Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel

Et år med corona: Her er tidslinjen over pandemiens 'dans' med Nordjylland

En ukendt virus dukkede i slutningen af 2019 op i Kina. Siden spredte den sig til resten af verden og nu har den i et helt år bestemt dagens orden i Nordjylland og resten af Danmark. Vores nordjyske historie starter i februar 2020.

27. februar 2020

Den første dansker bliver testet positiv for coronavirus. Der er tale om en mand, der har været på skiferie i Norditalien.

6. marts 2020

Statsministeren holder sit første pressemøde om coronavirus. Hun anbefaler, at alle arrangementer med flere end 1000 personer aflyses, og at alle stopper med at give hånd, kys og kram.

På Aalborg Universiteshospital viser overlæge Henrik Nielsen viser den nye ‘pandemi-afdeling’ frem. Det er få dage forinden blevet besluttet, at de fem regioner skal ruste sig til potentielt rigtig mange indlagte.

11. marts 2020

Regeringen annoncerer, at landet skal lukkes ned, så antallet af coronasmittede ikke bliver så højt, at sundhedsvæsnet ikke kan følge med. Skoler og institutioner lukker i to uger. Alle offentligt ansatte, der ikke varetager kritiske funktioner, sendes hjem og forsamlinger på flere end 100 forbydes.

Samtidigt valfarter nordjyderne til butikkerne for at hamstre af alt fra toiletpapir til kakaomælk, selvom statsministeren på pressemødet forsikrer om, at det ikke var nødvendigt; forsyningssikkerheden er ikke i fare.

12. marts 2020

I Meny i Skalborg gør butikschef Anders Mogensen status dagen derpå. En kunde købte 100 pakker gær, fortæller han.

-Vi må håbe, han er bager, fordi ellers er det lidt usmageligt

Samme dag opfordrede dagligvarehandlen, erhvervsministeren og daværende fødevareminister til at handle ind, som man plejer.

13. marts 2020

Grænserne til landet bliver lukket.

En 80-årig mand, der var smittet med covid-19, døde natten til d. 13. marts på Aalborg Universitetshospital. Han var den første dansker, der døde, mens han var smittet med covid-19. Manden blev først testet positiv efter sin død.

En af de sidste passagerer på ColorLines færge i Hirtshals inden færgelejet lukker ned, lørdag den 14. marts. Foto: Henning Bagger / Ritzau Scanpix

17. marts 2020

Tiltagene for at undgå smittespredning strammes. Statsministeren forbyder forsamlinger på over 10 personer og beder en lang række butikker og restauranter om at holde lukket.

Samme aften taler dronningen til folket.

En familie lytter til dronning Margrethes tv-tale fra Fredensborg Slot om den alvorlige situation i forbindelse med udbredelsen af coronavirus, tirsdag den 17. marts 2020. Foto: Thomas Sjørup / Ritzau Scanpix

20. marts 2020

Der er helt stille i Aalborg Lufthavn, hvor størstedelen af de ansatte er blevet sendt hjem.

En gate i Aalborg Lufthavn - helt affolket.

23. marts 2020

Regeringen forlænger nedlukningen - hverdagen er blevet markant anderledes i mange danske hjem.

27. marts 2020

Der er i Nordjylland konstateret 66 tilfælde af covid-19 i Aalborg Kommune og 10 i Mariagerfjord kommune. I de øvrige ni nordjyske kommuner er der konstateret under 10 tilfælde pr. kommune. Med til historien om første bølge af coronavirus i Danmark hører dog, at testkapaciteten var meget begrænset og at man skulle have tydelige symptomer samt en henvisning fra sin læge for at blive testet, så smitten har været mere udbredt end tallene fortæller. Den 27. marts var der 30 indlagte med covid-19 i Nordjylland.

Påsken 2020

Under nedlukningen bliver nordjyderne kreative.

