Psykisk syge bliver væk: - Fik jeg ikke behandling, var jeg indlagt
Foto: Torben Hedemose
Færre patienter er blevet henvist og indlagt i Psykiatrien i Region Nordjylland, siden coronavirus ramte Danmark.
Jannie Lyngberg-Larsen fra Støvring er diagnosticeret med bipolar lidelse og har de seneste ni år haft fast kontakt til Psykiatrien i Region Nordjylland.
Men den seneste måned har kontakten med hendes psykiater udelukkende foregået via telefon - af hensyn til corona-situationen.
- Det har jo betydet, at jeg har kunnet bibeholde en hverdag nogenlunde, som jeg kender den. Nu gør min diagnose jo, at jeg har store stemningssvingninger i forvejen, men de bliver endnu mere ekstreme i den her situation, vi står i nu med alt det her corona, forklarer Jannie Lyngberg-Larsen.
Hun er derfor også yderst bevidst om, hvad manglende kontakt til det psykiatriske system vil have betydet for hende.
- Så havde jeg været indlagt. Jeg havde ikke været i stand til at opretholde et liv, jeg lever med min mand og med min søn, hvis ikke jeg fik noget hjælp, siger hun.
Det er imidlertid ikke alle psykisk sårbare, der har den fornødne kontakt til psykiatrien i øjeblikket. Sådan lyder bekymringen fra Region Nordjylland. Færre patienter er blevet henvist og indlagt i Psykiatrien, siden coronavirus ramte Danmark.
- Det er indlysende, at vi tror, at vi skal have henvist nogle flere, end vi får lige nu, siger lægefaglig direktør i Psykiatrien, Tine Gram Larsen
Drastisk fald i patienter
I Psykiatrien i Region Nordjylland har man oplevet næsten en halvering i antallet af henvisninger, og hvor cirka 85 procent af sengene i Psykiatrien før var i brug, var det i påsken kun 56 procent af sengene, der var optagede.
Samme tendens ses på landsplan.
Psykiatrien har ellers ikke haft lukket. Det har stadig været muligt for patienter at være i behandling – dog er det primært foregået over video- og telefonkonsultationer.
- Jeg er bekymret for, om tallene dækker over, at der er psykisk syge borgere, som ikke får den behandling, som de bør have.
Ulla Astman, regionsrådsformand
- Jeg er bekymret for, om tallene dækker over, at der er psykisk syge borgere, som ikke får den behandling, som de bør have. Derfor skal vi have vendt tendensen, så patienter fortsat henvender sig til lægen eller Psykiatrien med deres psykiske sygdom, siger regionsrådsformand Ulla Astman.
- Patienter kan trygt komme hos os
Også lægefaglig direktør i Psykiatrien, Tine Gram Larsen, er bekymret over en situation, hvor psykiatriske patienter ikke får den behandling, de skal have.
- Vi er særligt bekymret for dem, der ikke er henvist til os. For dem vi allerede har kontakt til, dem har vi egentlig ret tæt opfølgning på via telefon og via skærm, selvom vi ikke nødvendigvis ser dem alle sammen så hyppigt. Men dem der ikke er henvist, dem kender vi jo ikke status på.
- Derfor vil jeg understrege, at patienterne trygt kan komme hos os i Psykiatrien – vi er klar til at behandle både ambulant og under indlæggelse – på trods af corona, siger Tina Gram Larsen.
Der er sendt en opfordring ud til kommunerne og de praktiserende læger, hvor man beder dem om ikke at tøve med at henvise til Psykiatrien.
- Det er vores håb at disse opfordringer, samt den gradvise åbning af almen praksis og skolesystemet kan være med til at vende tendensen, så vi kan give borgerne den rette behandling i rette tid, siger Tina Gram Larsen.
Jannie Lyngberg-Larsen fra Støvring er glad for, at hun har haft mulighed for at bevare kontakten til sin psykiater under corona-situationen - selvom det har foregået telefonisk. Og derfor lyder opfordringen til dem, der måtte holde sig tilbage:
- Jeg synes, at det er rigtig vigtigt, at man får opsøgt noget hjælp. Jeg har selv oplevet i den her situation, at jeg har behov for ekstra medicin, og det skal jeg være opmærksom på med min psykiater. Men jeg synes også, at det er vigtigt, at du – for din skyld – for gjort noget. Det er vigtigt både for dig og dine omgivelser, lyder det fra Jannie Lyngberg-Larsen.
Efter planen er Psykiatrien igen i normal drift fra mandag i uge 17 under hensyntagen til smitterisiko.