Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel

Eddie-sagen: Begge tiltalte skal dømmes for manddrab, mener anklager

Foto: Per Frank Paulsen / TV2 Nord

Eddie Karl-Johan Christensen boede i campingvogn på billedet. Til højre for det gule skilt kan man se to skudhuller i campingvognen.

Anklagemyndighed kom torsdag med sin afsluttende procedure i retssagen om drabet på Eddie Karl-Johan Christensen.

De sidste ord er ved at være sagt ved Retten i Hjørring ved retssagen om drabet på Eddie Karl-Johan Christensen.

Torsdag kom anklagemyndigheden med sin afsluttende procedure ved Retten i Hjørring, hvor to svenske mænd på henholdsvis 46 og 53 år er tiltalt for i forening eller ved forudgående aftale at have skudt, brændt og dræbt Eddie Karl-Johan Christensen.

Specialanklager Kim Kristensen startede sin procedure med at fortælle, at det ikke er mærkeligt, at der i straffesager med flere tiltalte, vil opstå en situation, hvor de tiltalte peger på hinanden som gerningsmand.

Det er vigtigt for mig at slå fast, at der ikke er tale om en enten eller sag.

Kim Kristensen, specialanklager

Forskellige forklaringer

Ved de foregående retsdage ved Retten i Hjørring har de to tiltalte netop givet forskellig forklaring på, hvad der skete mellem den 9. og 11. maj sidste år, hvor Eddie Karl-Johan Christensen blev dræbt.

Den 53-årige tiltalte forklarede, at han ikke havde dræbt Eddie, og han har heller ikke havde et bud på, hvem der gjorde, mens den 46-årige direkte pegede på den 53-årige som drabsmand.

- Det er vigtigt for mig at slå fast, at der ikke er tale om en enten eller sag, med det mener jeg, at det ikke kun er den ene, der kan drages til ansvar. De tiltalte skal dømmes for at have dræbt Eddie sammen. Det var 53-årig der skød Eddie, men 46-årig agerede på en sådan måde før, under og efter drabet, at han også skal erklæres skyldig, hvad enten Eddie døde af skuddene eller ved at blive lagt på bålet, sagde specialanklager ved Nordjyllands Politi Kim Kristensen ved Retten i Hjørring.

Anklager: 46-årige mere troværdig

Anklageren lagde i sin procedure vægt på, at den 46-åriges forklaring i høj grad understøttes af den efterforskning, der er blevet lavet i sagen af politiet, ligesom den 46-årige afgav forklaring samme dag, som han blev anholdt, hvor han sagde, at det var den 53-årig, der skød Eddie.

- Den 46-åriges forklaring skal lægges til grund langt hen af vejen, sagde Kim Kristensen, der også sagde, at selvom den 46-åriges forklaring langt hen ad vejen skal lægges til grund, så har den 46-årig bagatelliseret sin egen indblanding. Anklagemyndigheden mener nemlig, at den 46-årige er strafferetlig ansvarlig for drabet på Eddie, fordi han ifølge anklageren måtte have indset at Eddie ville dø på det brændende bål, hvis han ikke var død i forvejen.

Kunne ændre forklaring

Anklageren sagde også i retten, at små detaljer i den 46-åriges forklaring giver den mere troværdighed, blandt andet en mindre detalje om, at den 53-årig havde en magnet under en vindueskarm på sit soveværelse.

På den anden side sagde anklageren, at den 53-årige ventede i to måneder med at give forklaring i sagen.

- Den 53-årige havde mulighed for at indrette sin forklaring efter de beviser politiet indhentede, sagde Kim Kristensen ved Retten i Hjørring.

Senere torsdag skal også den 53-åriges forsvarer Karina Skou og den 46-åriges forsvarer, Jens Christian Christensen, give deres afsluttende procedure.


Julemanden rejste langt alene: Så væltede børnene ind

Foto: Asger Christiansen

Foto: Asger Christiansen

Selvom der ikke var siddepladser nok, var der husrum nok, da julemanden rejste afsted med veteranbanen.

Du troede måske, julemanden ankom i kane, men der tager du fejl.

I hvert fald når det gælder Mariager, for her ankommer han i god gammeldags stil med Veterantoget, Hadsund-Peter.

Selvom den gamle motorvogn har rundet 98 år - og dermed er den ældste køreklare motorvogn i hele Danmark - kan den stadig trække en fuld vogn.

