Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel

56-årig dræbt af knivstik: To kvinder og to mænd anholdt

Lørdag eftermiddag blev en 56-årig mand stukket ihjel i en lejlighed på Markedsvej i Frederikshavn. Fire personer er anholdt i forbindelse med drabssagen.

Nordjyllands Politi er netop nu tilstede på Markedsvej i Frederikshavn, hvor en 56-årig mand er fundet dræbt. 

Politiet modtog anmeldelsen klokken 16.46 lørdag eftermiddag. Da Nordjyllands Politi ankom til stedet, kunne de konstatere, at en mand var død som følge af knivstik.

Carsten Straszek, der er leder af efterforskningen fortæller, at de fire anholdte blev truffet ved eller på adressen. 

- Det er to kvinder og to mænd, vi har anholdt, siger Carsten Straszek.

De to kvinder er henholdsvis 53 og 30 år gamle, og de to mænd er 33 og 24 år gamle. 

Nordjyllands Politi vil være til stede på adressen i aften og i nat, hvor de arbejder med at sikre kriminaltekniske- og retsmedicinskespor. 

Den afdødes nærmeste pårørende er underettet. 


Fortuna Hjørring alene i spidsen efter hjemmebanetriumf

Hjørringenserne vandt søndag eftermiddag 2-1 på hjemmebane.

Fortuna Hjørring havde søndag eftermiddag muligheden for at få førstepladsen for sig selv i Gjensidige Kvindeligaen.

De skulle forsøge at udnytte at toprivalerne fra FC Nordsjælland led et overraskende nederlag lørdag, og chanchen for at komme alene i front tog hjørringenserne imod.

Søndag eftermiddag slog hjørringenserne HB Køge med 2-1 på hjemmebane, og derfor fører Fortuna Hjørring nu Gjensidige Kvindeligaen med 33 point for 13 kampe. FC Nordsjælland følger trop på andenpladsen med 30 point.

Afgørelse faldt i første halvleg

I søndagens opgør kom nordjyderne bedst fra start, og det var især takket være en målfarlig hviderusser. 20-årige Anastasia Pobegaylo nettede første gang efter 20 minutter på oplæg fra Joy Omewa, og et kvarter efter blev føringen fordoblet.

Angriberen Anastasia Pobegaylo var igen på pletten og scorede sit niende sæsonmål, som samtidig sender hende op på ligaens andenplads på topscorerlisten.

Langt hen ad vejen så det ud til at blive en komfortabel sejr, men i de døende minutter kom spændingen tilbage i kampen. I kampens overtid reducerede HB Køge til 1-2, men det kom for sent i kampen.

Kort tid efter lød slutfløjtet, og Fortuna Hjørring kunne juble over de tre point, som sender dem alene i front i tabellen.

Nordjyderne mangler en enkelt kamp inden vinterpausen. På lørdag går turen til Odense, hvor midterholdet OB venter i 14. spillerunde.


- En kæmpestor historie, siger ekspert om Peter Gade som Axelsens træner

Foto: Xinhua/Ritzau Scanpix

Viktor Axelsen har søndag annonceret, at badmintonlegenden Peter Gade fremover bliver en del af Axelsens trænersetup.

To af Danmarks største badmintonnavne slår pjalterne sammen, når Peter Gade fremover skal være træner for OL-guldvinderen Viktor Axelsen.

Det har Axelsen annonceret søndag formiddag, og ifølge badmintonekspert Jim Laugesen er det uden tvivl en nyhed, der kommer til at brede sig som en steppebrand i alverdens store medier – specielt i den badmintongale verdensdel Asien.

- Det her er en kæmpestor historie i badmintonverdenen. Viktor Axelsen er det største navn, og nu går han sammen med det måske næststørste navn, vi har i Danmark. Peter Gade er jo en træner, som man lige så godt kunne have hentet i store nationer som Indonesien eller Malaysia.

