunne være forebygget

Niels-Jacob Ulstrup er leder af kvindekrisecenteret i Aalborg. Han mener at drabet på en 41-årig kvinde kunne være forebygget, hvis gerningsmanden havde fået en dom for trusler og overtrædelse af tilhold, før han begik drabet.

En nu 53-årig mand fra Aalborg overtrådte tilhold mod eks-konen og sendte dødstrusler mere end 30 gange, før han sidste år dræbte hende på åben gade i Aalborg. Lederen af kvindekrisecenteret mener, at drabet kunne være forebygget, hvis politi og anklagemyndighed havde grebet hårdere ind inden drabet.

Niels-Jacob Ulstrup er leder af kvindekrisecenteret i Aalborg. Han er rystet over drabet på en 41-årige kvinde i Aalborg sidste år på Skelagervej. Inden drabet havde eksmanden i følge politiet stalket og truet kvinden i en lang periode.

- Det, jeg synes er rigtig problematisk, er, at det foregår over så lang tid, og at det ikke bliver stoppet før det ender fatalt, siger Niels Jacob Ulstrup.

Den 41-årige kvinde blev skudt og dræbt på Skelagervej i Aalborg den 17. september sidste år. Det skete for øjnene af kvindens og mandens to fælles børn. Den 21. december 2018 - altså to år og ni måneder før drabet - fik manden et tilhold mod at opsøge og kontakte kvinden. Han måtte kun kommunikere med kvinden om aftalt samvær med børnene. 

Gerningsmanden skal straffes og i fængsel i god tid, før tingene eskalerer

Niels Jacob Ulstrup, leder af kvindekrisecenteret i Aalborg

Ifølge anklageskriftet overtådte han tilholdet og sendte dødstrusler til sin eks-kone mere end 30 gange forud for drabet.

- I en sag som den her er politiet og myndighederne jo bekendt med, at der foreligger et forhold. Der kunne man godt have handlet langt tidligere, som jeg ser det, siger Niels-Jacob Ulstrup.

Nordjyllands Politi vil ikke sige noget

TV2 Nord ville gerne have spurgt Nordjyllands Politi, hvad de har gjort, de gange den 53-årige mand har overtrådt sit tilhold og har sendt dødstrusler. Det ønsker Nordjyllands Politi ikke at svare på med henvisning til, at der er tale om en verserende straffesag.

- Hændelsesforløbet i sagen vil blive en del af retssagen, hvorfor vi ikke på nuværende tidspunkt kan udtale os om konkrete retsskridt i sagsforløbet, skriver pressechef hos Nordjyllands Politi, Christian Brinck, i en e-mail til TV2 Nord.

TV2 Nord har fået aktindsigt i anklageskriftet. Her fremgår det, at manden i en mail den 22. maj 2020 skrev til offeret, at han var sigtet for trusler. Det fik ham tilsyneladende ikke til at stoppe. Hans dødstrusler fortsatte i selv samme email.

- Jeg er ligeglad med dig, men du tager vores sønner fra mig, og du tager deres familie fra dem. Det vil jeg tage dit liv fra dig for, skriver manden ifølge anklageskriftet.

Langt forløb forud for drabet

I grundlovsforhøret erkendte manden, at det er ham, der har begået drabet. Der gik to år og ni måneder fra at manden fik et tilhold, til han begik drabet. Niels-Jacob Ulstrup mener, at drabet kunne være forebygget, hvis manden i løbet af den periode var blevet stillet for en dommer og havde fået en dom for dødstruslerne og overtrædelserne af tilholdet.

- I den aktuelle sag kan vi jo se, at tilholdet ikke virker. Gerningsmanden skal straffes og i fængsel i god tid, før tingene eskalerer. Det kan også være en behandling, han får ved dom, at man skal gå i terapi og have hjælp til at styre sine impulser og sit kontrolbehov, siger Niels-Jacob Ulstrup.

Ny stalkinglov skal hjælpe ofre

Den 1. januar i år - altså efter drabet - er der trådt en ny stalkinglov i kraft. Den åbner op for, at gerningsmænd kan varetægtsfængsles for stalking og trusler. Niels-Jacob Ulstrup håber, at den nye lov vil stoppe stalkere før det ender med drab.

