Pirates fik ikke sikret grundspilssejren
Foto: Thomas Sjørup/Ritzau Scanpix
Aalborg Pirates havde onsdag aften muligheden for at sikre sig grundspilssejren i landets bedste ishockeyrække, men forpassede den på udebane mod de nærmeste forfølgere.
Et point var alt, hvad Aalborg Pirates skulle bruge i onsdagens udekamp mod SønderjyskE for endegyldigt at sikre sig førstepladsen i Metal Ligaens grundspil.
Det lykkedes dog ikke piraterne at få noget med hjem fra Vojens, og dermed er nordjyderne endnu ikke helt sikre på at vinde grundspillet i landets bedste ishockeyrække, selvom det fortsat ligger lunt i svinget til at gøre det.
SønderjyskE, der ligger på andenpladsen i Metal Ligaen, vandt onsdagens opgør med 3-2.
Dermed har sønderjyderne stadig mulighed for at fravriste Aalborg Pirates grundspilssejren, som giver hjemmebanefordel i en eventuel kamp syv i alle runder af slutspillet.
Spænding til sidst
Hjemmeholdet bragte sig foran midt i første periode ved amerikanske Alex Rauter, og i den første halvdel af anden periode udbyggede de føringen med mål fra Steffen Frank og Alex Rauter på ny.
Victor Panelin-Borg fik reduceret for Aalborg med fem minutter tilbage af anden periode, og den svenske back så længe ud til at blive den eneste pirat, der kom på måltavlen i onsdagens kamp.
Med et minut og 13 sekunder igen fik Mikkel Højbjerg dog reduceret til 3-2, og så kunne Pirates jagte udligningen og det ene point i slutfasen.
Pirates-målmand George Sørensen blev erstattet med en ekstra markspiller, men Aalborg fik ikke fremtvunget det udlignende mål, der ville have sikret dem grundspilssejren.
Europæiske modstandere venter
SønderjyskE haler dermed ind på Aalborg i tabellen, hvor de er fem point efter piraterne. Pirates har en enkelt kamp tilbage i grundspillet, mens sønderjyderne mangler at spille to kampe.
Aalborg skal dermed blot bruge et enkelt point i grundspillets sidste kamp på udebane mod Odense Bulldogs for at sikre sig førstepladsen, mens SønderjyskE skal vinde deres to resterende kampe i ordinær tid for at kunne true piraternes førsteplads.
I de kommende dage kommer Aalborg Pirates dog ikke til at tænke på den hjemlige liga. Her er klubben nemlig vært for finalestævnet i den europæiske klubturnering Continental Cup, hvor de lørdag møder Cracovia Krakow fra Polen og søndag spiller mod Saryarka Karaganda fra Kasakhstan.
Frederikshavn White Hawks var også i aktion i Metal Ligaen onsdag aften. De tabte på hjemmebane med 5-2 til Odense Bulldogs og ser dermed ud til at ende på fjerdepladsen i Metal Ligaen.