Selvtests bliver revet væk op til jul
Nordjyderne vil gerne holde coronafri juleaften - men selvtests er stort set udsolgt. Falck har i dag meldt ud, at dem, der testes positive, fra i morgen kan hente testkit til familien på deres testcentre.
Hvis man inden jul vil tjekke sig selv for corona, ser det sort ud.
Hos Matas i Bispensgade i Aalborg, var der nemlig ikke flere at få.
- Lige nu har vi desværre udsolgt af dem, og det ser lidt sort ud med at kunne sige, hvornår vi får dem igen, siger butikchef Rikke Dupont.
Matas har i længere tid haft testene til salg uden den store interesse. Det ændrede sig, da Søren Brostrøm på et pressemøde slog et slag for hjemmetest.
- Det gjorde, at det blev noget, vores kunder blev meget interesserede i, og så var de væk, siger Rikke Dupont om testene.
Coronasmittetallene slår næsten hver dag nye rekorder. Med kun fire dage til jul er nordjyderne for alvor blevet nervøs for, om det bliver en jul med corona.
- Det bekymrer mig helt klart, og det rører ved alle mennesker, men det er ikke noget, vi kan gøre ret meget ved, siger pensionist Kim Varberg, Klarup.
Han må blandt andet undvære sin datter, som bor i England og ikke kommer hjem til jul.
- Så det får indflydelse på vores jul, siger han.
Udviklingskonsulent Mikkel Hansen, som bor i Aalborg, har corona helt tæt på.
- Min stedsøster har lige fået det, så det har betydning for vores lillejuleaften som vi skulle have holdt sammen, siger han og fortsætter:
- Jeg bliver testet, inden jeg tager hjem, og det tror jeg også, resten af min familie gør.
Falck oplyser i dag, at de fra 21.-24 december vil tilbyde testkit til dem, der efter en kviktest på Falcks testcentre i Nordjylland, Region Midtjylland og Region Sjælland, konstateres coronapositive.
Vil bremse smittekæder
- Vi vil gerne være med til hurtigt at bremse smittekæder og ønsker med dette initiativ at få testene bragt ud til de familier og husstande, hvor smittespredningen er en særlig udfordring her op til jul.
- Det store smittetryk presser samtidig den øvrige testindsats, og med udleveringen af gratis testkits til de positivtestede, ønsker vi at øge tilgængeligheden til tests og få testene ud, hvor de vil gøre allermest gavn,” siger Jakob Riis, Falcks administrerende direktør.
Man kan nu også sikre sig ved at drosle helt ned juleaften.
- Jeg skal sidde alene juleaften, så det kommer ikke rigtigt til at have betydning for mig, siger Erik Sørensen, fra Aalborg. Han er førtidspensionist.
Så du skal ikke testes inden juleaften?
- Det synes jeg ikke er nødvendigt, lyder det fra Erik Sørensen med et lille smil på læben.