- Udover at den (stalkingloven, red.) har legitimeret, at stalking er en voldsform, så er det jo også håbet, at den kan gå ind og forebygge, at vi kommer så langt i en voldelig relation, som det jo desværre er tilfældet her, siger Niels-Jacob Ulstrup.

Stalkingloven

Straffeloven § 242

Den, der på en måde, som er egnet til at krænke en anden persons fred, systematisk og vedvarende kontakter, forfølger eller på anden måde chikanerer den pågældende, straffes for stalking med bøde eller fængsel indtil 3 år.

Kilde: elov.dk

I følge lederen af kvindekrisecenteret har den dræbte kvinde ikke søgt hjælp hos dem. Det er endnu uvist, hvornår sagen kommer for retten.


Misser europæisk Final 4-stævne: Kun et mål fra finalen

Foto: Bo Amstrup/Ritzau Scanpix

Billede fra sidste års Final 4 finale, hvor Aalborg tørnede ud mod Herning Bluefox. Aa

Pirates kunne selv afgøre, om de kom i europæisk Final 4-stævne, men de nordjyske pirater skuffede fælt på isen.

Sølle et mål.

Det var det, der Aalborg Pirates skulle skaffe i den sidste kamp i semifinalerne i Continental Cup, da de tørnede ud mod polske Katowice.

Pointet ville have sikret dem en plads i finalen ved Continental Cup. Men det går som bekendt ikke altid, som præsten prædiker.

Aalborg Pirates måtte se sig slået af Katowice med 1-4, og dermed misser de lige akkurat finalen, der spilles i januar i Berlin.

Havde Aalborg Pirates bare scoret et mål mere og tabt 4-2, ville de stadig havde snuppet andenpladsen i deres pulje, som også ville have givet adgang til finalen. Så det må være et slukøret Pirates hold i Sparekassen Danmark Isarena i aften.

I stedet bliver det franske Grenoble, der følger Katowice til finalen. Aalborg Pirates havde ellers selv slået netop Grenoble med 5-3, men det franske hold havde scoret et mål mere, og derfor er det altså dem, der får den gyldne billet.

Se interview med Georg Sørensen, der blev kåret som kampen spiller for Pirates.

Den helt store nedtur

Det blev den helt store nedtur for Aalborg Pirates, som ellers havde vundet de to første kampe, og selv kunne afgøre det. De kunne endda tillade sig at tabe med to mål.

Så der blev talt med store bogstaver i omklædningsrummet hos Piraterne, og der gik lang tid inden spillerne kom ud og talte med den fremmødte presse. 

 Efter kampen talte vi med to skuffede spillere, kaptajn Julian Jakobsen, der scorede Aalborgs enlige mål i første periode. Han satte ord på, hvorfor det ikke lykkedes Pirates bogstavelig talt at komme i mål.

Det kan du se her:

Målmand Georg Sørensen, som i øvrigt stod en fantastisk kamp for Piraterne, blev kåret til kampens spiller for Aalborg Pirates, men skuffelsen var tydelig at fornemme hos begge spillere. 

Nu skal Aalborg Pirates tilbage og spille i den hjemlige Metalliga hvor holdet allerede på onsdag kommer på en svær opgave, når de på en eller anden måde skal rejse sig fra søndagens kæmpe skuffelse og møde Herning på udebane.


Amerikanere inviterede til thanskgiving med ét særligt formål

Foto: Mogens Lyngsø / TV MIDTVEST

Keren Christensen var en af dem, der afholdte thanksgiving.

To amerikanere, der er bosat i Thisted, inviterede lørdag til thanksgiving med et særligt formål.

USA er meget mere end det, man ser i nyhederne. 

Sådan lyder det fra to amerikanske thyboer, der lørdag inviterede folk fra nær og fjern til thanksgiving. De ville vise, at amerikanere også går op i fællesskab og hygge. 

- Man vil blive overrasket over, at der er mange flere tolerante mennesker i USA end det man ser baseret på valget, siger Amora Feray, der er amerikaner bosat i Thisted.

Thanksgiving er en dag, der hovedsaglig markeres i Nordamerika, og dagen er blandt andet kendetegnet ved de store mængder mad, der indtages.

