Fiskeriformand frygter fortsat overvågning af danske kuttere
Selvom Europa-Parlamentet har nedstemt et forslag om kameraovervågning, er fiskeriformanden i Strandby ikke tilfreds. For medlemslandene kan stadig indføre overvågning, hvis der er risiko for, at enkelte fartøjer ikke overholder reglerne om landingspligt.
Kameraovervågningen på alle fiskefartøjer på over 12 meter ser tilsyneladende ud til at blive droppet.
En overvågning der skal sikre, at myndighederne kan tjekke fangsterne, og en overvågning som mange fiskere betragter som en overtrædelse af privatlivets fred, og som de gentagne gange har protesteret voldsomt imod.
I Europa-Parlamentet blev et forslag om obligatorisk brug af kameraovervågning på alle fartøjer over 12 meter onsdag stemt ned og er ikke længere en del af Europa-Parlamentets forhandlingsmandat i de videre forhandlinger.
Men selv om det tilsyneladende er en god nyhed for de fiskere, der er imod overvågningen på kutterne, så er der ikke meget glæde at spore hos formanden for Strandby Fiskeriforening, Claus Hjørne Pedersen.
For det er stadig muligt for de enkelte medlemslande at indføre en overvågning.
Hvis det bliver op til en bedømmelse fra de enkelte lande, kan jeg være noget bekymret i forhold til Danmarks holdning
Claus Hjørne Pedersen, formand, Strandby Fiskeriforening
Det sker i de tilfælde, hvor landene laver en konkret risikovurdering af om de pågældende fartøjer udgør en høj risiko for ikke at overholde reglerne om landingspligt.
Det vil sige, at de enkelte medlemslande skal afgøre, om der eventuelt er brådne kar i branchen, som kan pålægges overvågning, hvis de forsøger at bryde reglerne.
- Hvis det bliver op til en bedømmelse fra de enkelte lande, kan jeg være noget bekymret i forhold til Danmarks holdning, siger Claus Hjørne Pedersen.
Han frygter, at når det er op til de enkelte lande at vurdere, om der skal være kameraovervågning eller ej, kan det betyde, at danske fiskere ikke får samme konkurrencevilkår som fiskere fra andre lande.
- Vi har nogle medlemslande som for eksempel Frankrig og Tyskland, der helt klart har meldt ud, at de ikke vil have kameraovervågning. Det vil sige, at danske fiskere, der eksempelvis fisker i Nordsøen, de kan risikere, at de ikke fisker på samme bane, som andre europæiske fiskere gør, siger Claus Hjørne Pedersen.