Der bliver både afholdt drive-in gudstjeneste i Aalborg Lufthavn, dyrket gin-yoga på live-stream, udlånt poser med bøger fra bibliotekerne - og så bliver der indsat ‘coronavagter’ i SuperBrugsen i Løkken.

Politiet melder om rolige påskedage, mens ‘corona-politiet’ har en anden opfattelse på Facebook.

6-årige Jens spredte glæde i Biersted ved at pynte op til påske i hele byen. Flere hundrede perlekyllinger blev det til. Klik på billedet for at læse artiklen.

18. april 2020

Over hele landet bliver der sat hvide telte op, der skal bruges til test for coronasmitte.

20. april 2020

Første fase af genåbningen: De liberale erhverv, herunder frisører, kan åbne igen, og på skolerne forsøger de yngste elever at huske at holde afstand.

11. maj 2020

Indkøbscentre, stormagasiner, arkader og basarer får mulighed for at genåbne.

18. maj 2020

Fase to af genåbningen gennemføres. Blandt andet kan de ældste elever vender tilbage til skolen den 18. maj.

Statsminister Mette Frederiksen sagde godmorgen til eleverne på Stolpedalsskolen i Aalborg.

21. maj 2020

Dele af fase tre fremrykkes, så blandet andet zoologiske haver kan åbne igen. Antallet af smittede er faldet støt måneden igennem, og det betyder, at Aalborg Zoo, som ellers havde håbet på en tidligere genåbning, nu kan åbne dørene for gæsterne.

Tidslinjen fortsætter efter videoen
Sommeren 2020 skulle, som i mere end 30 år forinden, have budt på Nibe Festival, men på grund af coronavirus kunne festivalleder Peter Møller Madsen holde fri de fire dage i starten af juli, hvor han normalt er 'på'.

En

Sommeren 2020

Rigtig mange danskere holder ferie herhjemme, og det betyder travlhed på de nordjyske feriedestinationer. Politikommisær Morten Axelsen fortæller, at de aldrig har set så mange mennesker i Skagen

8. juni 2020

Forsamlingsforbuddet hæves fra 10 til 50.

17. juni 2020

Der findes coronavirus i en minkbesætning ved Sindal. Dagen efter starter arbejdet med at aflive de 11.000 mink.

21. juni 2020

Selvom antallet af nye smittede ligger relativt lavt i sommerperioden er der stadig grund til bekymring. Smitten er kommet ind på to tredjedele af de danske sygehuse, og mobile testenheder opsporer smitte i sommerlandet.

1. juli 2020

Tre minkfarme er testet positive for covid-19.

3. juli 2020

Skyland Bech Camp i Øster Hurup lukker efter første uge med ungdoms-camp. Arrangørerne føler, at de er tvunget til at lukke for at undgå en shitstorm.

8. juli 2020

Forsamlingsforbuddet, der har ligget på 50 personer, bliver hævet til 100

Tidslinjen fortsætter efter videoen

Få befolkningsgrupper har været så isoleret som de ældre under corona. Men på Otiumgården i Aalborg fik de 3. juli besøg af 0. klasse fra Stolpedalsskolen, der brugte kunst til at hjælpe de ældre med afsavn. 

3. august 2020

Smitten spreder sig igen i samfundet og selvom antallet af indlagte i Nordjylland er på det laveste niveau i løbet af pandemien, ser man begyndende tegn på øget smitte i samfundet. Flere tester positive i det test-system, der nu udgør et meget finmasket net i forhold til at følge sygdommens udvikling.

I Nordjylland er 635 personer den 3. august blevet testet positive for covid-19 - 26 personer er døde af eller med sygdommen.

17. september 2020

Mens spekulation om, hvordan smitten sprede sig mellem minkfarmene pågår, bliver den 19. nordjyske minkfarm konstateret smittet med coronavirus

18. september 2020

Forsamlingsforbuddet sænkes til 50 personer. Det betyder, at landets caféer, restauranter og barer skal lukke for gæster klokken 22, og at gæster og ansatte skal bære mundbind, medmindre de sidder ned.