Alle gæsterne var inviteret med i køkkenet, og blandt kalkuner i ovnen og mad, der skulle steges, fik gæsterne en smag på, hvad det at være amerikaner også kan være.

- Det handler om at acceptere hinanden, hjælpe hinanden og være taknemmelig, siger Keren Christensen, der også er amerikaner i Thisted. 

Stor fokus på præsidentvalget 

Det er vist ikke gået nogens næse forbi, at USA i sidste uge valgte Donald Trump til præsident i den næste præsidentperiode. 

De to amerikanere har fået mange spørgsmål omkring det og følte, at de gerne ville vise, at USA er mere end det. 

- Jeg håber ikke, at folk tror, at Trump er hele USA, siger Amora Feray, mens Keren Christen stemmer i: 

- Man ser også de negative ting i nyhederne, og USA har mere at byde på, siger hun. 

Thanksgiving falder i år 28. november.


Indsamling til trængte nordjyske børn: - Vi mærker en stigning

Der er flere årsager til, at Gestus Nord oplever flere henvendelser fra nordjyske familier.

Se med onsdag 20. november, når TV2 Nord sender live fra Gestus Nords indsamlingsshow fra klokken 19.45 på TV2 Nord Salto og tv2nord.dk.

Hvert år samler organisationen Gestus Nord ind til trængte børnefamilier, som har brug for en hjælpende hånd i hverdagen.

Hjælpen består af alt lige fra økonomiske bidrag til højtider, mentorordninger og aktiviteter og ture ud af huset. Og ifølge projektchefen i Gestus Nord er der mange nordjyske familier, der har brug for hjælp.

- Der er flere og flere henvendelser fra år til år. Vi mærker en stigning i henvendelser, siger Jette Nørsøller.

- Og det er der flere grunde til. Vi har haft inflation, og vi har haft andre kriser, der gør, at nogle familier har haft det svært, siger hun.

I de seneste år er kendskabet til Gestus Nord også blevet større i Nordjylland. Og samtidig er organisationen i kontakt med de nordjyske kommuner.

- Vi er i kontakt med kommunernes medarbejdere i børne- og familieafdelingen og oplyser dem om, hvem vi er, og hvad vi kan gøre ude hos de familier, der har mindst. Så ved at flere er blevet opmærksomme på os, har vi også fået flere henvendelser.

Økonomi og mistrivsel

Omkring 6000 børn i Nordjylland lever i relativ fattigdom, og siden Gestus Nord så dagens lys i 2013, er omkring 5000 familier blevet hjulpet.

- Den ene årsag er, at der er familier, der virkelig bøvler i hverdagen, fordi økonomien ikke slår til. Den anden årsag er børn, der ikke har så mange venner og føler sig ensomme og mistrives. Og de vil rigtig gerne bare have nye venner og fællesskaber, så de kan få nye oplevelser, siger Jette Nørsøller.

Lige nu er omkring 1000 børn tilknyttet. De fleste børn får kortvarig hjælp i form af bidrag til indkøb af tøj, cykler og jule- eller konfirmationshjælp. Og så er der turene ud af huset - eksempelvis sommerlejrene.

- Det fylder rigtig meget hos os, og det er det, vi gerne vil gøre noget mere af. Vi kan se, at børn der mistrives kommer og opdager, at de kan få nye venner her.

- Så vi mærker bare en god stemning, og børnene er glade. Vi har næsten ingen konflikter, når vi holder vores arrangementer, fordi der sker noget magisk, når børnene samles, siger Jette Nørsøller.

Om Gestus Nord

Velgørenhedsorganisationen Gestus Nord arbejder for at styrke børn og unges hverdag og fremtid i Nordjylland.

Deres målgruppe er nordjyske børn og unge, der er oplever udfordringer i hverdagen. Det kan være udfordringer, der bunder i økonomiske forhold, skelsættende begivenheder eller mistrivsel.

Foreningen hjælper blandt andet børnene gennem mentorordninger, økonomisk akuthjælp og camps.

75 frivillige arbejder i Gestus Nord, og foreningen modtager økonomisk støtte af erhvervspartnere.


