Verdensrekordforsøg i Aalborg Zoo: Torben skal gå baglæns i 26 timer
Lige nu kan man få sig en ekstra oplevelse i Aalborg Zoo. Foruden de eksotiske dyr og den flotte julepynt, så er to nordjyder lige nu i gang med rekordforsøg verdensklasse. Blandt andet i noget så specielt som at gå baglæns i længst tid.
Den er god nok. Nordjyske Torben Keller går baglæns og skal gøre det i mere end 26 timer, uden at gå af løbebåndet, hvis han vil slå verdensrekorden.
- Jeg søgte på google for at se, hvor langt man skulle gå for at være noget, og det blev så den her udfordring på plus 26 timer, siger Torben Keller.
Torben Keller er tidligere professionel bokser, og arbejder i dag som personlig træner. For ham er det vigtigt at vise, hvor langt man kan presse sig selv, når man har sat sig et mål.
- Når man skal prøve at lave livsstilsændringer, så er det et langt træk. Man er vildt motiveret i starten, men det bliver også kedeligt, og man vil gerne noget andet, siger han.
Fedt at have verdensrekord
De mange rekordforsøg er arrangeret af ultraløber Stine Rex, der selv vil sætte rekord i 48 timers løb. For at slå rekorden skal hun løbe mere end 322 kilometer.
- Jeg syntes bare, det ville være fedt at sige "Hej, Stine Rex, det er mig med verdensrekorden", griner Stine Rex.
Udover muligheden for at sætte en række rekorder over de næste dage, så løber og går dagens deltagere også for at samle penge ind til Legeheltene.
- Jeg syntes bare, de er de sejeste, så jeg ville gerne samle ind til dem. Så jeg tænkte, hvad jeg kunne gøre, og jeg kan løbe langt, rigtig langt, siger Stine Rex.
Mange timer tilbage
Selv om der stadig er mange timer inden rekordforsøget er slut, så håber dagens deltagere, at de om to døgn kan kalde sig verdensrekordholdere.
- Det tør man bare ikke at sige, men jeg vil gøre mit bedste for det. Jeg ved det bliver så mentalt hårdt, for jeg har løbet i 24 timer på løbebånd, og det var edderhak'me hårdt, siger Stine Rex.
- Det er helt klart mit mål. Men der kommer mange uforudsigelige ting, som jeg vil snakke med mine følgere om. Det er ikke bare en dans på roser, men når man kommer igennem det, kan man godt huske det sådan. Så derfor vil jeg gerne give en livemelding på, hvordan jeg har det, siger Torben Keller.