Samme dag indfører Nordjyllands Politi et midlertidigt opholdsforbud i Jomfru Ane Gade.

Det nye forsamlingsforbud påvirker blandt andet Louise og Henriks bryllupsfest dagen efter.

1. oktober 2020

Over en million mink skal aflives, oplyser daværende fødevareminister Mogens Jensen (S).

41 nordjyske minkfarme har smitte med coronavirus.

7. oktober 2020

De landsdækkende restriktioner forlænges til den 31. oktober.

13. oktober 2020

Smitten stiger eksplosivt blandt mennesker og mink i Jammerbugt Kommune. Samme dag udtrykker fødevareministeren bekymring for virusmutationer i mink.

29. oktober 2020

Der indføres krav om brug af mundbind i blandt andet butikker, biografer og på ungdomsuddannelser. Få dage forinden er forsamlingsloftet blevet sænket fra 50 til 10 personer.

31. oktober 2020

Sundhedsvæsnet indfører et nyt corona-varslingssystem, der skal give danskerne et overblik over restriktioner og risikoniveau.

  • Risikoniveau 1: Lav lokal smitte med mulighed for opblussen.
  • Risikoniveau 2: Lokale og regionale udbrud af smitte, der kan brede sig.
  • Risikoniveau 3: Udbredt samfundssmitte med potentiale for hurtig acceleration i smittetal.
  • Risikoniveau 4: Udbredt samfundssmitte og begyndende pres på kapacitet på sygehusene.
  • Risikoniveau 5: Udbredt samfundssmitte og risiko for, at behandlingskapaciteten på sygehusene overstiges.

4. november 2020

Regeringen beslutter at alle mink i landet skal aflives på grund af risikoen for at miste kontrollen med epidemien, fordi mutationer i mink kan påvirke vaccine-effektiviteten hos mennesker.

Daværende faglig direktør i Statens Serum Institut Kåre Mølbak er bekymret for, at pandemien starter forfra med udgangspunkt i Danmark.

5. november 2020

Regeringen isolerer syv nordjyske kommuner i fire uger, fordi der er bekymring for virkningen af en kommende vaccine.

Man skal altså ikke krydse kommunegrænserne mellem Vesthimmerland, Læsø, Frederikshavn, Hjørring, Brønderslev, Jammerbugt og Thisted Kommuner medmindre man har et ‘uopsætteligt behov’.

11. november 2020

To tredjedele af de danske mink er aflivet.

TV2 Nord udgiver dokumentaren 'Da Nordjylland smed pelsen'

18. november 2020

Efter massiv kritik har fødevareminister Mogens Jensen (S) valgt at fratræde ministerposten. En udmelding der kommer i kølvandet på skandalesagen om aflivning af mink.

26. november 2020

Sundhedsminister Magnus Heunicke fortæller, at de første danskere kan blive vaccineret mod corona en måneds tid senere - lige efter jul.

Den første vaccine ankommer til Nordjylland

16. december 2020

Storcentre skal lukke lige midt i julehandlen, de ældste folkeskoleelever sendes hjem og restauranter lukkes for servering.

21. december 2020

Liberale erhverv skal igen holde lukket. Det gælder tatovør-, piercing-, spa-, kropspleje, skønheds- og massageklinikker, solarier, frisører og køreskoler samt andre typer af liberalt erhverv, der indebærer tæt fysisk kontakt med kunder. Danmark er nu lukket næsten ligeså meget ned som i foråret - dog er daginstitutionerne stadig åbne.

25. december 2020

Resten af detailhandlen lukker ned.

Tidslinjen fortsætter efter billedet

Julemændenes 2020 blev også ødelagt af coronavirus. Og så alligevel. I Aalborg Zoo kunne man på sikker vis snakke med julemanden, der havde fået sin egen 'snow globe' i haven.

27. december 2020

Den første vaccine i Nordjylland gives til 92-årige Chresten Baisgaard på plejehjemmet Birkebo i Aalborg. Samme dag registreres der 2180 nye tilfælde af covid-19 i Danmark.

