Johnni, Bjarne og Merete vandt Årets Nordjyde – her er de i dag
Foto: TV2 Nord
- Heroppe i Nordjylland er vi ikke så gode til at sige, når nogen gør noget godt. Men der blev virkelig givet store skulderklap dér, og det betyder meget, siger Bjarne Holmberg, der vandt Årets Nordjyde 2020.
Nye projekter er på tegnebrættet for de tidligere vindere af årets nordjyde.
Guldkonfetti og store klapsalver væltede ned over Merete, Bjarne og Johnny, da de blev kåret som årets nordjyder i 2018, -19 og -20.
Der er sket meget siden. Johnni Olesen har netop lanceret sine planer om en ny svømmetur til fordel for julemærkehjemmet, Merete Bonde Pilgaard er ikke længere i Venligboerne og har kvittet de sociale medier, mens Bjarne Holmberg har kastet sig over at samle ind til et udendørs-anlæg i Tårs.
Det har givet et stort skulderklap
Johnni Olesen
Fælles for dem alle er, at kåringen som Årets Nordjyde var en milepæl i deres liv.
Johnni svømmer Fyn rundt
Johnni Olesen, der til dagligt arbejder som murer hos et entreprenørfirma i Aalborg, har et nyt projekt planlagt næste sommer: Nemlig at svømme rundt om Fyn. Det er hele 300 kilometer, der skal tilbagelægges med arme- og svømmetag - alt sammen for at samle til Johnnis faste mærkesag: Julemærkehjemmet i Hobro.
- Det er mit nye eventyr. Det blev Fyn rundt, fordi det er min kones hjemegn. Det bliver delt op i små etaper af ti kilometer hver dag, forklarer Jonni Olesen.
Konceptet er det samme, som da Johnni svømmede Vendsyssel rundt på 49 dage og fik samlet 175.000 kroner ind til børnene.
Men det er ikke beløbet, der er vigtigt, når han næste sommer hopper i vandet for den gode sag:
- Jeg har aldrig haft et konkret mål for det - det er ikke vigtigt for mig. Bare det lykkes at samle noget sammen.
Hvad har det gjort at vinde Årets nordjyde?
- Det har givet et stort skulderklap til, at det jeg laver, det er fornuftigt. Og så har det gjort mig til et endnu mere kendt ansigt udadtil - folk ved efterhånden, hvem jeg er, siger Johhni Olesen, som ikke kunne forestille sig et liv uden indsamlingsprojekterne:
- Det er både en interesse og en livsstil for mig. Jeg synes, det er fedt at hjælpe andre mennesker. Det er nok noget, der lå i kortene, at det skulle jeg bare.
Bjarne laver nyt byggeri
Bjarne Holmberg, der er halinspektør i Tårs og kendt som hal-Bjarne, har siden han fik vandt Årets Nordjyde i 2019 sat gang i et nyt projekt. Denne gang er det udendørs.
- Arbejdsmæssigt er jeg det samme sted. Dengang havde vi jo lige udbygget det her multihus og lavet nye rammer i hallen. Lige nu er det en stor legeplads og udeområde, som jeg har kastet mig over at få samlet midler til, fortæller han og fortsætter:
- Det er bare den udvikling der er, når en ting er aflsuttet, så starter der bare en ny op i idékataloget.
Bjarne Holmberg forklarer, at der er tale om et stort udendørs aktivitetsanlæg for børn, unge og voksne i forlængelse af hallen i Tårs. Det skal give mulighed for bevægelse og sammenhold udenfor med afstand.
- Jeg har købt en gammel fiskekutter, og det er min drøm at gøre den til en del af anlægget, siger han.
Der ligger endnu ikke en startdato for byggeriet endnu, da tilladelser og tilsagn skal på plads først.
Hvad betød det for dig at vinde Årets Nordjyde?
- Det giver ekstra brændstof og en motivationsfaktor, der gør, at man gør en ekstra indsats. Hvis man er i kategorien ildsjæl, så får man endnu mere lyst til at gøre nogle ting, hvor andre måske synes, at der er for besværligt, siger Bjarne Holmberg.
- Heroppe i Nordjylland er vi ikke så gode til at sige, når nogen gør noget godt. Men der blev virkelig givet store skulderklap dér, og det betyder meget.
Merete udlever venligheden andensteds
At være venlig i mødet med andre, at være nysgerrig, når du møder andre mennesker og at møde forskellighed med respekt. Det var de tre grundsætninger, Merete Bonde Pilgaard stiftede Venligboerne med tilbage i 2013.
Og det arbejde vandt hun titlen som Årets Nordjyde for i 2018. Samme år valgte hun dog at træde ud af foreningen og fokusere på at udleve værdierne på andre måder.
Man må gerne være uenige - vi skal bare tale ordentligt sammen om det.
Merete Bonde Pilgaard
- Det stak meget i en anden retning på landsplan i forhold til det, jeg havde tænkt ideen som, forklarer Merete Bonde Pilgaard.
- Det, jeg syntes, jeg havde skabt var pludselig så langt fra, hvad det blev opfattet som mange steder. Samtidig begyndte jeg at modtage trusler og trælse hademails. Trusler der var rettet mod mig og mine børn.
Mindre kan også gøre en stor forskel i både mit og andres liv.
Merete Bonde Pilgaard
Til sidst handlede projektet ikke længere om venlighed for Merete, der trak stikket - både fra foreningen, men også fra de sociale medier.
- Jeg lever mit liv i den virkelige verden i nøjagtig samme ånd, som jeg skabte Venligboerne i, siger hun.
Især fokuserer hun kræfterne omkring sit arbejde som sygeplejerske i Sundhedscenter Hjørring, hvor hun har med langtidssygemeldte borgere at gøre.
- Det handler om at hjælpe dem med at finde ud af, hvad det væsentligste er i tilværelsen. Ofte er det det almenmenneskelige, folk finder frem til. At være i nogle gode sociale fællesskaber og blive mødt med venlighed og respekt, siger Merete Bonde Pilgaard.
Og det er meget det samme, som hendes arbejde var i Venligboerne:
- Det, der er anderledes for mig nu, er, at det ikke er kaotisk og aggressivt. På de sociale medier er det håbløst at styre tonen - det kan man lettere face to face. Man må gerne være uenige - vi skal bare tale ordentligt sammen om det.
Hvad betød det for dig at vinde titlen som Årets Nordjyde?
- Det havde stor betydning at få den anerkendelse af: "Prøv og hør her Merete, selvom der er nogle, der siger, du er et kæmpe røvhul og ikke skulle være født, så er der faktisk tusindvis af mennesker der siger: 'godt gået, du har gang i det rigtige', siger Merete Bonde Pilgaard, der samtidig med tildelingen af prisen modtog stribevis af hadbeskeder fra mennesker, som ikke mente, hun skulle hjælpe flygtninge.
- Jeg har den fine skulptur stående i vindueskarmen og kan tænke: "Vildt nok - hold kæft der var gang i den der".
Se hvordan dette års nominerede til Årets Nordjyde reagerede, da de fik nyheden overbragt: