Bliv erhvervspraktikant på TV2 Nord
Går du i 8. eller 9. klasse og skal i praktik i uge 46?
Så har du mulighed for at ansøge hos TV2 Nord.
Der er som udgangspunkt plads til 10-12 erhvervspraktikanter, og forløbet er både for kamera- og journalist-interesserede.
Hvad skal der ske?
I grupper kommer I til at arbejde med at lave nordjyske nyheder, som I selv har lyst til at se.
Derfor skal I blandt andet ud i Nordjylland med TV2 Nord-mikrofonen og interviewe, optage med et kamera og klippe nyheden sammen hjemme i redigeringen.
Du behøver ikke have erfaring med hverken videoredigering eller interviewteknik, for under hele ugen vil I blive hjulpet på vej af dygtige journalister og fotografer på stationen.
Ugen slutter af med, at alle nyhederne skal præsenteres I nyhedsstudiet, hvor der vil blive mulighed for at prøve kræfter med værtsdisciplinen.
Hvordan ansøger du?
Lyder erhvervspraktik på TV2 Nord som noget for dig? Og er du idérig, nysgerrig og kreativ?
Så skriv en lille tekst om, hvem du er, hvad du interesserer dig for, og hvorfor du gerne vil i praktik hos TV2 Nord, og send det på mail til:
Chefredaktør, HR & Strategi, Tino Pedersen: tipe@tv2nord.dk / +45 30 78 30 51
Der er ansøgningsfrist den 25. oktober.