Nytår 2020/2021

2021 begynder med restriktioner og hjemmeundervisning.

5. januar 2021

Statsminister Mette Frederiksen (S) fortæller på et pressemøde, at forsamlingsforbuddet sænkes til fem personer og afstandskravet ændres fra en til to meter. Risikoniveauet ændres fra niveau fire til niveau fem, der betyder ”udbredt samfundssmitte og risiko for at behandlingskapaciteten på sygehusene overstiges”.

16. januar 2021

Første tilfælde af den sydafrikanske variant af corona bliver fundet i Danmark, den er døbt B1351/501Y. Samtidig er andelen af smittede med B117-mutationen (den britiske coronavariant) stigende.

17.745 nordjyder havde denne dag modtaget første stik med enten Pfizer- eller Modernavaccinen. Endnu var ingen nordjyder færdigvaccinerede. På landsplan havde blot fem personer fået stik nummer to på denne dag.

23. januar 2021

Mads Albertsen og hans team på Aalborg Universitet sekventerer de positive coronaprøver og holder øje med mutationerne.

Han er mere bekymret for en mere smitsom variant end en mere dødelig variant.

Klik her for at se hele dokumentaren om Mads Albertsen og hans team.

8. februar 2021

En ny genåbningsproces tager sin begyndelse da de yngste elever (0. til 4. klasse) kan vende tilbage til skolen efter at have været hjemsendt siden 21. december.

Genåbningen kommer som reaktion på et stejlt fald i antallet af indlagte med covid-19. Den 8. februar er 44 nordjyder indlagt på samme tid. Det er flere end der var på noget tidspunkt under første corona-bølge i foråret 2020, men langt færre end de 71 indlagte der var i starten af januar, da der var allerflest indlagt på samme tid.

1.marts 2021

Næste fase i genåbningen føres ud i livet og butikker uden for storcentre kan igen holde åbent og julegave-bytningen, der har været godt to måneder, kan gå igang. Samtidig kan afgangsklasserne i grundskolen og på ungdomsuddannelserne møde fysisk op igen.

Genåbningen sker geografisk differentieret, så her i Nordjylland kan også efterskolerne byde eleverne velkommen tilbage.

3. marts 2021

Første tilfælde af den brasilianske corona-variant (kaldet P1) findes i Danmark.

6. marts 2021

For første gang er den sydafrikanske mutation fundet hos en borger i Nordjylland.

I dag - 11. marts 2021

Et år efter at statsminister Mette Frederiksen på det historiske pressemøde lukkede Danmark ned fordi en sundhedskrise, der ikke kender grænser eller race, skyllede ind over Danmark gør vi endnu en mellemregning. For vi kan ikke slå to streger under et facit endnu.

Sygdommen covid-19 har direkte og indirekte haft store både økonomiske og menneskelige konsekvenser. Men det lysner. Over 15.000 danskere modtager hver dag i øjeblikket en dosis vaccine, der skal beskytte mod covid-19. Og danskernes adfærd under det der har føltes som en årelang vinter, gør, at sundhedsmyndighederne anbefaler yderligere genåbning.


Deres far var tæt på at dø - så gjorde sønner noget, de ikke plejer

De producerer ornesæd til store dele af verden, men det med følelser, det er de ikke så gode til. Nu har Ornestationens Sønner bedt om hjælp fra tv-vært Anders Bro.

De husker alle dagen, som var det lige sket - de fire sønner Johnny, Thomas, Michael og Kenneth Markussen.

Det var midt i julen på Ornestation Mors, da de fik at vide, at de skulle skynde sig til Aalborg. Deres far var på operationsbordet med blodprop i hjertet. 

Han skulle have en akut bypass-operation. Det var ikke sikkert, han ville overleve.

Og så skete det, der ikke måtte ske. Mens han er midt i den store operation, hvor der er åbnet op helt ind til hjertet, får deres far endnu en blodprop samme sted . 