- I Asien er han stadigvæk et stort navn, fordi de er opfostret med ham som en del af den gyldne generation i herresingle med spillere som Taufik Hidayat, Lee Chong Wei og Lin Dan. Samtidig laver han også ’Yonex Legedens’ og opvisningsshow i hele verden.

Gade er ærlig og kontant

Det mest interessante spørgsmål i denne sammenhæng er selvfølgelig, hvordan Viktor Axelsen og Peter Gade kommer til at fungere i et samarbejde.

Axelsens nuværende træner, Henrik ’PK’ Rohde, skal fortsat være en del af setuppet, mens Gade kommer ind som ”en del af træningen og coachingen”.

Ifølge Jim Laugesen, der kender Peter Gade rigtig godt gennem deres fælles tid som aktive badmintonspillere og senere i privat sammenhæng, er Gade en tilføjelse, der vil gavne Axelsen.

- Gade er en ærlig og kontant person, der som træner vil sige, hvis han mener, der bliver gjort noget forkert. Han er ikke en medløber, bare fordi det er Axelsen. Så Viktor får en udfordring og sparring, som, jeg tror, der er godt for ham, siger Laugesen.

Et godt match

Viktor Axelsen vil fortsat have sit træningssetup i Dubai, mens han i perioder også skal træne på Peter Gades Yonex-akademi i Danmark, når Axelsen skal forberede sig til visse turneringer.

I sin opdatering søndag slår Axelsen også fast, at han sammen med sin træner og svigerfar, Henrik ’PK’ Rohde, har opnået mere, end de drømte om, da han efter OL i Tokyo valgte at lave sit eget træningssetup.

'PK' Rohde skal fortsat være en del af trænerstaben fremover. Foto: TV 2 Sport

Efter endnu et OL-guld er det nu det rigtige tidspunkt til at lave nogle ændringer, så ’PK’ og Gade altså fremover bliver en trænerduo, der sammen skal stå for Axelsens træning og coaching. En god beslutning ifølge badmintonekspert Jim Laugesen.

- Det er det helt rigtige i Viktors situation lige nu, hvor han har vundet OL to gange. Hvis han skal ud at hente noget inspiration, så er en mand som Peter Gade, der måske har en anden tilgang til nogle ting, rigtig god at få ind.

- Og så kender Viktor jo både Peter Gade som spiller og træner. Han ved, hvad han står for. Han ved også, at han får en mand ind, der er meget lig ham selv. Gade vil gå hele vejen og afsøge hver eneste mulighed for at blive bedre hele tiden. På den måde er deres tilgang meget ens og et rigtig godt match, siger Jim Laugesen.

Axelsen studerer den OL-guldmedalje, han havde drømt om hele sit liv. Tre år senere snuppede han endnu en til samlingen. Foto: Liselotte Sabroe / Ritzau Scanpix

Fokus på Axelsens alder

Derudover fremhæver han også Gades taktiske evner som spiller, der kan komme Axelsen til gavn på vej ind i karrierens efterår. En tanke, Viktor Axelsen også selv har gjort sig.

- Med Peters badmintonviden – kombineret med hans erfaring med at spille ind i 30’erne – er jeg sikker på, at han er i stand til at hjælpe mig med at tackle nogle af de udfordringer, jeg vil møde fremadrettet, siger 30-årige Axelsen.

Den unge odenseaner var blot 17 år gammel, da han blev en del af landsholdstræningen, hvor han nåede at træne knap to år sammen med Peter Gade, inden sidstnævnte stoppede karrieren som 36-årig.

Et pressemøde fra 2014 med en ti år yngre udgave af Gade og Axelsen. Foto: Thomas Lekfeldt / Ritzau Scanpix

Viktor Axelsen vil være 34 år, når OL i Los Angeles løber af stablen i 2028. Her håber den danske herresingle at være med igen, hvilket du kan læse mere om i dette større interview, der blev lavet op til OL i Paris.