Og det var en MEGET fuld vogn julemanden kørte med søndag for at komme ind til Mariager og tænde lysene på juletræet på Torvet.

Vognen har 73 siddepladser og 8 klapsæder, men hele 92 juleglade mennesker, især børn, lykkedes med at komme på turen.

Der var enorm opbakning på julemandens rejse. Foto: Asger Christiansen Foto: Asger Christiansen

Julemandens rejse til Rosernes By, Mariager, var en kort, men hyggelig fornøjelse. Den rødklædte og hvidskæggede julemand stod og ventede på perronen i Lunddalen. Resten af turen til Mariager kørte nemlig på skinner og tog kun 10 minutter.

- Der var rigtig god stemning i motorvognen. Der var en sitren af forventning hos børnene. Julemanden var som altid i godt humør, og stort se alle børn fik en krammer af den trivelige gamle mand, lyder det fra togføreren Kurt Becher.

Det blev en varm ankomst i Mariager, idet omkring 50 personer stod klar for at modtage den gamle julemand. Herefter blev han af pony-vognmanden bragt ind til Torvet i flot vintersol, hvor juletræet blev tændt.

Julemanden var omgivet af børn på sin tur Foto: Asger Christiansen Foto: Asger Christiansen

En unik julegaveidé

Ifølge togfører Kurt Becher kører julemanden med veteranbanen igen næste jul.

- Kan man ikke vente et helt år på at få en tur med den sjove gamle motorvogn, skal man blot kigge forbi hos veteranbanen i sommermånederne, hvor Hadsund-Peter suser frem og tilbage mellem Mariager og Handest, fortæller han.

Og hvis man tænker, at man selv vil bestemme, hvem der skal ombord på den knap 100 år gamle vogn, ja, så er der en helt særlig mulighed.

- Står man lige og mangler ideen til en original julegave, fortæller togføreren, så kan man jo leje Hadsund-Peter og få sit helt eget særtog. - Se, det er en julegave, der vil blive husket!


Landsby skal skaffe en halv million for at vække købmandsbutik til live

Foto: Per Frank Paulsen / TV2 Nord

Der bliver solgt anparter for 2500 kroner per styk.

Borgerne i Ravnkilde måtte i slutningen af september vinke farvel til landsbyens købmandsbutik, men snart kan der igen blive tændt lys i butikslokalerne.

En lokal arbejdsgruppe forsøger nemlig at vække købmandsbutikken til live igen. Mandag aften er der indkaldt til borgermøde, hvor der bliver gjort status, og hvor man forsøger at lodde stemningen blandt borgerne i området i forhold til at stable en ny butik på benene.

- Der er rigtig mange ting, som ser ud til at lykkes, men vi skal lige have det hele til at falde på plads. Borgernes opbakning er det afgørende, så hvis der kommer positiv tilbagemelding i aften, og vi får solgt nogle anparter, er jeg helt sikker på, at vi starter en butik, siger Jan Værum Nørgaard, der er med i 'Købmandsgruppen' i Ravnkilde.

Arbejdsgruppen, som står bag mandagens borgermøde, har lavet det indledende arbejde, som skal til, hvis Ravnkilde igen skal have en købmandsbutik. Nu er man dog nået til et punkt, hvor der er behov for blandt andet et økonomisk fundament.

- Vi arbejder lige nu på at købe bygningerne, men det er jo betinget af, at vi skaffer pengene, siger Jan Værum Nørgaard, som fortæller, at en ny købmand er klar, hvis praktikken falder på plads.

- Vi har en lokal borger, som arbejdede i den nu lukkede butik, og hun vil gerne fortsætte.

'En stor joker i baghånden'

Den store hurdle er nu, at der skal penge i kassen. 'Købmandsgruppen' skyder i forbindelse med borgermødet salget af anparter i gang. De bliver solgt for 2500 kroner per styk.

- Vi skal have solgt anparter, og det bliver lidt klemt af, at det er jul, og folk vil bruge penge på noget andet. Jeg håber, at vi midt i december har en afklaring af, hvor meget vi får ind igennem salg af anparter, siger Jan Værum Nørgaard og understreger:

- Vi skal i hvert fald på den anden side af en halv million kroner for, at det er en succes.

