Fik ikke notat om havne-problemer: - Jeg er skuffet
Jens Nygaard Johansen mener, at han skulle have haft kommunens notat udleveret.
Et fortroligt notat udarbejdet af Frederikshavn Kommune i januar 2022 beskriver de alvorlige økonomiske problemer på Frederikshavn Havn, men kun få politikere i byrådet har set notatet.
Jens Nygaard Johansen er byrådsmedlem i Frederikshavn Kommune for Danmarksdemokraterne, og han er en af de politikere, som først nu får kendskab til, at Frederikshavn Kommune allerede i januar 2022 selv udarbejdede notatet på fire sider om havnens skrøbelige økonomi.
- Jeg er skuffet og overrasket over, at vi ikke har fået det i hænderne, siger Jens Nygaard Johansen.
Fredag kunne vi på TV2 Nord afsløre, at Frederikshavn Kommune siden januar 2022 har kendt til de alvorlige økonomiske problemer på Frederikshavn Havn.
- Det er vigtig information. Jeg stiller mig selv det spørgsmål, hvorfor har man ikke reageret noget før, for det viser jo tydeligt, at der er noget galt nede på havnen, siger Jens Nygaard Johansen.
Notatet er udarbejdet af kommunens økonomichef, og det fremgår, at likviditeten og dermed havnens evne til at betale sine regninger er så lav, at man ikke i 2022 kan klare sin gældsforpligtigelser.
Økonomien var allerede dårlig i 2018
Det konkluderes også at driften ikke hænger sammen og ikke har gjort det siden 2018. Havnen tjener ganske enkelt ikke penge nok til at betale renter og afdrag på gælden, som på dette tidspunkt er omkring 1,5 milliarder kroner.
TV2 Nord har været i kontakt med flere byrådsmedlemmer, som ikke sidder i kommunens økonomiudvalg, og alle svarer, at de ikke har haft kendskab til notatet. En af dem er Venstres gruppeformand, Jan Bjeldbak.
- Der er så mange ting, som vi ikke hører om. Det gør mig vred og ked af det, at vi i byrådet har siddet og truffet beslutninger, som er baseret på et meget lille uddrag af det, som vi burde vide. Vi har siddet og potentielt truffet forkerte beslutninger, fordi vi ikke har haft de her oplysninger. Det gør mig vred og ked af det, for det påvirker jo folk, siger Jan Bjeldbak.
Undrer sig: Hvorfor gjorde de ikke noget
Det var borgmester Birgit S. Hansen (S), som i onsdag på et borgermøde om Frederikshavn Havn fortalte offentligheden om, at kommunen allerede i januar 2022 havde fået udarbejdet notatet om havnens økonomiske situation, og at man dermed mere end to år før, at havnen endte i kommunekassen, var bekendte med at økonomien var skrøbelig.
- Det er det, som undrer allermest, er hvorfor gør de ikke noget. De har alle tal og informationer, men hvorfor gør de ikke noget, og da det begynder at køre skævt, så er det pludselig alle andre skyld, siger Jan Bjeldbak.
Det tidligere socialdemokratiske medlem af økonomiudvalget Kurt Kirkedal Jensen forklarede fredag til TV2 Nord, at han ud fra notatet anså havnens situation som alarmerende.
Jens Nygaard Johansen har været med til at træffe en række beslutning om Frederikshavn Havn. Dem står han stadig ved, men han mener, at burde have været orienteret om notatet.
- Det burde have været sendt ud til gruppeformændene, siger han.
Borgmester Birgit S. Hansen har søndag eftermiddag indkaldt alle gruppeformændene i byrådet til mødet om notatet fra 2022.