Potent lavtryk med sne og kulde holder kursen mod Danmark

Foto: Henning Bagger / Ritzau Scanpic

Vinterhalvårets første sne ser ud til at falde i forbindelse med et kraftigt lavtryk tirsdag og onsdag.

Vindstødene kan nå op på stærk storm i løbet af onsdagsdøgnet.

Om få dage kommer vinteren for alvor buldrende, når et potent lavtryk sender både regn, slud og sne samt kulde hen over Danmark i løbet af tirsdag og onsdag.

I forbindelse med lavtrykspassagen bliver det også meget blæsende – lokalt måske op til fuld storm i middelvinden.

Derfor kan det være med helt snestormslignende tilstand der, hvor sneen falder.

Endnu er det usikkert, hvor mange centimeter sne der i sidste ende bliver liggende. Der er nemlig tale om våd sne, hvoraf meget vil smelte ret hurtigt, når det rammer jorden.

Men det er efterhånden sikkert som amen i kirken, at vinterhalvårets første sne venter i den kommende uge.

Femdøgnsprognosen 18. til 22. november. Foto: TV 2 Vejret

Sådan rammer lavtrykket

Søndag formiddag ligger lavtrykket fortsat langt væk fra Danmark.

Faktisk ligger det placeret lidt syd for Grønland, hvorfra det i løbet af de næste to døgn tager den lange rejse ned over Nordatlanten og De Britiske Øer.

Prognose søndag aften. Lavtryk ligger et godt stykke sydvest for Island. Foto: TV 2 Vejret

Lavtrykket forventes at ankomme til Danmark i løbet af tirsdagen med tiltagende vind og nedbør af varierende former.

I første omgang vil nedbøren nok falde som regn eller slud.

Lavtrykket ser ud til at ankomme tirsdag eftermiddag. Foto: TV 2 Vejret

De seneste dage har den største usikkerhed været, hvilken bane lavtrykket ender med at tage. Det kan have stor betydning for det endelige udfald.

Ifølge de seneste prognoser bevæger lavtrykket sig forbi Bornholm, hvilket vil give et bånd af nedbør fra det nordøstlige Jylland ned over Fyn og Østdanmark.

Igen vil nedbøren være af varierende former, men fra midnat til onsdag stiger mulighederne for sne. Især hvis man kommer lidt væk kysterne med det endnu varme havvand.

Prognose natten til onsdag. Chancerne for sne stiger. Foto: TV 2 Vejret

Op til ti centimeter sne

Onsdag ser ud til at blive med slud eller sne i flere landsdele.

Nogle prognose viser, at der lokalt kan komme en snedybde på mellem fem og ti centimeter.

Derudover får temperaturen et yderligere nøk nedad til mellem to og fire grader i dagtimerne, mens der om natten vil være udbredt frost.

Onsdag bliver med udbredt slud eller sne. Foto: TV 2 Vejret

Mens mængderne er usikre, er det altså relativt sikkert, at der i løbet af ugen vil ligge sne et eller andet sted i landet.

Ifølge TV 2 Vejrets snebarometer er der således 80 procent chance for sne.

Snebarometeret giver omkring 80 procent chance for sne. Foto: TV 2 Vejret

I gennemsnit falder den første sne 10. november. Dermed kommer denne sæsons sne omkring en uge senere end normalt.

Vindstød af stærk storm

Ud over de store mængder nedbør bliver det også ganske stormfuldt. Især vindstødene bliver meget kraftige.

I et bælte, der strækker sig ned gennem Kattegat, Storebælt og sidenhen ud til Bornholm, kan vindstødene nå op på stærk storm i løbet af onsdagsdøgnet.

Kraftige vindstød i Kattegat og generelt den østlige del af landet. Foto: TV 2 Vejret

Af den årsag kan det ikke udelukkes, at middelvinden kan nå stormstyrke. TV 2 Vejrets stormbarometer giver omkring 30 procent risiko for storm.

Skulle der måles stormstyrke i middelvinden, vil det være første gang siden stormen Rolf, der ramte Danmark tilbage i februar.

