Skagensmaleri kommer hjem efter auktion
Foto: Skagens Kunstmuseer
Billedet 'Ung kvinde i klitterne, Skagen' bliver en del af Skagens Kunstmuseers samling.
Skagens Kunstmuseer vandt tirsdag en auktion og får dermed et eftertragtet skagensmaleri til samlingen.
Et maleri fra begyndelsen af 1900-tallet af skagensmaleren Laurits Tuxen vender hjem. Skagens Kunstmuseer afgav det højeste bud, da maleriet 'Ung kvinde i klitterne, Skagen' tirsdag var under hammeren hos auktionshuset Bruun Rasmussen.
Vinderbuddet lød ifølge Bruun Rasmussen på 180.000 kroner. Billedet var på forhånd vurderet til at kunne blive solgt for mellem 200.000 og 250.000 kroner.
- Vi har et stærkt og afgørende fokus på at erhverve værker af skagensmalerne med motiver fra Skagen, som kan supplere eller komplementere den samling museet i forvejen råder over, siger Skagens Kunstmuseers direktør Lisette Vind Ebbesen.
Skal konserveres før udstilling
Billedet er malet af Laurits Tuxen i 1908. Det er lykkedes Skagens Kunstmuseer at erhverve billedet takket være støtte fra Augustinus Fonden.
- Dette er et meget væsentligt værk af Laurits Tuxen, og det passer perfekt ind i vores samling af skagensmalernes værker. Vi har haft kendskab til værket i mange år, og det har stået højt på vores ønskeliste, siger Lisette Vind Ebbesen.
Værket skal nu igennem en konservering, hvor mindre revner og afskalninger skal fastgøres og udbedres. Det vil ske i museets eget konserveringsværksted.
Det bliver herefter tilgængeligt for offentligheden som en del af Skagens Kunstmuseers permanente samling.