Poder-Jakob har held i kagesprøjten: - Jeg skal bage kager på Oslo-båden
Foto: Privatfoto
Jakob Lind fra Aalborg skifter nu vatpinden ud med kagecreme og flødeskum.
Efter blot en måned som ledig, har tidligere poder 25-årige Jakob Lind fået nyt job - han skal i lære som bager på DFDS's færgeafgang mellem København og Oslo. Det er en livslang drøm, siger han.
25-årige Jakob Lund har fået held i kagesprøjten, efter han og 1200 andre podere tilbage i marts blev opsagt, fordi testbehovet herhjemme er på et minimum.
Et besøg på Falcks jobmesse i Nørresundby gav ham den chance, han havde ventet på.
- Her kom jeg i snak med talspersoner fra DFDS, som fortalte, de mangler en bagerelev på Oslo-båden. Og jeg kender jo faget i forvejen, så jeg sendte en motiveret ansøgning afsted sammen med billeder af det, jeg har lavet tidligere – og så fik jeg lærepladsen, fortæller en begejstret Jakob Lind.
Han skal i mesterlære som bager på DFDS’s færge, der sejler mellem København og Oslo. Her arbejder han skiftevis som bager om natten og konditor om dagen – og kan om tre år og ni måneder kalde sig ’bager’.
- Jeg har altid drømt om at komme ud og sejle, men det er svært at få muligheden, hvis ikke man har en uddannelse. Så det her var en oplevelse, jeg ikke ville gå glip af – jeg tror, det bliver så spændende, siger han.
Jobbet som bager bliver da også en stor forandring i forhold til poder-tjansen.
- De to job kan man slet ikke sammenligne, slår Jakob Lind fast.
Vagterne fordeler sig med 14 dage på havet – og herefter 14 dage hjemme.
- Det var godt, jeg fik chancen for at snakke med nogen, der kunne give mig held i sprøjten.
Jakob Lind, tidl. poder hos Falck
- Jeg brænder for faget
Bagerfaget er langt fra fremmed for Jakob Lind. Han har tidligere gennemført et halvt år af den to år lange uddannelse som brødbager, som det hed dengang. Men efter en uenighed med sin mester, følte han sig nødsaget til at stoppe.
Kærligheden til faget er dog fortsat intakt.
- Jeg brænder for faget og for dét, jeg laver. Der er så mange forskellige slags brød og kager, man kan lave – du kan jo forny dig hele tiden og får prøvet alt, siger den tidligere poder.
Den tidligere uddannelse giver Jakob Lind tre måneders merit, da han allerede har gennemført fag som førstehjælp, brandbekæmpelse og naturfag.
Ud over praktikken i køkkenet på Oslo-båden, skal Jakob Lind også på fem skoleforløb på Aalborg Tech College som en del af sin uddannelse.
VIDEO: Se Jakob Lind på jobmessen 10. marts 2022:
Færge og familie passer sammen
Selvom jobbet som bager foregår på en færge langt væk fra hjemstavnen Aalborg, kan Jakob Lind sagtens få det til at passe med familielivet.
- Min datter er hos sin mor, mens jeg sejler, og så ser jeg hende, når jeg er hjemme igen, fortæller han.
Jobmessen i Nørresundby for Falcks tidligere poder har altså givet pote for Jakob Lind, der var glad for, han tog afsted tilbage i marts.
- Det var så godt, det blev sat i værk, og at jeg fik chancen for at snakke med nogen, der kunne give mig held i sprøjten, siger Jakob Lind.
Jakob Lind begynder på sin nye arbejdsplads 26. april.