Voldelig, polsk hooligan er løsladt forud for ishockey-brag

Foto: Mogens Jørgensen / TV2 Nord

Katowice-tilhængere kort før kampen mod Aalborg Pirates.

Aalborg Pirates har i denne weekend været arrangør af semifinalekampen i Continental Cup, som er en turneringen for de næstbedste ishockeyklubber i Europa.

Om lidt starter ishockeybraget mellem Aalborg Pirates og polske Katowice i Sparekassen Danmark Isarena.

Inden kampen starter har Nordjyllands Politi meldt ud, at de holder ekstra øje med den.

I nat blev en polsk hooligan nemlig anholdt i Jomfru Ane Gade på grund af en voldsepisode, der dog ikke var rettet mod en anden ishockeyfan.

Den polske hooligan er dog blevet løsladt igen, oplyser Nordjyllands Politi søndag eftermiddag.

- Vi holder øje med kampen, og vi er i kontakt med de ansvarlige derude for at få et stemningsindtryk, fortæller vagtchef Poul Fastergaard.

Sådan så det ud, da de 3-400 polske fans, der er rejst med Katowice til Aalborg, mødte op i Sparekassen Danmark Isarena.

Pirates ligger lunt i svinget

Fire hold har deltaget i Continental Cup; Corona Brasov fra Rumænien, Grenoble fra Frankrig, GSK Katowice fra Polen og så Aalborg Pirates. De to bedste hold går videre til Super Continental-finalen i Berlin til januar måned.

Forud for turneringen var der solgt 10.000 billetter. Alene fra Polen kom der mellem 3-400 fans - lidt færre fra de to andre udenlandske klubber.

Og selvom der har været “huller i isen“ både på og uden for isen i Aalborg Pirates på det seneste.

Spillerne viste enorm styrke og flot ishockey foran et begejstret publikum i Sparekassen Danmark Arena allerede fredag aften, da Pirates tørnede ud mod franske Grenoble. Den kamp endte 5-3.

Den flotte præstation blev fulgt op med endnu en sejr lørdag, hvor kaptajnen Julian Jakobsen med et mål 46 sekunder før tid sikrede Aalborg deres anden sejr i turneringen 2-1 over Brasov fra Rumænien.

Nu skal piraterne 'kun' bruge et point i den sidste kamp mod det polske hold fra Katowice for at gå videre til Superfinalen. 


Fortuna Hjørring alene i spidsen efter hjemmebanetriumf

Foto: Mogens Jørgensen / TV2 Nord

Arkivfoto.

Hjørringenserne vandt søndag eftermiddag 2-1 på hjemmebane.

Fortuna Hjørring havde søndag eftermiddag muligheden for at få førstepladsen for sig selv i Gjensidige Kvindeligaen.

De skulle forsøge at udnytte at toprivalerne fra FC Nordsjælland led et overraskende nederlag lørdag, og chanchen for at komme alene i front tog hjørringenserne imod.

Søndag eftermiddag slog hjørringenserne HB Køge med 2-1 på hjemmebane, og derfor fører Fortuna Hjørring nu Gjensidige Kvindeligaen med 33 point for 13 kampe. FC Nordsjælland følger trop på andenpladsen med 30 point.

Afgørelse faldt i første halvleg

I søndagens opgør kom nordjyderne bedst fra start, og det var især takket være en målfarlig hviderusser. 20-årige Anastasia Pobegaylo nettede første gang efter 20 minutter på oplæg fra Joy Omewa, og et kvarter efter blev føringen fordoblet.

Angriberen Anastasia Pobegaylo var igen på pletten og scorede sit niende sæsonmål, som samtidig sender hende op på ligaens andenplads på topscorerlisten.

Langt hen ad vejen så det ud til at blive en komfortabel sejr, men i de døende minutter kom spændingen tilbage i kampen. I kampens overtid reducerede HB Køge til 1-2, men det kom for sent i kampen.

Kort tid efter lød slutfløjtet, og Fortuna Hjørring kunne juble over de tre point, som sender dem alene i front i tabellen.

Nordjyderne mangler en enkelt kamp inden vinterpausen. På lørdag går turen til Odense, hvor midterholdet OB venter i 14. spillerunde.