Nordjyske ishockeyhelte: - Vi er så glade
Lørdag kunne ishockeyspillerne fra Aalborg Pirates kalde sig vindere af Metal Final Four.
Det var et glødende publikum, der spændt så med, da Aalborg Pirates og Herning Blue Fox mødte hinanden i Metal Final Four-finalen i Sparekassen Danmark Isarena lørdag aften.
De knap 5.000 tilskuere hujede og klappede, så væggene dirrede. Publikums energi blev taget med ned på den kolde is, hvor spillerne, modsat isen, var brandvarme.
Det var bare så vildt
Mikkel Højbjerg, Aalborg Pirates
En ægte finale
Allerede fra start emmede det af vildskab mellem de to mandskaber. Kun 30 sekunder skulle der gå, før Mathias Bau Hansen, der repræsenterede det danske ishockeylandshold til OL i Kina, kunne bringe de blå ræve foran 1-0.
Fem minutter senere steppede den nordjyske OL-helt så også op. Julian Jakobsen ville nemlig også lege med, han skabte derfor balance i regnskabet med en udligning til 1-1.
Kampen fortsatte i et hektisk gear med flere udvisninger, hårdt spil og slagsmål. De to hold fulgtes ad og byttede mål gennem både første og anden periode.
I tredje periode får de nordjyske is-herrer dog bragt sig foran. Men bedst som man troede, at Aalborg ville snuppe pokalen, fik publikum endnu en gang noget for pengene.
Det var neglebidende, da Herning med otte minutter igen fik reduceret til 4-5. De rødklædte pirater kæmpede med klo og svær for at opretholde føringen, og med kun 35 sekunder tilbage af Final Four-opgøret blev kampen definitivt afgjort, da Jeppe Jul Koorsgaard kunne gøre det til 6-4.
Aalborg Pirates kunne derefter modtage pokalen for tredje gang og lade sig hylde som vindere af dette års Metal Final Four.
Se alle målene her:
En holdindsats
Én af dem, der gjorde en bemærkelsesværdig indsats, var Mikkel Højbjerg fra Aalborg Pirates. Han scorede to mål i finalesejren, og selvom han pointerede, at det kunne være lige meget, hvem målene blev lavet af, så var han alligevel stolt.
- Der er bare så mange følelser i det her. Det var en vild kamp, men vi trak heldigvis det længste strå. Jeg er så glad, siger han.
Det samme gjorde sig gældende for piraternes kaptajn, Julian Jakobsen. Efter netop at være hjemvendt fra OL i Kina, kunne han løfte den store pokal og lade sig hylde som vindere af pokalcuppen.
- Det at kunne komme hjem, knapt have sovet og så få den her pokal med hjem. Det er fantastisk, siger han.
Han roste samtidig sine holdkammerater, som har spillet kampe, mens han har været i Kina.
- Det har været en fantastisk oplevelse at være til OL, og når man så kommer hjem til drengene, der bare har knoklet på, det er så fedt, siger Julian Jakobsen.
Fejret med manér
Der var lagt op til den helt store guldfest efter kampen.
Fadølsanlæg blev rullet ind i omklædningsrummet, der på et splitsekund blev forvandlet til et mini-diskotek.
Spillernes kærester, koner og familiemedlemmer var med i festlighederne, og for flere af spillerne fortsatte festen i Jomfru Ane Gade.
Men med en vigtig kamp mod Esbjerg allerede på mandag, var spillerne formegentlig ikke de sidste, der tog hjem fra byen i nat.