Øjenvidne spotter spækhugger i Aalborg: - Den ligger og svømmer rundt i havnebassinet
Efter søndagens redningsaktion af spækhuggeren, der svømmer rundt i Nordjylland, har den nu bevæget sig videre.
Spækhuggeren havde ligget på det lave vand i Limfjorden mellem Mou og Hals i flere dage, men nu er den igen dukket op i fjorden.
Jesper Ertmann, som arbejder på Grønlandshavnen ved Port of Aalborg, så den sort-hvide hval mandag morgen, da han var mødt ind på arbejde klokken syv.
- Den ligger og svømmer rundt i havnebassinet ved den store, røde scandi-kran, fortæller han.
Har fået den på film
Jesper Ertmanns medarbejdere holdt øje med hvalen, men han regner ikke med, at den kommer til at forstyrre dem resten af dagen.
- Folk har vist fået filmet det, de skulle, siger han.
Info om spækhuggere
- Kan blive op til ni meter lange
- Vægten svinger mellem 3,6 til 9 tons
- Hanner lever op til 60 år og hunner 90 år
- Spiser fisk, blæksprutter og andre havpattedyr og spiser i gennemsnit 250 kilo mad om dagen
- Er den største af delfinerne og er en tandhval
- Er et meget socialt dyr og danner livslange flokke
Kilde: Naturhistorisk Museum
Flere grunde til adfærden
Lørdag fortalte Ivar Høst, der er vildtkonsulent ved Naturstyrelsen, at der kunne være flere årsager bag spækhuggerens usædvanlige adfærd.
En af grundene kunne være, at spækhuggeren var syg, og at den derfor søgte lavt vand. En anden mulighed var, at en sildestime kunne have lokket den nysgerrige spækhugger ind i fjorden.
- Det kan også være, at der er gået kuk i dens navigationssystem. Den reagerer på lydbølger, og det kan være svært på lavt vand, siger Ivar Høst.