Jan Værum Nørgaard er optimistisk i forhold til at nå i mål. Han fortæller, at 'Købmandsgruppen' har en nyhed, som bliver præsenteret på mandagens borgermøde.

- Vi har en stor joker i baghånden, så det er en cliffhanger, siger Jan Værum Nørgaard.


TV 2: Så meget skal landmændene nedbringe deres CO2-udslip

Foto: Mads Claus Rasmussen / Ritzau Scanpix

Den grønne trepart tager udgangspunkt i det mest vidtgående af de mulige scenarier.

Søndag aften landede regeringens længeventede aftale om den grønne trepart endelig.

Et af de helt store knudepunkter, der har været set frem til med en del nervøsitet hos især de nordjyske landmænd, har været mængden af kvælstof, som de skal nedbringe deres landbrug med.

Og her kan de næppe ånde lettede op.

Grøn trepart tager nemlig afsæt i scenarie 1 – med undtagelse af ét sted

Regeringspartierne samt SF, Liberal Alliance, Det Konservative Folkeparti og Radikale Venstre har indgået aftale om 'Implementering af et Grønt Danmark'. Det nationale indsatsbehov tager udgangspunkt i scenarie 1 – med undtagelse af Bornholm.

Den grønne trepartsaftale

  • Samlet afsættes 43 mia. kr. til omlægning af Danmarks arealer via Danmarks Grønne Arealfond. 

  • Der kommer en CO2-afgift på landbruget: Danmark bliver det første land i verden med en CO2-afgift på landbruget. 

  • Etablering af 250.000 hektar ny skov, hvoraf 100.000 hektar bliver urørt skov. 

  • Udtagning af 140.000 hektar lavbundsjorde til skabelse af enge og moser, der fremmer vilde fuglearter. 

  • Plantes næsten én milliard træer, svarende til en linje af træer, der kan nå 38 gange rundt om jorden. 

  • Fem nye naturnationalparker tilføjes, så Danmark samlet får 21 naturnationalparker.

  • Lokale treparter etableres, hvor kommuner og lokale aktører spiller en central rolle i planlægningen og implementeringen.  Lokale omlægningsplaner skal udarbejdes inden for ét år.

Det betyder, at kvælstofudledningen skal reduceres med 13.780 tons. Det står der i aftalen, som TV 2 har set.

Aftalepartierne er også enige om, at der på tværs af landegrænser bør opereres ud fra fælles miljømål, og at Danmark derfor straks skal tage initiativ til at indgå en interkalibreringsaftale med Sverige og Tyskland.

TV2 Nord har tidligere talt med bekymrede landmænd om netop CO2-nedbringelse og en mulig CO2-afgidt.


Er du klar på vinteren? Den kommer meget snart.

Mandag er altid starten på en ny uge, men denne gang en uge med et markant vejrskifte.

Det bliver nemlig snart meget mere vinterligt, så frem med handskerne, huen og vinterdækkene.

I dag holder temperaturerne sig dog stadig over frysepunktet med en morgentemperatur på to til fire grader.

Det betyder også, at de enkelte byger, dagen byder på, vil komme som regn. Så der bliver ikke bygget snemænd i endnu.

Vinden vil være frisk fra nordvest, og i eftermiddag kommer temperaturerne op på omkring fire til seks grader.

Aftenen vil være overvejende klar, og temperaturerne vil begynde at falde nedad og nærme sig frysepunktet.

Måske allerede i nat kan der komme en mere vinterlig byge.

Klik og lad Solvej Vindblæs fortælle dagens vejrudsigt:

Vejret tre timer frem
Vejret senere

Se vejrudsigten her:


Peter Gade sætter ord på samarbejde med Axelsen

Foto: Emil Helms/Ritzau Scanpix

Peter Gade fremover skal være træner for OL-guldvinderen Viktor Axelsen.

Henrik ’PK’ Rohde og Peter Gade kommer til at dele trænerrollen fra næste år.

To af de største danskere inden for badmintonsporten slår pjalterne sammen.

Søndag formiddag annoncerede Viktor Axelsen, at han har indgået et samarbejde med legenden Peter Gade, som sammen med Henrik ’PK’ Rohde skal træne og coache Axelsen.

Peter Gade fortæller, at han i lang tid har haft en løbende kontakt med den danske stjerne, og nu var momentet det rigtige.

