Vil give 100.000 skattefrie kroner for at tage en uddannelse
Gennem hele weekenden er Dansk Metal samlet i Aalborg Kongres- og Kulturcenter til deres landskongres. Lørdag præsenterede de et nyt forslag.
Der mangler elever på erhvervsuddannelserne, og sådan har det været i nogle år. Derfor er Dansk Metal kommet med et nyt forslag i forbindelse med deres kongres i Aalborg.
Forslaget går på, at nye faglærte kan få en skattefri uddannelsespræmie på 100.000 kroner, som man får udbetalt, når man har fuldført en uddannelse og har arbejdet fuld tid i et år.
- Det er jo bare sådan, at økonomiske incitamenter er virkemidler, siger Jan Overgaard Gregersen, der er formand for Dansk Metal Aalborg.
Mangel på faglærte
En prognose fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd viser, at Danmark vil mangle 99.000 faglærte i 2030. TV2 Nord har været i kontakt med en række uddannelsesledere fra de nordjyske erhvervsskoler, og de er overvejende positive overfor forslaget.
Men forstanderen hos Nordjyllands Landbrugsskole har en vis skepsis.
- Grundlæggende er jeg ikke tilhænger af, at man skal motiveres af penge, for det tror jeg ikke, man får noget godt ud af på den lange bane.
- For at få et godt arbejdsliv skal man være drevet af en indre motivation. Noget grundlæggende i én, der siger, 'det er det, jeg vælger til, fordi jeg gerne vil motiveres af det i hverdagen', siger Jakob Autzen.
Indtil videre er det kun et forslag fra Dansk Metal, men der har tidligere været et lignende forslag fra Socialdemokratiet. Derfor tror Jan Overgaard Gregersen også, at der er god mulighed for, at der er politisk opbakning.
- Det tror jeg, der er en god chance for. Om ikke andet kunne man lave en forsøgsordning på de uddannelser, hvor man ved, der er mangel på arbejdskraft, lyder det.