Flere end 200.000 gæster kiggede forbi Hjallerup Marked
Hjallerup Marked er kommet godt fra start efter to års nedlukning på grund af corona.
Da vi lige fik banket rusten af, så kørte det hele igen.
Sådan lyder det fra næstformanden i markedsudvalget, Stefan Jacobsen, fra Hjallerup Marked.
Han og de øvrige godt 200 frivillige kan mandag puste ud efter nogle hektiske men gode dage med Hjallerup Marked.
- Det var svært at få armene ned især lørdag, da vejret bare var med os. Folk holdt i kø i lange baner for at komme ind, og der var gang i den til langt ud på natten, fortæller han.
Der blev samtidig handlet i god stil, og omsætningen rammer ifølge næstformanden sig det, den plejer at være.
- Foreløbig er der ingen tal på, men jeg kan sige, at omsætningen er gået, som den skal, og der har i hvert fald været på den anden side af 200.000 gæster forbi markedet, siger Stefan Jacobsen.
Øget sikkerhed på markedet
Det er ingen hemmelighed, at folkene bag Hjallerup Marked forud for det første marked i tre år havde haft betænkeligheder ved, om folk fortsat kunne finde ud af det der med at gå på marked og opfører sig ordentligt.
- Vi havde skruet op for sikkerheden, for hvis nu folk ikke kunne finde ud af at opføre sig ordenligt, siger Stefan Jacobsen og tilføjer, at de bange anelser blev gjort til skamme.
Også hos Nordjyllands Politi er man tilfreds med afviklingen af Nordeuropas største heste- og kræmmermarked.
- En sag er selvfølgelig en for meget, siger vicepolitiinspektør Kenneth Ginnerup fra Nordjyllands Politi.
- Men når man ser på, at der er så mange mennesker samlet et sted, så er det samlet set gået godt, tilføjer han.
Tre-årig pige stod på skinner
Nordjyllands Politi har noteret to voldssager, fem overtrædelser af ordensbekendtgørelsen, et enkelt tyveri, mens tre bilister er sigtet for at køre bil i narko- eller spirituspåvirket tilstand.
Dertil kommer en enkelt sigtelse for at have en ulovlig kniv på sig, ligesom politiet fik melding om det, der betegnes som særlov.
- Det drejer sig om en tre-årig pige, der på en eller anden måde har kommet ud og stå på skinnerne til forlystelsen Kålormen. Heldigvis reagerede en frivillig hurtigt, så hun kom væk fra skinnerne, fortæller Kenneth Ginnerup.