Arena Nord er parat til nye restriktioner
Direktør i Arena Nord, Per Malmberg, vurderer, at de er klar til at håndtere eventuelle nye restriktioner.
Klokken 18.30 onsdag aften er der pressemøde, hvor blandt andre Mette Frederiksen (S) vil deltage og formentlig præsentere nye restriktioner.
På lørdag skal hallen i Arena Nord i Frederikshavn være fyldt med cirka 500 mennesker, der kommer for at opleve en koncert.
I dag er hallen ved at blive gjort klar til arrangementet, men lige nu er det usikkert, om gæsterne skal gemme deres billetter og blive væk fra Arena Nord.
Hvis vi skal aflyse de her arrangementer, må der komme noget kompensation
Per Malmberg, direktør, Arena Nord
Epidemikommissionen er i dag kommet med en række nye anbefalinger for at begrænse coronasmitten. Ifølge kommissionen bør der laves et forbud mod at samles flere end 50 stående gæster ved indendørs arrangementer. Det skriver TV2.
De næste mange arrangementer i Arena Nord er med siddende gæster. Alligevel vil direktøren følge med i pressemødet klokken 18.30 i aften.
- Vi er selvfølgelig spændte, men på den anden side har vi i løbet af de seneste to år navigeret i hele den her coronasituation, så vi er parate til at følge de retningslinjer, som der måtte blive udstukket, siger Per Malmberg.
Direktør håber at få kompensation
Udover at lave et forbud mod at samles flere end 50 stående gæster, foreslår Epidemikommissionen blandt andet at sende skolebørn på tidlig juleferie og at lukke nattelivet.
For Arena Nord vil det kunne betyde, at stedet må aflyse de kommende arrangementer, og flere af dem er allerede blevet aflyst én gang før. Derfor håber Per Malmberg, at arrangementerne kan blive afviklet efter pressemødet onsdag aften.
Men kan de ikke det, har han et håb om at få økonomisk hjælp.
- Hvis vi skal aflyse de her arrangementer, må der komme noget kompensation. Men vi er godt rustet, så det kan vi sagtens klare, siger Per Malmberg.