Lyset slukket for minkavl i Danmark: Avler er gal og frustreret efter ny risikovurdering
Tidligere minkavler Poul Frederiksen sætter spørgsmålstegn ved, om der er lavet en ny risikovurdering, før man melder ud, at det er for farligt at have mink i Danmark.
Det er fortsat risikabelt at have minkavl i Danmark - også fra efter nytår. Sådan lyder vurderingen fra Statens Serum Institut, erfarer TV 2.
Men den nordjyske minkavler Poul Frederiksen sætter spørgsmålstegn ved, om der er overhovedet er lavet en ny risikovurdering.
- Det er ikke lavet en ny risikovurdering, for de vurderer jo som om der er 15 til 17 millioner mink i landet, og der er altså nul lige nu, siger Poul Frederiksen.
Han er stadig gal, frustreret og sur på myndighederne i forhold til beslutningen om at alle mink i Danmark skulle slås ned.
- Og det vil jeg være resten af min tid, fordi det er et fåtal af politikere, der har bestemt det her, fastslår han.
Der er nogle få politikere, der ikke vil os, og det er faktisk det, der gør mest ondt, det er, at det er rent diktatur, vi lever under
Poul Frederiksen, tidligere minkavler
Nej til aflivning
Poul Frederiksen er tidligere minkavler fra Gjøl, og han var den første, som myndighederne besøgte, efter det kom frem, at minkfarme indenfor en radius af 7,8 kilometer fra en corona-smittet farm skulle aflive sine dyr.
Senere kom det frem, at samtlige mink i landet skulle aflives på grund af fare for at den muterede coronavirus i mink kunne ødelægge mulighederne for en effektiv vaccine mod pandemien.
Heller ikke dengang var den tidligere minkavler imponeret af myndighederne. Han nægtede da også myndighederne adgang til hans ejendom, fordi han ikke er tilfreds med den økonomiske kompensation, han er stillet i udsigt i forbindelse med aflivningen af minkbesætningen. Så Fødevarestyrelsens aflivningshold kunne først med hjælp fra Nordjyllands Politi tiltvinge sig adgang til Poul Frederiksens minkfarm.
Flere er skræmte
Han er blandt de avlere, der fortsat håber, at myndighederne giver grønt lys til, at han igen vil kunne starte op med minkproduktion, men lige nu ved han fortsat ikke om, det nogensinde bliver en mulighed.
- Jeg tror, der er flere minkavlere, der gerne vil starte op igen, hvis politikerne ellers ville, men det vil de åbenbart ikke, siger Poul Frederiksen og tilføjer, at han tror, mange er blevet skræmt af politikernes ageren.
- Der er mange, der gerne vil have mink, men alt er gået galt i den proces her, fastslår han.
Politisk møde tirsdag
Tirsdag er Folketingets Miljø- og Fødevareudvalg indkaldt til et møde, hvor Statens Serum Institut (SSI) mundtligt skal orientere partierne om risikoen ved minkhold i Danmark.
Orienteringen er en opdatering af SSI's seneste risikovurdering fra 14. juni 2021, der fandt, at hold af mink i Danmark "kan medføre en sundhedsrisiko for mennesker af ukendt størrelse".
En genetablering af minkhold kan ifølge SSI blandt andet udgøre en risiko for, at der udvikles nye varianter af coronavirus, som i værste tilfælde kan påvirke muligheden for at forebygge smitte med vacciner i mennesker.
Den opdaterede vurdering skal danne grundlag for Folketingets beslutning om minkavlernes fremtid, men hvornår en ny lov er på plads, er stadig usikkert.
- Det er diktatur
Imens kan Poul Frederiksen sidde på Gjøl og kigge ud i den store verden, hvor han ser, at flere lande satser på minkavl.
En avl som Danmark igennem generationer har været førende indenfor - ikke mindst takket være de nordjyske minkavlere, der har stået for størstedelen af landets produktion og eksport af minkpels.
I dag aner Poul Frederiksen ikke, om han nogensinde kan kalde sig minkavler igen.
- De kan bare melde ud, hvordan det er. Der er nogle få politikere, der ikke vil os, og det er faktisk det, der gør mest ondt, det er, at det er rent diktatur, vi lever under. Få politikere har bestemt, at vi ikke skal have pelsdyravl i Danmark. Det kan man i det mindste tage op i Folketinget. Det er det, jeg kalder demokrati. Hvis alle Folketingets medlemmer var enige om, at vi afvikle pelsdyravl, så må vi bare bukke og neje og så det er det, vi gør, men ikke på den her måde, hvor det er få politikere, der har bestemt, siger Poul Frederiksen fra Gjøl.