Skadet helikopter fragtes hjem til Tyskland
Foto: Bundeswehr/Astrid Burger-Weber
Helikopteren er en Sikorsky, CH-53E "Super Stallion". Den er 30 meter lang og vejer 15 tons.
En Sikorsky-helikopter af typen CH-53E "Super Stallion" transporteres mandag formiddag ad lande- og motorvej fra Flyvestation Aalborg til Tyskland.
En helikopter fra det tyske luftvåben har stået stille på Flyvestation Aalborg, efter den fik en skade i forbindelse med den store militærøvelse ”Night Hawk 2021” tidligere på efteråret.
- Der er kommet en skade fra rotorbladet på helikopteren, efter den var landet. Så den har stået opmagasineret her på flyvestationen siden, fortæller major Morten Valentin Jensen, chef for ATW Ledelsessekretariat ved Air Transport Wing.
Helikopteren bliver læsset på en blokvogn mandag morgen og vil herefter blive kørt via Thisted Landevej og Høvejen ud til motorvejen.
- Det vil nok tage nogle timer at få den læsset og fastgjort, så jeg forventer, at vi er ovre morgenmyldretiden, inden den kommer ud på vejene, siger Morten Valentin Jensen.
CH-53E Super Stallion
- Tophastighed: 315 km/t
- Længde: 30 m
- Vægt: 15.070 kg
- Rækkevidde: 1.000 km
- Pris pr. enhed: 24.360.000–24.360.000 USD (1992)
- Producent: Sikorsky Aircraft
- Jomfruflyvning: 1. marts 1974
Kilde: Wikipedia
Blokvognen har eskortekøretøj og er en såkaldt bred transport, der kører langsomt.
- Så jeg vil opfordre trafikanter på strækningen Høvejen frem til motorvejen og også på E45 sydgående retning fra Nørresundby om at være opmærksom på helikoptertransporten, siger Morten Valentin Jensen.