Vanvidskørsel: Kørte 140, venstre om helle og over for rødt
Foto: Martin Sylvest / Ritzau Scanpix
En mand skal mandag i retten i Hjørring, tiltalt for vanvidskørsel, vidnetrusler og fornærmelse af politiet.
En 27-årig mand fra Frederikshavn står over for en lang række alvorlige forhold, når han mandag efter planen møder i retten i Hjørring. Blandt andet er han tiltalt for at have kørt næsten tre gange for stærkt, venstre om et helleanlæg og over for rødt, da han forsøgte at flygte gennem byen.
Episoden fandt sted natten til 7. oktober 2019 lidt efter midnat, da politiet ville standse manden på Hjørringvej i Frederikshavn. Ifølge anklageskriftet standsede manden ikke, men speedede op og kørte en overgang 140 kilometer i timen gennem Frederikshavn i et område, hvor man må køre 50.
Under flugten kørte den 26-årige mand ifølge politiet blandt andet venstre om et helleanlæg, ligesom han i krydset Hjørringvej / Niels Juels Vej kørte over for rødt.
Tiltalen spænder vidt
Den 26-årige er desuden tiltalt for vidnetrusler og for at have fornærmet politiet. Det skete ifølge anklageskriftet, da politiet 2. september sidste år – altså et lille år efter bilflugten – lavede en ransagning i en bolig i Frederikshavn. Her skal den 26-årige have kaldt betjentene ”homoer” eller lignende. Desuden skal han ved samme lejlighed have truet to andre, der var tilstede ved at sige noget i stil med: ”I tør ikke vidne mod mig i retten”, ”I ved vist ikke, hvem jeg er”, og ”pas på, vi ses nok i retten”.
Det er uvist, hvordan den 26-årige forholder sig til politiets anklager, før sagen begynder i retten.