- Så genopliver de ham direkte på hjertet. Så han har været tæt på kanten, fortæller den ældste søn, Thomas Markussen.

Deres far er Andreas Markussen. 

Han er en af nøglefigurerne i den forandring, der har været på Ornestation Mors. De er gået fra at være en lille lokal virksomhed, der leverer ornesæd til landmænd på Mors, i Salling og Thy til i dag at være en international virksomhed med kunder i blandt andet Tjekkiet og Thailand.

Andreas Markussen fra Ornestationen på Mors overlevede tre blodpropper i hjertet. Foto: Henrik Drivsholm, TV MIDTVEST

- Jeg var lige henne og røre ham

Sønnerne er også med i virksomheden. Johnny Markussen er direktør, Thomas Markussen er i produktionen, Michael Markussen står for teknik, og yngste bror Kenneth Markussen står for indkøb og lager.

Da sønnerne nåede frem til deres far, skete der noget, som normalt ikke plejer at ske, når far og sønner er sammen. De overskred en grænse.

- Da han kom hjem fra sygehus, der tror jeg faktisk, jeg gav ham en krammer. Jeg var lige henne og røre ham, fortæller Thomas Markussen.

- Helt alvorligt, har du aldrig krammet ham?

- Det er fandeme ikke mange gange, der er nogle af os, der har. Det går vi ikke sådan og bruger, siger næstældste søn, Thomas Markussen.

Genoplivet tre gange

Tre gange blev deres far genoplivet på sygehuset. Lige der var der brug for et kram. Selv om det normalt ikke er noget, de de sådan går og deler voldsomt ud af på ornestationen.

- Hellere en lammer end en krammer, som sønnen Michael Markussen udtrykker det.

Deres far overlevede de tre blodpropper og kom hjem til Mors. I fem år efter blodpropperne har han knoklet videre med familiens livsværk - Ornestation Mors.

Men nu har Andreas Markussen truffet en beslutning. Han stopper og har indbudt forretningsforbindelser, venner og familie til afskedsreception.

Det har sat de fire sønner i en noget penibel situation. For hvad gør man ved sin far, når man mere er til lammer end krammer og i det hele taget har det lidt stramt med store ord og følelser?

Man ringer til en ven. Eller nærmere bestemt Anders Bro fra programmet "Få det Sunget" på TV MIDTVEST. Han kan nemlig hjælpe med at få sunget lige det, der er lidt svært at få sagt.

Polio og styrt på kontoret

Det er næppe for meget at sige, at farmand Andreas Markussen ikke er, som folk er flest. 

Ikke nok med at han er kommet sig oven på tre blodpropper i hjertet, han har også en anden sygdom, der sætter begrænsninger. 

Når man møder Andreas Markussen, så er han let at kende. Han går med stok og trækker meget på det ene ben. Det skyldes den børnelammelse, han lider af.

Arkivfoto. Foto: Niels Ahlmann Olesen, Scanpix

Modsat blodpropperne så er lammelsen dog noget, der ind i mellem skaber situationer, som alle - både Andreas selv, familie og venner - kan grine af.

Som dengang han faldt midt på gulvet i kontoret, mens han var ved at tale i telefon, fordi benet pludselig gav efter under ham.

- Så knaldede han ned i reolen, der stod bag ved, så mapper og det hele fløj om ørerne på ham, så gav han telefonen, han havde headset på, til ham ved siden af og sagde: Kan du ikke lige sige, jeg ringer igen, fortæller Michael Markussen.


Julemanden rejste langt alene: Så væltede børnene ind

Foto: Asger Christiansen

Foto: Asger Christiansen

Selvom der ikke var siddepladser nok, var der husrum nok, da julemanden rejste afsted med veteranbanen.

Du troede måske, julemanden ankom i kane, men der tager du fejl.

I hvert fald når det gælder Mariager, for her ankommer han i god gammeldags stil med Veterantoget, Hadsund-Peter.

