Mangeårigt samarbejde slutter, når sidste Grønlandsskib sejler fra Aalborg Havn
Foto: Royal Artic Line
Onsdag afsluttes næsten 50 års parløb.
Onsdag afgår det sidste Grønlandsskib fra Aalborg Havn, og det markerer afslutningen på et 50 år langt samarbejde.
I 50 år har Grønlandstrafikken haft Aalborg Havn som basishavn. Det vil sige, at alt gods fragtes til Grønland via Aalborg Havn.
Onsdag er dagen, hvor den epoke slutter, da Royal Arctic Line har valgt at ændre sin havnestruktur således, at Sikuki Havn i Nuuk bliver rederiets eneste basishavn. Samtidig er Aarhus Havn blevet udpeget som rederiets faste anløbshavn i Danmark fremover.
- Vores VSA-partner, som er det islandske rederi Eimskip, er også etableret i denne havn. Derudover er det et strategisk skift, idet Royal Arctic Line skifter fra et koncept med en specialindrettet terminal i Aalborg, som vi selv har drevet, til en generisk betjening på en terminal i Aarhus med mange brugere, siger Verner Hammeken, administrerende direktør i Royal Arctic Line A/S.
Om Royal Arctic Line A/S
Royal Arctic Line A/S er Grønlands rederi og forestår al søtransport af gods til og fra Grønland og mellem de grønlandske byer og bygder. Dermed er rederiet en livsnerve for det grønlandske samfund, der garanterer forsyninger til hele landet. Royal Arctic Line A/S blev stiftet i 1992 som en udløber af den Kongelige Grønlandske Handel fra 1776 og er i dag 100 procent ejet af Grønlands Selvstyre.
Royal Arctic Line vil indtil udgangen af 2022 fortsat have mandskab til stede i Aalborg, som vil betjene egne og havnens kunder på containerterminalen og det tilhørende værksted.
- Efter udløb af basishavn-aftalen den 31. december 2022 vil vi fortsat have vores danske hovedkontor i Aalborg med salg, kundeservice samt skibsteknisk og administrativt personale. Det drejer sig om cirka 40 medarbejdere, siger Verner Hammeken.
Fokus på at styrke nordjyske virksomheder
Port of Aalborg, som ejer terminalen i Aalborg, omlægger nu deres strategi, når Royal Arctic Line ikke længere er fast terminaloperatør. Fremover vil de have fuldt fokus på at betjene og styrke det nordjyske erhvervsliv og det nordjyske gods, som i dag kommer ind og går ud i hele verden fra andre havne i Jylland og Hamburg.
Senest har Port of Aalborg søgt efter en ny terminaloperatør, der i samarbejde med Port of Aalborg kan og vil udvikle terminalen til et regionalt multimodalt trafikknudepunkt.
- Vi har over de senere år investeret i og udvidet infrastrukturen omkring containerterminalen betragteligt. Særligt vores togterminal og sporføringer på havnen, og vi har her set meget store vækstrater over specielt de seneste to år. Vi ser derfor en klar sammenhæng mellem vores togsystem med daglige anløb og det nye terminalkoncept, siger Lasse Frimand Jensen, som er bestyrelsesformand i Port of Aalborg A/S.
Lasse Frimand Jensen oplyser videre, at Royal Arctic Line og andre rederier, der betjener Nordatlanten, Grønland, Færøerne og Island, fortsat er meget velkomne til at afhente og aflevere gods i Aalborg, selvom basisaftalen nu ophører.
- Vi står klar med det nye terminalsetup den 1. januar 2023 og vil så gå i markedet med et meget konkurrencedygtigt koncept og en service, der matcher markedet, siger han.
TV2 Nord-rapporter Tommy Hald var onsdag på besøg på det sidste skib, der sejler til Grønland med last fra Aalborg Havn. Se indslaget her: