Nordjysk skole mangler plads: Nu modtager de stor donation
Foto: Vibe Aagaard / TV2 Nord
Centrica Energy i Aalborg donorer fem millioner kroner til en udvidelse af Skipper Clemment Skolen - det gør de af en særlig grund, som kan gavne virksomheden i fremtiden.
I Aalborg ligger Nordjyllands eneste skole med en international linje i form af Skipper Clement Skolen.
Her går der ganske mange elever, men skolen er faktisk alt for lille til at imødekomme efterspørgslen. For skolen har som den eneste i Nordjylland en international linje og må hvert år afvise ganske mange ansøgere på grund af pladsmangel.
Det er dog ikke kun for børnenes skyld, at der skal udvides på skolen - en udvidelse, der koster 50 millioner kroner. Udenlandsk arbejdskraft fravælger nemlig Aalborg, når de ikke kan få deres børn på en skole med en international linje.
Den pladsmangel skader det nordjyske erhvervsliv, men nu kommer der en hjælpende hånd til en udvidelse af skolen.
Energi-virksomheden Centrica Energy har nemlig valgt at donere fem millioner kroner til en udvidelse af skolen.
- Det er da bundærgerligt, fordi vi har en by, som gerne vil være international. Lige om lidt åbner vi et nyt supersygehus. Jeg tror, vi alle sammen gerne vil have, at der er kvalificerede læger. Jeg tror, vi alle sammen gerne vil have, at der er kompetente undervisere på universitetet, siger Peter Würtz, der er rektor på Skipper Clement Skolen.
Utrolig vigtigt med lokalt kendskab
Skolen skal udvides til at kunne rumme dobbelt så mange internationale elever i fremtiden. Skipper Clement Skolen har selv finansieret de 30 millioner kroner, men leder nu efter de sidste 20 millioner kroner.
Fem af de millioner er dog netop dumpet ned i skolekassen fra Aalborg-virksomheden Centrica Energy . Virksomheden er nemlig på 27 internationale markeder verden over, og det stiller særlige krav til medarbejderne.
- Det er utroligt vigtigt, at vi selvfølgelig har et lokalt kendskab til alle de her markeder, vi handler i, i forhold til udbud og efterspørgsel, der bare er nogle af de helt store parametre - men også sprogkundskaber i de enkelte markeder er utroligt vigtigt. Det er derfor, vi har behov for en international medarbejderbase, siger Nanna Damgaard Glad, Chief Marketing og Strategy Officer hos Centrica Energy.
Virksomheden har en milliardomsætning hvert år, men de håber stadig på, at flere nordjyske virksomheder vil støtte op og donere til Skipper Clement Skolen.
- Vi er overbevist om, at det kommer til at gavne hele Nordjylland. Det er den eneste internationale skole i hele Nordjylland, så den er rigtig vigtig for hele regionen. Den er også vigtig for mange af de andre virksomheder i Nordjylland, som måske ikke har den samme investeringskraft, som vi har, men som stadigvæk efterspørger specialkompetencer, som man ikke lige kan hente lokalt, siger Nanna Damgaard Glad.