Nordjyde truede med at slå kongehuset ihjel
En 45-årig nordjyde er søndag fængslev for at have sendt dødstrusler mod kongefamilien. Arkivfoto: Jens Nauntofte Ritzau Scanpix
En 45-årig mand sendte trusselsbrev, hvori han skrev, han ville sprænge Amalienborg i stykker og dræbe alle i kongehuset.
- Han var ikke som sådan sur på Dronningen, det var politiet, han var sur på, fortæller anklager ved Nordjyllands Politi, Thomas Klingenberg om baggrunden for den alvorlige trussel, som en 45-årig nordjyde den 28. december sidste år sendte i et brev til Københavns Politis ekspedition på hovedbanegården.
I brevet, der er sendt fra et ukendt sted i Jylland eller på Fyn, står der: ”Bombetrussel. Død kl. 00.01 1/1-21 ihjel springer jeg amalienborg i 1000 stykker med en bombe og alle i kongehuset bliver dræbt med venlig hilsen julemanden død ihjel”.
Den 45-årige nordjyske mand er søndag i et grundlovsforhør fængslet fire uger for de alvorlige trusler mod kongehuset.
Trusler af en sådan karakter, der var egnet til at fremkalde alvorlig frygt for andres liv, helbred eller velfærd, herunder kongehusets medlemmer inklusiv Dronningen og tronfølgerens liv og helbred.
Den 45-årige mand, der lørdag blev anholdt på sin bopæl, erkendte i grundlovsforhøret i Aalborg søndag, at han har sendt brevet.
Politiet kom på sporet af manden, da man fandt DNA på brevet.
Han kærede ikke dommerens kendelse med hensyn til varetægtsfængslingen, der blev begrundet med, at der var frygt for, at han ville gentage lignende trusler.
Det er da heller ikke første gang, den 45-årige nordjyde sender trusselsbreve. Han har lige nu verserende sager, hvor han har sendt dødstrusler mod Nordjyllands Politi og Spar Nord.
I de sager har han truet med at ville skyde og partere de pågældende personer.