Bør efterskoler kræve elever vaccineret? Forsker og forstander er uenige
Foto: Keld Navntoft/Ritzau Scanpix
I de to seneste skoleår har meget af undervisningen på landets efterskoler foregået via en skærm. Nu diskuteres det, hvordan man bedst undgår endnu en nedlukning.
Det seneste år har budt på flere nedlukninger af efterskolerne og højskolerne, og derfor kan det ifølge en epidemiforsker være en god idé at kræve eleverne vaccineret. En idé, der ikke vinder meget opbakning hos skolerne.
Det er en helt særlig dag, der venter 30.000 unge på søndag. Der har de første dag på efterskole, og foran dem venter et år med masser af fællesskab og nye venskaber. Et år, der formentlig bliver noget anderledes end det år, efterskolerne netop har været igennem.
Det har været et år med lange nedlukninger og masser af coronarestriktioner. Flere efterskoler har også oplevet smitteudbrud, der har lukket skolerne i længere perioder.
Et værn mod nedlukninger og smitte kunne være, hvis alle elever og ansatte fra start var vaccineret – og det er netop det, man bør gå efter, hvis det står til en af landets førende epidemiforskere, Viggo Andreasen.
- Min anbefaling vil være, at man ikke fra myndighedernes side, men fra efterskolernes side, stiller krav om, at man er vaccineret, hvis man vil på efterskole eller højskole, siger han.
Vil ikke bestemme over elever
På den nordjyske efterskole Stidsholt Efterskole i Sæby kan de på søndag byde velkommen til 134 unge, der skal bo på skolen det næste skoleår. Men det bliver ikke med et krav om vaccination, slår forstanderen fast:
- Vaccine er et personligt ansvar, og det gælder hele det danske vaccineprogram, så jeg ville da være ked af, hvis jeg skulle bestemme, at nogen skulle vaccineres, siger Andreas Larsen, der er forstander på Stidsholt Efterskole.
Han får opbakning af formanden for Efterskoleforeningen, Torben Vind Rasmussen, der heller ikke vil kræve en vaccine som en adgangsbillet til efterskoleopholdet:
- Der er en grundlovssikret ret i Danmark til, at man ikke kan stille et krav af den art, og det følger vi også som efterskoler, så vi holder i stedet fast i en kraftig opfordring, siger han.
Torben Vind Rasmussen håber, at det kommende efterskoleår kommer til at minde om et normalt efterskoleår og ikke kommer til at ligne de to forrige skoleår, som begge har været præget af nedlukninger og restriktioner.
Ifølge formanden skal det ske ved at teste dem, der har valgt at takke nej til en vaccine:
- Dem, der ikke er vaccineret, dem håber vi, at skolerne vil teste aktivt, så hvis der kommer en Delta-variant eller en anden coronavariantvariant ind på skolen, så kan vi hurtigt sikre os, at vi får lagt smitten ned igen.
Kører gerne elever til vaccination
På idrætsefterskolen i Sæby, Stidsholt Efterskole, er forstander Andreas Larsen klar på, at efterskole-året ikke bliver helt som før coronatiden lige med det første.
- Nogen skal stadig testes, og der kan være nogen, der skal vaccineres løbende. Hvis der er nogen, der skal køres til vaccine, så hjælper vi gerne med det, siger han.
Trods corona slog efterskolerne sidste år rekord med antallet af optagne elever. I alt 30.669 elever begyndte på en efterskole i skoleåret 2020/2021. I år ser det ud til, at tallet når op omkring det samme.
Herunder kan du se TV2 Nords indslag om historien: