Voergaard Slot kåret som Danmarks smukkeste herregård
Foto: Brian Daugaard
Voergaard Slot er Danmarks smukkeste herregård.
Blandt 17 nominerede herregårde fra hele landet har Voergaard Slot vundet titlen som Danmarks smukkeste herregård.
Det gamle renæssance slot i det sydøstlige Vendsyssel Voergaard Slot er Danmarks smukkeste herregård. Det står klart efter Historiske Huse i oktober startede konkurrencen.
Voergaard Slot var den eneste nordjyske herregård, der var nomineret i konkurrencen, og slottet fra 1481 løb altså med sejren, da stemmerne blev gjort op.
På anden pladsen endte Lynderupgård ved Viborg, og det var en meget tæt afstemning blandt de to herregård i toppen.
- Selvom over 10.000 havde stemt, var der kun 30 stemmer mellem første- og andenpladsen, og der var intens spænding til det sidste. Alle 17 herregårde er vindere i vores øjne, idet de er sluppet igennem vores eksperters nåleøje for overhovedet at blive nominerede blandt de over 700 danske herregård, fortæller Birthe Iuel, der er Præsident for Historiske Huse.
Der er 770 herregårde i hele Danmark. Fire eksperter havde inden konkurrencen udvalgt de 17 herregårde, der gik videre til selve finalen.
Som præmie får Voergaard Slot et træ, der skal plantes ved en senere højtidelighed, hvor der også sættes en plakette op med inskriptionen ”Danmarks Smukkeste Herregård.”