Selvom den gamle motorvogn har rundet 98 år - og dermed er den ældste køreklare motorvogn i hele Danmark - kan den stadig trække en fuld vogn.

Og det var en MEGET fuld vogn julemanden kørte med søndag for at komme ind til Mariager og tænde lysene på juletræet på Torvet.

Vognen har 73 siddepladser og 8 klapsæder, men hele 92 juleglade mennesker, især børn, lykkedes med at komme på turen.

Der var enorm opbakning på julemandens rejse. Foto: Asger Christiansen Foto: Asger Christiansen

Julemandens rejse til Rosernes By, Mariager, var en kort, men hyggelig fornøjelse. Den rødklædte og hvidskæggede julemand stod og ventede på perronen i Lunddalen. Resten af turen til Mariager kørte nemlig på skinner og tog kun 10 minutter.

- Der var rigtig god stemning i motorvognen. Der var en sitren af forventning hos børnene. Julemanden var som altid i godt humør, og stort se alle børn fik en krammer af den trivelige gamle mand, lyder det fra togføreren Kurt Becher.

Det blev en varm ankomst i Mariager, idet omkring 50 personer stod klar for at modtage den gamle julemand. Herefter blev han af pony-vognmanden bragt ind til Torvet i flot vintersol, hvor juletræet blev tændt.

Julemanden var omgivet af børn på sin tur Foto: Asger Christiansen Foto: Asger Christiansen

En unik julegaveidé

Ifølge togfører Kurt Becher kører julemanden med veteranbanen igen næste jul.

- Kan man ikke vente et helt år på at få en tur med den sjove gamle motorvogn, skal man blot kigge forbi hos veteranbanen i sommermånederne, hvor Hadsund-Peter suser frem og tilbage mellem Mariager og Handest, fortæller han.

Og hvis man tænker, at man selv vil bestemme, hvem der skal ombord på den knap 100 år gamle vogn, ja, så er der en helt særlig mulighed.

- Står man lige og mangler ideen til en original julegave, fortæller togføreren, så kan man jo leje Hadsund-Peter og få sit helt eget særtog. - Se, det er en julegave, der vil blive husket!


Landsby skal skaffe en halv million for at genoplive købmandsbutik

Foto: Per Frank Paulsen / TV2 Nord

Der bliver solgt anparter for 2500 kroner per styk.

Borgerne i Ravnkilde måtte i slutningen af september vinke farvel til landsbyens købmandsbutik, men snart kan der igen blive tændt lys i butikslokalerne.

En lokal arbejdsgruppe forsøger nemlig at vække købmandsbutikken til live igen. Mandag aften er der indkaldt til borgermøde, hvor der bliver gjort status, og hvor man forsøger at lodde stemningen blandt borgerne i området i forhold til at stable en ny butik på benene.

- Der er rigtig mange ting, som ser ud til at lykkes, men vi skal lige have det hele til at falde på plads. Borgernes opbakning er det afgørende, så hvis der kommer positiv tilbagemelding i aften, og vi får solgt nogle anparter, er jeg helt sikker på, at vi starter en butik, siger Jan Værum Nørgaard, der er med i 'Købmandsgruppen' i Ravnkilde.

Arbejdsgruppen, som står bag mandagens borgermøde, har lavet det indledende arbejde, som skal til, hvis Ravnkilde igen skal have en købmandsbutik. Nu er man dog nået til et punkt, hvor der er behov for blandt andet et økonomisk fundament.

- Vi arbejder lige nu på at købe bygningerne, men det er jo betinget af, at vi skaffer pengene, siger Jan Værum Nørgaard, som fortæller, at en ny købmand er klar, hvis praktikken falder på plads.

- Vi har en lokal borger, som arbejdede i den nu lukkede butik, og hun vil gerne fortsætte.

'En stor joker i baghånden'

Den store hurdle er nu, at der skal penge i kassen. 'Købmandsgruppen' skyder i forbindelse med borgermødet salget af anparter i gang. De bliver solgt for 2500 kroner per styk.

