Aalborg har fået sin første mester i DM-ugen
Foto: Mogens Jørgensen / TV2 Nord
17-årige Alberte Idskov blev mester i Junior Women Elite klassen i BMX da DM-ugen blev afholdt i 2022.
Det er første gang Danmarks Idrætsforbund holder en DM-uge, hvor man samler en masse forskellige danske mesterskaber.
De første sæt medaljer af i alt 180, som skal uddeles i løbet af DM-ugen, blev onsdag aften udelt hos BMX-klubben Falcon i Aalborg.
Det skete, da der blev tyvstartet på DM-ugen i Aalborg, hvor der skal konkurreres i 52 forskellige discipliner de næste fem dage.
Den arrangerende klub Falcon i Aalborg var så ubeskeden at hjemtage den første guldmedalje ved den 17-årige Alberte Idskov, der blev mester i Junior Women Elite-klassen.
- Det er fedt at være dansk mester, lyder det fra Alberte Idskov.
Hun har ikke haft konkurrenter i junior-klassen, hvorfor hun har måtte konkurrere mod eliteklassen, der er lidt ældre end hende. Og det affødte altså en guldmedalje.
Og ikke nok med, at Aalborg har hentet sig en guldmedalje, så kørte Oliver Østergård Sayk også en flot bronzemedalje hjem til Falcon BMX Klub.
- Det var godt. Jeg er meget tilfreds, lyder det fra Oliver Østergaard Sayk - også selvom han ikke kan nå at blive dansk mester. Han kan dog stadig nå at kæmpe om et podie, og det går han benhårdt efter.
Torsdag begynder DM-ugen for alvor, når flere af de 52 sportsgrene afvikler indledende runder og finaler. Stævnet fortsætter til og med søndag aften rundt om i Aalborg, som de næste fem dage derfor vil være fyldt med sportsfolk, som jagter medaljer.