Mens Anni venter på fjernvarmen, er varmekanoner klar som backup
En gruppe ældre borgere i Storvorde kalder det kommunalt sjuskeri, at de endnu ikke er blevet tilsluttet fjernvarme, men i stedet skal sætte deres lid til nedslidte fyr.
Julen er normalt en hjertevarm tid, men en gruppe ældre borgere fra Storvorde risikerer alligevel en koldere jul, end de plejer.
Jeg tænker, at det er ganske almindelig kommunalt sjuskeri
Anni Kjelds, pensionist, Storvorde
De var blevet lovet, at de ville blive koblet på fjernvarme i løbet af året, men deres eneste varmekilde er stadig deres gamle og udtjente fyr, som nu begynder at stå af.
- Jeg synes, at det er utrygt. Jeg vågnede en morgen, hvor der var koldt over det hele; vandet var koldt, radiatoren var kold, og så var fyret bare stoppet. Det er tredje gang i de fire måneder, jeg har boet her, det sker, siger Anni Kjelds.
Hos Ernst Kyneb – en af naboerne i ældreboligerne på Pynten - har to gamle el-radiatorer de seneste tre dage været eneste varmekilde, indtil fyret blev lavet tidligere i dag.
- Er der ikke varmt vand, er der ikke noget, der fungerer. Sådan føler jeg, det er. Jeg kan ikke undvære det, siger Ernst Kyneb efter dagene med manglende varmt vand.
- Kommunalt sjuskeri
Naboerne mener, de kunne have været fri for varmebøvl og bekymringer, hvis de var blevet tilsluttet fjernvarme, som der længe har været planer om.
- Jeg tænker, at det er ganske almindelig kommunalt sjuskeri. Det lyder så godt, når de snakker om det, men når det ikke bliver til noget, er det ikke meget værd. Jeg tænker hver dag, at bare jeg har varme, siger Anni Kjelds.
Kommentar fra Aalborg Kommune
- Ældreboligerne på Pynten er kommunale almene boliger. Huslejen i almene boliger er omkostningsbestemt, og det betyder, at huslejen skal dække udgifterne til at bygge, vedligeholde og drive boligerne.
- Huslejen fastsættes årligt ud fra driftsbudgettet for det efterfølgende år. Almene boliger drives ud fra beboerdemokratiske principper. Der afholdes beboermøder, hvor beboerne blandt andet beslutter, hvordan budgettet skal se ud.
- Der er ønske om at etablere fjernvarme i ældreboligerne på Pynten. Da der ikke er ledige midler i boligerne til at foretage investeringen, skal der hjemtages et lån til formålet. Investeringen skal finansieres via huslejen over en årrække. Det er en forudsætning for at hjemtage lånet, at dette godkendes på et beboermøde. Det er forventningen at der kan afholdes beboermøde i februar måned, hvor afdelingens beboere vil blive præsenteret for økonomien i løsningen og kan tage stilling til spørgsmålet.
- I mellemtiden sørger administrator af bygningen for, at det nuværende varmesystem holdes i drift.
Sidse Kristensen, administrationschef i Ældre- og Handicapforvaltningen i Aalborg Kommune
Aalborg Forsyning har gjort klar til, at boligerne kan blive koblet på fjernvarme, og sendte før sommerferien et tilbud på tilslutning, men siden har beboerne ikke hørt mere.
- Jeg forstår ikke, hvorfor de ikke kommer i gang. Det ligger lige ud for og er klar til at komme ind, siger Ernst Kyneb.