- Viktor har givet udtryk for, at han godt kunne tænke sig at få mig ind over som træner i den sidste del af hans karriere. For mig er det en superspændende udfordring at være med til at prøve at skabe de absolut bedste rammer for Viktor, siger Peter Gade til TV 2 Sport.

- For mig personligt er det virkeligt, virkeligt spændende at kunne arbejde med et menneske, der er så dedikeret og så professionel, og som jo allerede har en fantastisk karriere. At få lov til at finde de ekstra procenter på de forskellige områder sammen med Viktor er en vildt spændende udfordring.

Et pressemøde fra 2014 med en ti år yngre udgave af Gade og Axelsen. Foto: Thomas Lekfeldt / Ritzau Scanpix

Skal finde de små procenter

Ifølge Peter Gade har Viktor Axelsen indledt samarbejdet, fordi han hele tiden vil finde inspiration, udvikle sig og hele tiden vil lægge på, så ”han stadigvæk synes, at det her er sjovt.”

- Selvom han har performet på et vanvittigt højt niveau hele vejen igennem sin karriere, skal vi prøve at kigge på nogle af de små procenter, der kan være på de forskellige områder, siger Gade.

Hvorfor først nu, hvis I har haft kontakt i længere tid?

- Det, tror jeg, er et spørgsmål om timing, og hvor Viktor er, og hvordan hans setup har været indtil nu. Jeg tænker, det har været et naturligt tidspunkt at starte samarbejdet på i 2025.

Viktor Axelsen, der fylder 31 år i januar, skriver selv, at han føler, at der er brug for ekstra input til, hvordan han får det maksimale ud af resten af karrieren.

- Jeg var så heldig, at jeg trænede med Peter i slutningen af hans karriere, og med Peters badmintonviden kombineret med hans erfaring med at spille i sine 30'ere er jeg sikker på, at han kan hjælpe mig med at tackle nogle af de udfordringer, jeg vil møde den kommende tid, skriver Axelsen.

Deler turneringerne mellem sig

Viktor Axelsen har haft sin eget træningssetup i Dubai, siden han i sommeren vandt OL-guld i Tokyo i 2021. Den træning kommer nu til at blive suppleret med træning på Peter Gades akademi i Danmark, når Axelsen er i landet. Gade kommer også til at være i Dubai på udvalgte tidspunkter.

- I forhold til turneringer vil der være nogle, som ’PK’ har ansvaret for, der vil være turneringer, hvor jeg er med Viktor, og der vil også være turneringer, hvor vi er der sammen.

Hos Badminton Danmark ser de positivt på samarbejdet.

- Det lyder spændende med et samarbejde mellem Viktor og Peter Gade – det, tror jeg, bliver godt. Vi har et godt samarbejde og en god dialog med både Viktor og Peter, og det ser vi frem til at fortsætte med afsæt i den nye, skriver Jens Meibom i en udtalelse til TV 2 Sport.

Fakta om ’Peter Gade Academy’

Da Peter Gade i maj 2018 stoppede som fransk landstræner, valgte han i stedet at starte et uafhængigt badmintonakademi med base i Gentofte Badmintonklub.

Her har en lang række danske og internationale spillere siden været forbi for at træne i kortere eller længere perioder, ligesom Yonex-sponsorerede spillere har mulighed for at træne på akademiet.

”Vi håber at få spillere ind, der vil arbejde på specifikke områder, men også nogen, der træner op til store begivenheder og mere langsigtede mål i karrieren,” udtalte Peter Gade ved opstarten i 2018.

Ingen tidshorisont

Er der sat en tidshorisont på samarbejdet?

- Viktor og jeg har det sådan, at nu prøver vi det her af det næste stykke tid, og så ser vi, hvordan det går. Hvordan det fungerer for Viktor først og fremmest, og hvordan det fungerer for mig, og så evaluerer vi på det. Forhåbentlig bliver det en positiv oplevelse, som vi begge to kan få stor glæde af, siger Peter Gade.

De første aktiviteter, de kommer til at have sammen, vil være i januar og februar. Først gælder det German Open i slutningen af februar og starten af marts, inden All England er det første store mål senere i marts 2025.

I sin aktive karriere, hvor Gade vandt fem VM-medaljer, et All England-trofæ og et hav af andre titler, nåede han at være en del af verdenstoppen i næsten 15 år, inden karrieren sluttede i 2012.