- Vi skal have solgt anparter, og det bliver lidt klemt af, at det er jul, og folk vil bruge penge på noget andet. Jeg håber, at vi midt i december har en afklaring af, hvor meget vi får ind igennem salg af anparter, siger Jan Værum Nørgaard og understreger:

- Vi skal i hvert fald på den anden side af en halv million kroner for, at det er en succes.

Jan Værum Nørgaard er optimistisk i forhold til at nå i mål. Han fortæller, at 'Købmandsgruppen' har en nyhed, som bliver præsenteret på mandagens borgermøde.

- Vi har en stor joker i baghånden, så det er en cliffhanger, siger Jan Værum Nørgaard.


Så meget skal landmændene nedbringe deres CO2-udslip

Foto: Mads Claus Rasmussen / Ritzau Scanpix

Den grønne trepart tager udgangspunkt i det mest vidtgående af de mulige scenarier.

Søndag aften landede regeringens længeventede aftale om den grønne trepart endelig.

Et af de helt store knudepunkter, der har været set frem til med en del nervøsitet hos især de nordjyske landmænd, har været mængden af kvælstof, som de skal nedbringe deres landbrug med.

Og her kan de næppe ånde lettede op.

Grøn trepart tager nemlig afsæt i scenarie 1 – med undtagelse af ét sted

Regeringspartierne samt SF, Liberal Alliance, Det Konservative Folkeparti og Radikale Venstre har indgået aftale om 'Implementering af et Grønt Danmark'. Det nationale indsatsbehov tager udgangspunkt i scenarie 1 – med undtagelse af Bornholm.

Den grønne trepartsaftale

  • Samlet afsættes 43 mia. kr. til omlægning af Danmarks arealer via Danmarks Grønne Arealfond.

  • Der kommer en CO2-afgift på landbruget: Danmark bliver det første land i verden med en CO2-afgift på landbruget.

  • Etablering af 250.000 hektar ny skov, hvoraf 100.000 hektar bliver urørt skov.

  • Udtagning af 140.000 hektar lavbundsjorde til skabelse af enge og moser, der fremmer vilde fuglearter.

  • Plantes næsten én milliard træer, svarende til en linje af træer, der kan nå 38 gange rundt om jorden.

  • Fem nye naturnationalparker tilføjes, så Danmark samlet får 21 naturnationalparker.

  • Lokale treparter etableres, hvor kommuner og lokale aktører spiller en central rolle i planlægningen og implementeringen.  Lokale omlægningsplaner skal udarbejdes inden for ét år.

Det betyder, at kvælstofudledningen skal reduceres med 13.780 tons. Det står der i aftalen, som TV 2 har set.

Aftalepartierne er også enige om, at der på tværs af landegrænser bør opereres ud fra fælles miljømål, og at Danmark derfor straks skal tage initiativ til at indgå en interkalibreringsaftale med Sverige og Tyskland.

TV2 Nord har tidligere talt med bekymrede landmænd om netop CO2-nedbringelse og en mulig CO2-afgidt.


Er du klar på vinteren? Den kommer meget snart.

Mandag er altid starten på en ny uge, men denne gang en uge med et markant vejrskifte.

Det bliver nemlig snart meget mere vinterligt, så frem med handskerne, huen og vinterdækkene.

I dag holder temperaturerne sig dog stadig over frysepunktet med en morgentemperatur på to til fire grader.

Det betyder også, at de enkelte byger, dagen byder på, vil komme som regn. Så der bliver ikke bygget snemænd i endnu.

Vinden vil være frisk fra nordvest, og i eftermiddag kommer temperaturerne op på omkring fire til seks grader.

Aftenen vil være overvejende klar, og temperaturerne vil begynde at falde nedad og nærme sig frysepunktet.

Måske allerede i nat kan der komme en mere vinterlig byge.

Klik og lad Solvej Vindblæs fortælle dagens vejrudsigt:

Vejret tre timer frem
Vejret senere

Se vejrudsigten her: