Røveri i 7-Eleven: Fik bare få minutter på fri fod
Natten til tirsdag truede en røver sig til penge i 7-Eleven i Jomfru Ane Gade, men bare seks minutter senere blev han anholdt.
Nordjyllands Politi fik klokken 02.37 natten til tirsdag en anmeldelse om røveri i 7-Eleven i Jomfru Ane Gade. Røveren havde med en kniv truet sig til at få udleveret beholdningen i kasseapparatet.
Efter at have tømt bakken med penge stak han af til fods gennem gågaden. I gågaden kunne politiet følge ham på overvågningskameraer og fik hurtigt sendt et signalement af gerningsmanden ud til patruljerne i Aalborg.
Hurtig anholdelse
Da manden løb ned mod Borgergade, ringede politiet til en taxachauffør, de kunne se holdt i Borgergade. Taxachaufføren havde netop set gerningsmanden komme løbende og sætte sig ind i en hvid taxa, som satte kursen mod Nørresundby.
Taxaen nåede kun lige til Nørresundby, før den blev stoppet af en af politiets patruljer bare seks minutter efter anmeldelsen.
Ved anholdelsen havde røveren pengene på sig, og kniven, der var brugt til røveriet, blev fundet i taxaen.
Siden anholdelsen har manden siddet på politigården, hvor juristerne i løbet af tirsdagen vil tage stilling til, om han skal fremstilles i grundlovsforhør.
Det var en chokeret ekspedient, politiet talte med efter røveriet, men der skete ingen personskade ved forbrydelsen, oplyser vagtchef ved Nordjyllands Politi, Torben Larsen.