Ordkraft-hæder: Jonny Hefty modtog årets Ordkraftpris
9000-kunsteren fra Aalborgs undergrundsmiljø, Jonny Hefty, modtog lørdag formiddag Ordkraftprisen for sine mange års rap, digte og utrættelige indsats i Aalborgs kulturliv.
Ordkraftprisen 2021 blev lørdag formiddag overrakt til den legendariske Aalborg-rapper og undergrundskunstner Jonny Hefty.
- Du har beriget og givet kraft til Aalborgs kulturliv, lød det fra Nikolaj Holm fra Ordkrafts bestyrelse, da han overrakte prisen til den efterhånden modne aalborgensiske rapper og meget mere.
- Gennem har vi fulgt dit udtryk gennem rap-metallen, graffitien poesien og forfatterskabet. Men senest har dit store og banebrydende arbejde med den alternative og pulserende ungdomskultur i Aalborg gjort enormt indtryk.
Kvitterede med tak og poesi
- Det bliver ikke 1000 men 9000 tak. For jeg elsker Aaleren, lød det fra Jonny Hefty.
Han takkede for prisen, og pengene, der falder på et tørt sted.
- For jeg er så fattig, at ænderne kaster brød efter mig og kvitterede med lidt frisklavet "rap'en roll" fra scenen i Nordkraft.
Jonny Hefty forsatte med 10 minutters poesi, akkompagneret af den nordjyske bassist Kenneth Dahl Knudsen.
Se videooptagelse fra overrækkelsen af Ordkraft-prisen øverst i denne artikel.