Der er høj risiko for storm onsdag. Foto: TV 2 Vejret

Axelsen smider bombe – ansætter nordjysk legende som træner

Foto: Ann Wang / Ritzau Scanpix

Viktor Axelsen skal fremover også trænes af Peter Gade.

Viktor Axelsen arbejder i forvejen sammen med træneren Henrik ’PK’ Rohde, og nu tilføres en af badmintonsportens største navne til setuppet.

- Jeg har en spændende opdatering til jer alle.

Sådan indleder OL-guldvinderen Viktor Axelsen en nyhed, han netop har delt på sine sociale medier. I denne sammenhæng må ”spændende” dog næsten betegnes som en underdrivelse.

30-årige Viktor Axelsen har således ansat badmintonlegenden Peter Gade som træner. På verdensplan betegnes Gade stadig som et af sportens allerstørste navne, og derfor kan der nærmest ikke findes en kombination mellem spiller og træner, der har mere stjernestøv over sig end den danske duo.

- Jeg er ekstremt glad for at kunne annoncere, at Peter Gade bliver en del af mit trænerteam. Sammen med ’PK’ vil han stå for min træning og coaching fremover.

- Jeg ved, at jeg med Peter og ’PK’ vil have et fantastisk trænerteam, som vil gøre alt, hvad der står i deres magt, for at støtte mig som atlet, skriver Viktor Axelsen.

Gade er stadig kæmpestor

Den øjeblikkelige verdenstoer, der i disse uger er i Asien for at deltage i flere turneringer, skriver videre, at han også kommer til at træne på Peter Gades Yonex-akademi i Gentofte, når han er i Danmark for at forberede sig til nogle af turneringerne.

Fakta om ’Peter Gade Academy’

Da Peter Gade i maj 2018 stoppede som fransk landstræner, valgte han i stedet at starte et uafhængigt badmintonakademi med base i Gentofte Badmintonklub.

Her har en lang række danske og internationale spillere siden været forbi for at træne i kortere eller længere perioder, ligesom Yonex-sponsorerede spillere har mulighed for at træne på akademiet.

”Vi håber at få spillere ind, der vil arbejde på specifikke områder, men også nogen, der træner op til store begivenheder og mere langsigtede mål i karrieren,” udtalte Peter Gade ved opstarten i 2018.

Akademiet har Peter Gade haft siden 2018, hvor han stoppede som fransk landstræner. Ved siden af har Gade også været en af frontfigurerne i ’The Legends’ Vision’, som er et koncept, hvor nogle af de største legender – heriblandt Lee Chong Wei og Lin Dan – rejser verden rundt for at promovere sporten og spille showkampe.

I sin aktive karriere, hvor Gade vandt fem VM-medaljer, et All England-trofæ og et hav af andre titler, nåede han at være en del af verdenstoppen i næsten 15 år, inden karrieren sluttede i 2012.

Axelsen forventer nye udfordringer

Viktor Axelsen fremhæver i sin udmelding, at han havde fornøjelsen af at træne med Peter Gade i den sidste del af Gades karriere.

Foto: Thomas Lekfeldt / Scanpix Denmark

Her var en ung odenseaner året forinden startet på landsholdstræningen i en alder af blot 17 år, hvilket gav ham muligheden for at suge en stor del af den dengang 36-årige Peter Gades enorme erfaring til sig.

- Med Peters badmintonviden – kombineret med hans erfaring med at spille ind i 30’erne – er jeg sikker på, at han er i stand til at hjælpe mig med at tackle nogle af de udfordringer, jeg vil møde fremadrettet, skriver Axelsen.

Den danske badmintonstjerne har haft sit eget træningssetup i Dubai, siden han i sommeren 2021 vandt OL-guld i Tokyo.


Rådmand lykkelig for skrottet letbaneprojekt

Foto: Ken Petersen

Det, der oprindeligt skulle have været en letbane i Aalborg - som i Odense og Aarhus - er blevet en eldrevet BRT-bus.

