Havnebestyrelsen i Asaa håber på mindelig løsning i skulptursag
Foto: Julie Schou Nielsen, TV2 Nord
Bestyrelsen for Asaa Havn er godt trætte af konflikten med arvingerne bag Den Lille Havfrue i København om den granitskulptur, der har stået på havnen siden 2016. I øjeblikket er det dog uvist, hvornår der sker udvikling i sagen, lyder det fra havneformanden.
Selv om der var mange andre punkter på dagsordenen, da bestyrelsen for Asaa Havn mødtes mandag aften, var der alligevel en sag, der fik ekstra opmærksomhed omkring bordet.
Det er første gang, bestyrelsen har været samlet, siden konflikten med arvingerne efter kunstneren bag Den Lille Havfrue i København for nogle uger siden brød ud i lys lue.
Arvingerne vil have granitskulpturen Mod Hjemve fjernet og destrueret, fordi de mener skulpturen i Asaa ligner Den Lille Havfrue så meget, at den kan regnes for at være en kopi og dermed en overtrædelse af ophavsretsloven.
- Vi er rigtig trætte af situationen. Det er jo en gave fra byen, vi fik for fire år siden ved vores 140 års jubilæum, siger bestyrelsesformand Thomas Nymann Geller.
Vil foretrække en mindelig løsning
Indtil nu har kontakten mellem Asaa Havn og arvingerne i København foregået via advokater, og det bliver den nok ved med, lyder det fra formanden, der dog hellere så en mere direkte kontakt.
- Vi ville rigtig gerne have en mere direkte kontakt, for så kunne det måske blive lettere at finde en mindelig løsning på det her. Men det er nok ikke sådan, det bliver, lyder det fra Thomas Nymann Geller.
Formanden understreger, bestyrelsen vil gøre sit bedste for at finde en god løsning.
- Men jeg er købmand til daglig, en anden er landmand og en er synsmand. Vi er sådan en blandet, broget flok, der hellere vil bruge tid på at få havnen til at fungere godt med et nyt borde-bænkesæt og sådan noget, i stedet for at slåsse med sådan noget, som det her, siger Thomas Nymann Geller.