Rådmand Anna Aaen (EL) priser sig lykkelig for, at Aalborg ikke har fået en letbane som først ønsket.

- Det er en velsignelse i forklædning.

Sådan siger Anna Aaen (EL), Aalborgs rådmand for Klima og Miljø, der tidligere drømte om at få en letbane til Aalborg ligesom i Odense og Aarhus.

Men sådan blev det ikke.

Plusbussen, som er en såkaldt BRT-løsning - bus rapid transit - er det alternativ, som Aalborg fik i stedet for den planlagte letbane, der blev skrottet i 2015.

- Det var ikke vores valg, at der ikke skulle komme en letbane. Der kom en ny regering, og så forsvandt pengene til letbanen, forklarer Anna Aaen.

Plusbussen har været markant billigere at anlægge end letbanen, og så kører den både i regn og slud

Anna Aaen (EL), rådmand i Aalborg

Rådmanden refererer til den Venstre-regering, som for 10 år siden fjernede tilskuddet til en letbane i Aalborg.

Det skabte stor utilfredshed hos Anna Aaen og den daværende socialdemokratiske borgmester Thomas Kastrup-Larsen. Men nu, et årti efter, er holdningen til det skrottede letbaneprojekt en helt anden.

- Vi var så heldige at få et fremkommelighedsprojekt, fordi vi havde budgetteret strækningen, hvor letbanen skulle have kørt - så fik vi lov til at få plusbussen i stedet.

Ja tak til plusbussen

Plusbussen, der er eldrevet, har vist sig at være en succesoplevelse, når man spørger rådmanden.

- Plusbussen har været markant billigere at anlægge end letbanen, og så kører den både i regn og slud, som letbanen i Odense flere gange har haft problemer med, siger hun.

Anna Aaen (EL), rådmand for Klima og Miljø i Aalborg, priser sig lykkelig for, at Aalborg fik elbusser i stedet for en letbane som i Odense og Aarhus. Foto: Ken Petersen

Rettelig har regn og slud dog ikke givet problemer for Odenses letbane, men blade og frost har flere gange ført til, at letbanetogene har holdt stille.

Udover de økonomiske fordele ved BRT-busløsningen viser beregninger fra Odense Kommune og Odense Letbane, at en BRT-busløsning også har et lavere klimaaftryk end en letbane.

Hvis Odense Letbane efter planen udvides med en etape 2 til Vollsmose og Seden, vil den forventede CO2-udledning være 26.100 ton over en 50-årig periode, mens en tilsvarende løsning med en BRT-busløsning i Odense vil ligge på 20.400 ton.

Hvis du kunne vælge frit i dag, ville du så vælge letbanen eller plusbussen?

- Så ville jeg gerne have de penge, der var sat af til letbanen, og så bruger dem på plusbussen, forklarer Anna Aaen og uddyber:

- Jeg synes, at det er en virkelig god løsning, men det er ikke nogen hemmelighed, at det også kommer an på, hvor mange passagerer, der skal transporteres rundt.

Ny rekord på J-dag

I september 2023 rullede plusbussen ud på gaderne i Aalborg for første gang, hvilket gjorde byen til den første i Danmark med de 25 meter lange eldrevne busser som en del af den kollektive trafik.

Og selvom aalborgenserne skulle vænne sig til de nye busser, er der godt nyt nu.

- Vi kan se nu, at vi begynder at have fyldte busser, og det er helt vildt fedt, fortæller Anna Aaen begejstret.

Og J-dag (hvor Tuborgs julebryg bliver frigivet, red.) skuffede heller ikke, hvor flere tusinde lod cykler og biler stå hjemme og stod på den kollektive trafik.

- Vi har lige slået rekord med 16.000 passagerer på et døgn på J-dag, men det betyder også, at vi skal til at overveje, om vi skal sætte flere busser ind, der nærmest kører rundt hele tiden, siger rådmanden.